You are here

Jord

Hvad betyder det, hvis din grund er forurenet? Hvad kan du gøre for at undgå kontakt med forureningen? Hvornår du skal anmelde jordflytning - og skal du have taget prøver af jorden?

Mange steder er jorden forurenet som følge af de aktiviteter, som der før har været på eller i nærheden af grunden. Fx kan olietanke, gamle industrier, biler eller røg fra skorstene have medført forurening.

Underretning om forurening

Hvis du opdager forurening, som ikke allerede er kortlagt som forurenet, skal du underrette Miljø i Roskilde Kommune. Sker det under et bygge- og anlægsarbejde, har du også pligt til straks at stoppe arbejdet.

Jordflytninger

Du skal anmelde jorden i Flytjord.dk, før du flytter jorden via nedenstående link:

Spørgsmål og svar om jord

  • Hvornår skal jeg anmelde flytning af jord?

    Du skal anmelde inden du flytter:

    • Forurenet jord
    • Jord fra en grund, der er kortlagt som forurenet
    • Jord fra en kortlagt del af en grund
    • Jord fra en offentlig vej
    • Jord fra lettere forurenede områder
    • Jord fra et godkendt modtageanlæg for jord

    Hvor og hvornår skal du anmelde?

    Du skal anmelde jorden i Flytjord.dk, før du flytter jorden og hvis du ændrer dit projekt, skal du opdatere anmeldelsen i Flytjord.dk.

    Du kan aflevere under 1 m3 jord til genbrugspladsen uden at anmelde, når blot der ikke er tale om jord fra en grund som er kortlagt, eller jord som lugter eller syner forurenet.

    Hvordan skal du anmelde?

    Du skal oprette dig som bruger i Flytjord.dk og logge ind. Derefter skal du vælge ’Anmeld jordflytning’ og følge 4 trin for at udfylde de oplysninger som kræves. Vejledning kan ses her: www.flytjord.dk

    I anmeldelsen skal du oplyse om:

    • Hvor jorden kommer fra og hvor den køres til
    • Hvem der kører jorden og hvornår
    • Mængde og dokumentation for jordens kvalitet, herunder kopier af analyseblanketter og oversigt over analyser
    • Registrere på et elektronisk kort hvor på grunden jorden graves op

    Hvis grunden er kortlagt eller forurenet, skal du være opmærksom på at gravearbejdet kan kræve en tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

    Hvis du skal flytte flere typer jord eller jord af forskellig forureningsgrad, skal du fremsende en anmeldelse for hvert enkelt parti af jorden.

    Har du brug for hjælp til anmeldelsen, kan du ringe på tlf. 46 31 31 51 eller 46 31 35 28.

    Dokumentation og klassifikation af jorden

    I bilagene til bekendtgørelse om flytning af jord kan du se kravene til:

    • Udtagning af prøver
    • Antal prøver
    • Analyser (stoffer og metoder)
    • Inddeling i forureningskategorier
    • Dokumentation af ren jord i intakte jordlag

    Bekendtgørelsen opdeler jorden i 3 hovedgrupper, hvor:

    • Kategori 1 er jord, som sædvanligvis betragtes som uforurenet.
    • Kategori 1 jord kan du bruge frit de fleste steder, men der kan være skrappere krav eksempelvis i naturområder, råstof/grusgrave og på landbrugsjord.
    • Kategori 2 er lettere forurenet jord. Kraftig forurenet jord, er jord, der indeholder mere eller andre forureninger end fastsat for kategori 1 og 2.

    Vejledning i håndtering af jord på Sjælland indeholder bilag med forureningsklasser, som bruges for opdeling af kraftig forurenet jord. Her kan du også læse om, hvordan du kan gribe en plan for jordhåndtering an.

    Der er lavet rettelser til vejledningens side 6 om 'Inddeling af jord i forureningsklasser' og til bilag A, der viser forureningsklassernes højeste gennemsnitskoncentration. Rettelserne indarbejder de grænseværdier (kaldet klasse 0), som typisk gælder ved udlægning af jord på landbrugsjord og i natur- og skovområder, samt de grænseværdier, der gælder for oliestoffer ved forskellige analysemetoder.

    Prøver af jorden

    Der skal udtages prøver af jorden som dokumentation for jordens forureningsgrad. Således at det sikres, at jorden håndteres korrekt, hvilket afhænger af forureningsgraden. Derudover er der generelle krav om at jorden ikke må afgive lugt som følge af forurening eller syne forurenet.

    Du kan få prøverne taget på opgravningsstedet eller hos modtageren, hvis denne er godkendt til at gøre det.

    For at du kan planlægge din prøvetagning, er det vigtigt at du kender den historik, der er på arealet. Ved opgravningen skal du som minimum adskille fyldjord og intakt jord. Du skal også afgrænse de kraftigere forureninger (hotspots) og håndtere dem hver for sig. Kraftigere forureninger må du ikke blande med kategori 1 og 2 jord.

    Du skal altid have taget prøver af fyldjord

    For intakt jord behøver du ikke altid at udtage prøve, kun hvis der er risiko for jorden er mere forurenet end kategori 1 eller hvis jorden kommer fra et kortlagt areal.

    Antallet af prøver afhænger både af hvor jorden kommer fra og hvor du flytter jorden hen. Skal du anvende jorden som uforurenet eller kommer den fra et kortlagt areal er kravet til mindst 1 prøve pr. 30 tons. For forurenet og lettere forurenet jord er udgangspunktet mindst 1 prøve pr. 120 tons. På kortlagte arealer kan antallet af prøver sænkes, hvis kommunen har godkendt en plan for håndtering af jorden.

    Modtageanlægget kan have særlige krav til, hvor mange prøver du skal have taget. Kontakt derfor altid modtageren, inden du får taget dine prøver.

    Hvornår må du flytte jorden?

    Flytter du jorden til et godkendt anlæg, må du flytte jorden, så snart du har anmeldt. For kortlagte arealer gælder det dog kun, hvis du også har en jordhåndteringsplan, som er godkendt af Miljø, Roskilde Kommune.

    Ønsker du at flytte jorden andre steder hen - eller har du ikke en godkendt plan - må du ikke flytte jorden, før Miljø, Roskilde Kommune har accepteret flytningen eller der er gået 4 uger fra Miljø, har modtaget anmeldelsen. I de 4 uger kan Miljø, kræve supplerende oplysninger, hvilket kan forlænge fristen. Desuden skal Miljø, underrette den kommune og i nogen tilfælde også den region, der er, der hvor jorden skal hen.

    En kopi af anmeldelsen skal følge med jorden under hele flytningen.

    Senest 3 måneder efter flytningen skal du til Miljø, Roskilde Kommune fremsende dokumentation for, hvordan du har bortskaffet jorden.

    Hvor må du flytte forurenet jord hen?

    Du kan selv vælge, hvor du kører jorden hen, hvis det er til et godkendt anlæg. Du finder nogen af disse anlæg i Sjællands Vejledningens bilag F og i I/S KARA/Noverens Affaldsbog.

    Hvordan bortskaffer du ren jord?

    Ren jord må du i princippet anvende frit. Men ren jord er ikke det samme overalt. Skal jorden bruges i byområder, vurderer vi om den er ren nok til at opfylde Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier. De almindeligste jordkvalitetskriterier findes i Jordflytningsbekendtgørelsens Bilag 3. Skal jorden anvendes i landbrugs-, natur- eller skovområder gælder lidt skrappere krav, som fremgår af Sjælland Vejledningens Bilag A. Endelig skal du være opmærksom på, at råstofgrave, som må modtage ren jord, ofte har skærpede krav til jorden.

    Små mængder ren jord (under 1 m3), kan du aflevere på en af genbrugspladserne.

    Større mængder ren jord kan du aflevere til et af de modtageanlæg, som står i I/S KARA/NOVERENs affaldsbogen.

    Ren jord, som ikke er omfattet af anmeldepligten, kan du også anvende frit. Kommunen kan dog bede dig om at dokumentere, at jorden, du bortskaffer eller har modtaget, er ren.

  • Hvornår er en grund forurenet?

    Regionerne skal kortlægge forureninger efter lov om forurenet jord. I Roskilde er det Region Sjælland, der kortlægger. Regionen kortlægger både ud fra viden om aktiviteter, som kan have medført forurening, og ud fra undersøgelser.

    Hvor kan du se om grunden er kortlagt?

    Region Sjællands hjemmeside findes et jordforureningskort, hvor du kan se om en grund er kortlagt eller om regionen har andre oplysninger om grunden. Her kan du søge din ejendom ud fra både matrikeloplysninger og adresse. Dog skal du vælge søgning på "opl. om en matrikel er forurenet", hvis du skal kunne se, om Regionen har andre oplysninger om ejendommen end kortlægning. Du kan også se oplysninger om kortlægning på Danmarks Miljøportal, men her kan der gå lidt tid inden oplysningerne er ajourført.

    Hvad betyder V1 og V2 kortlægning?

    Alt efter hvor sikker en viden regionen har, kortlægger de forureningen på vidensniveau V1 eller V2.

    • V1: Grunden kan være forurenet
      Vidensniveau V1 betyder, at man kender til aktiviteter, der kan have forurenet grunden. Ved man fx, at der har ligget et garveri, så kortlægger regionen grunden på V1. Erfaringen viser nemlig, at der ofte er forurening på gamle garverigrunde. Det gælder også for autoværksted, renseri, metalstøberi, gasværk m.fl. Region Sjælland skal altså ikke ud og grave eller bore i jorden for at kunne kortlægge et areal på V1. Gennemgang af forskellige arkiver er nok.
      Oplysningerne behøver ikke kun at gælde det areal, der kortlægges. Fx kan oplysning om, at der på naboarealet har ligget en virksomhed, der har forurenet ud over sit eget skel, også medføre en kortlægning på V1.
    • V2: Grunden er med sikkerhed forurenet
      Vidensniveau V2 betyder, at man med stor sikkerhed ved, at der på grunden er en forurening, som kan skade mennesker eller miljø.
      For at kortlægge på V2 skal Region Sjælland have langt mere viden. Det kan være analyser af jorden eller viden om, at der engang er sket et uheld fx et oliespild. I enkelte tilfælde kan kortlægningen ske alene ud fra oplysninger om grundens tidligere anvendelse. Det gælder fx gamle lossepladser eller nogle brancher, der erfaringsmæssigt har medført kraftig forurening.

    Pligter for ejer af et kortlagt areal

    I kortlægningsbrevet fra Region Sjælland kan du se, hvad kortlægningen indebærer for dig som ejer af et kortlagt areal. Du kan også finde en generel vejledning for grundejere på regionens hjemmeside. Er du i tvivl om, hvad du må og ikke må, så kan du altid kontakte os for en vejledning.

    Du kan som regel bruge din grund som hidtil, selv om den er kortlagt. Du kan dog få påbud om mindre tiltag for at undgå kontakt med forureningen. Det kan fx være, at du skal holde en belægning hel, eller at du ikke må dyrke grønsager.

    Som ejer skal du underrette brugere og lejere om forureningen.

    Er din grund kortlagt, skal du i mange tilfælde have tilladelse hos kommunen, inden du ændrer anvendelse. Det skal du også, hvis du vil bygge eller grave. Kontakt os gerne så tidligt som mulig af hensyn til din tidsplan.

    Flytning af jord

    Skal du flytte forurenet jord eller jord fra et kortlagt areal, skal du anmelde det til kommunen. Du skal anmelde, inden du begynder at grave. Anmeld i god tid, da fristen for anmeldelse som udgangspunkt er 4 uger.

    Jorden er ikke nødvendigvis ren

    Selv om din grund ikke er kortlagt, så kan den alligevel godt være forurenet. Det kan fx skyldes en gammel, utæt olietank, som ingen kan huske. Nyere undersøgelser har også vist, at byjord og jord langs veje ofte er forurenet af osen fra trafik og skorstene og af opfyld fra århundreders brug. Du kan kun vide, om den er forurenet, hvis det er undersøgt godt nok.

    På Region Sjællands hjemmeside kan du spørge, om de har viden om din grund, som endnu ikke er vurderet.
    I kommunens byggearkiv kan du også ofte finde oplysninger om tidligere aktiviteter på ejendommen.

    Underretning om konstateret forurening

    Opdager du en forurening, har du pligt til at kontakte Miljø og Byggesag. Opdager du den under et gravearbejde, skal du stoppe arbejdet. Du kan først arbejde videre, når regionen har besluttet om grunden skal kortlægges.

  • Hvornår er jorden lettere forurenet?

    I byerne er jorden ofte lettere forurenet. Forureningen er ikke værre, end at du kan leve og bo der uden risiko, hvis blot du følger nogle enkle gode råd. Skal du flytte jord væk fra din grund, skal du anmelde flytningen til kommunen, så vi undgår at få forureningen spredt mere.

    Hvilke områder er udpeget som lettere forurenede?

    De områder, hvor du skal anmelde flytning af jord, fremgår af Roskilde Kommunes Regulativ for jord. Som hovedregel gælder det alle grunde i byzonen og de større landsbyer. Enkelte boligkvarterer fra efter 1990 er dog fritaget. Du kan se om et kort med de områder, som er omfattet  i regulativets bilag 2 eller du kan slå din ejendom op i Arealinfo på Danmarks Miljøportal.

    Afgrænsningen af områderne kaldes i Lov om forurenet jord for "områdeklassificering". Som navnet siger, er det en overordnet klassificering af et større område. Det betyder, at du ikke kan få taget en enkelt ejendom ud af området.

    Får du lavet en undersøgelse af jorden, kan du godt efterfølgende få en erklæring fra os på, at jorden er ren. Erklæringen kan du fx bruge i forbindelse med salg af ejendommen, eller når du skal anmelde flytning af jord. Men du kan ikke bruge erklæringen til at komme ud af områdeklassificeringen.

    Hvis du vil flytte jord

    Når du bor i et af de områder, der er udpeget som lettere forurenet, har du pligt til at anmelde flytning af jord til kommunen. Drejer det sig om højst 1 m3, kan du dog køre jorden til den kommunale genbrugsstation uden at anmelde det med mindre din grund også er kortlagt som forurenet. Formålet med anmeldepligten er at sikre, at lettere forurenet jord ikke bliver spredt til andre arealer.

    Er din grund kortlagt som forurenet efter lov om forurenet jord, skal du altid anmelde jordflytningen. Desuden kræver gravearbejdet en særlig tilladelse efter jordforureningsloven.

    Hvis du selv vil rydde din grund op

    Er din grund lettere forurenet, vil du som udgangspunkt ikke få den ryddet op af Region Sjælland. Det skyldes, at lettere forurenet jord ikke er så forurenet, at der normalt vil være behov for at fjerne den - at følge nogle enkle råd er nok til, at man kan leve og bo på den.

    Du har naturligvis mulighed for selv, at gennemføre en oprydning af forureningen på din grund og få en erklæring om forureningstilstanden. Du skal selv betale for oprydningen. Vi anbefaler, at du, inden du rydder op, tager kontakt til kommunen og følger vores råd og vejledning for oprydning af forurenede grunde.

    Selv om din grund bliver ryddet helt op vil den ikke blive taget ud af områdeklassificeringen, og du skal stadig anmelde flytning af jord.

    Hvis du vil bygge eller lave om

    Det er et krav, at de øverste 50 cm af jorden ikke er forurenet, hvis du bygger bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus. Dette gælder også, hvis du får udført tilbygninger eller andre bygge- og anlægsarbejder på en grund, der i forvejen anvendes til ét af disse formål.

    Alternativt kan du etablere en varig, fast belægning oven på den forurenede jord. Det kan være fliser, asfalt eller lignende.

    NB! Kravene gælder dog ikke, hvis du laver en tilbygning til et eksisterende 1- eller 2-familiehus.

    Kontakt altid først Miljø og Byggesag, hvis du vil bygge.

    Gode råd

    Der er ingen umiddelbar sundhedsfare ved kontakt med lettere forurenet jord, og du kan helt undgå påvirkningen ved at følge nogle enkle råd. Nogle gode råd er at vaske hænder og skifte sko efter udendørs leg og havearbejde - og at vaske frugt og grønt og skrælle rodfrugter inden brug.

    Se en pjece med gode råd

    Læs mere om sundhedsfare på Miljøstyrelsens hjemmeside.

    Hvordan har Roskilde Kommune udpeget de lettere forurenede områder?

    Lov om forurenet jord fastlægger, at alle grunde i byzonen fra 1. januar 2008 som udgangspunkt vurderes som lettere forurenede. Kommunerne kan dog ændre på områderne, og herunder både undtage og inddrage større områder.

    Roskilde Kommune har besluttet, at ændringer skal ske ud fra et forsigtighedsprincip. Det vil sige, at områder først fritages for anmeldepligten, når der er opnået konkrete oplysninger om forureningsniveauet. Roskilde Kommune har derfor hidtil kun besluttet nogle få ændringer af områder i forhold til byzonen. På sigt vil flere områder kunne blive fritaget.

    Ændring af områderne er fastlagt ud fra en afvejning af følgende kriterier:

    • Byzonen (pr. 1. januar 2008) klassificeres som lettere forurenet
    • Nyere udstykninger fra omkring 1990 og frem til i dag (især områder med lokalplan) kan undtages af klassificeringen, hvis historikken ikke giver anledning til mistanke om lettere forurening. Når byzonen udvides er det nødvendigt med en vurdering af forureningsgraden, hvis det planlagte område skal undtages fra områdeklassificeringen
    • Større landsbyer i landzone, der tilbage fra 1940 til i dag har haft karakter af byzone inddrages i klassificeringen, idet der er risiko for, at jorden er lettere forurenet, tilsvarende jorden i byzonen
    • Større sammenhængende områder, hvor der er viden om lettere forurening som følge af historisk anvendelse, fx havneområder, opfyldte grusgrave, renseanlæg mm., inddrages i klassificeringen
    • Industri og blandende erhvervsområder forbliver i områdeklassificeringen

    Områderne er vurderet ud fra oplysninger om byzonen, arealanvendelse, data fra forureningsundersøgelser, bebyggelsens alder, luftfoto og ældre kort.

  • Er det muligt at udveksle jord?

    Jordbasen.dk er et digitalt mødested, hvor man kan registrere projekter som har brug for jord eller som skal af med jord. Databasen har til hensigt at formidle kontakt mellem projekter og muliggøre effektiv udnyttelse af jord, så tæt på kilden som muligt. Se mere på www.jordbasen.dk

    Jorden skal fortsat dokumenteres og anmeldes til Roskilde Kommune, jf. jordflytningsbekendtgørelsens regler.

Ejer af forurenet jord

I Danmark er det regionerne, der står for den offentlige indsats på jordforureningsområdet. Indsatsen retter sig mod de jordforureninger, hvor der ikke er en forurener til at betale for oprensning af forureningen. Regionerne rådgiver om anvendelsen af en forurenet grund og står for en eventuel oprydning af grunden. Regionens indsats sker i en miljø- og sundhedsprioriteret rækkefølge, og derfor kan der gå lang tid, inden regionen når til din boligejendom.

Men hvis du har købt ejendommen uden at vide, at grunden var forurenet, kan du søge om hjælp til fremskyndelse af oprydningen via værditabsordningen. Du kan få flere oplysninger om værditabsordningen hos din region, hvor du også kan søge om at blive omfattet af ordningen.

Ønsker du at bygge på en forurenet grund, skal kommunen give tilladelse. Du skal desuden kontakte kommunen, hvis du vil grave forurenet jord op på din ejendom og køre jorden et andet sted hen. Du skal kontakte kommunen, inden du går i gang med at flytte jorden, for den skal afleveres til et godkendt jordbehandlingsanlæg.

Læs mere hos Miljøstyrelsen om støtteordningerne.

Se om grunden er forurenet med JordTjek

Det er regionen, der står for at undersøge og kortlægge forurenede områder. Har regionen lavet en undersøgelse, der viser, at der har ligget en forurenende fabrik eller lignende på din grund, kan du som grundejer forlange, at regionen også undersøger, om der er skadelig forurening. Regionen skal gennemføre undersøgelsen, inden der er gået to år.

Forurenede arealer kortlægges enten på vidensniveau 1 eller på vidensniveau 2:

  • Vidensniveau 1: Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er indsamlet faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforureningen på arealet.
  • Vidensniveau 2: Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er indsamlet et dokumentationsgrundlag, der med høj grad af sikkerhed viser, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.

Lettere forurenede grunde skal normalt ikke kortlægges, men skal i stedet områdeklassificeres. Det er kommunen opgave.

Normalt vil grundejeren selv være informeret om forureningen.

Ønsker du at vide, om en grund er forurenet, kan du tjekke den.

Oprydning af forurening

Det er som hovedregel forureneren selv, der skal betale for oprydningen af forurenet jord. Hvis en privat eller offentlig virksomhed forurener jorden, har den pligt til selv at rydde op. Reglen gælder også, hvis grunden er solgt til en ny ejer.

Princippet om at forureneren selv rydder op gælder, hvis forureningen er sket efter 2001 - også selv om den private eller offentlige virksomhed ikke har overtrådt reglerne eller har båret sig forkert ad.

Let forurening

Hvis en grund kun er let forurenet, behøver du ikke at rense jorden, men kan klare dig på anden vis. Du skal blot undgå at komme i kontakt med den forurenede jord. Det kan ske ved at dække jorden med enten græs, flis eller fliser, så du undgår direkte kontakt. Du skal også lade være med at dyrke grøntsager i den forurenede jord.

Venteliste for værditabsordningen

Hvis du ønsker at få oprenset din ejendom, skal du ansøge hos din region, som beder Udbetaling Danmark om at disponere et beløb til undersøgelser og oprensning.

Her kan du hente Udbetaling Danmarks venteliste for oprydning på forurenede grunde.

 Udbetaling Danmark disponerer efter følgende kriterier:

  • Er der penge tilbage på bevillingen, disponerer Udbetaling Danmark beløbet.
  • Er der ikke penge, sætter Udbetaling Danmark beløbet på venteliste.
  • Beløb sættes på venteliste i den rækkefølge, ansøgningerne bliver modtaget.

En del af årets bevilling er reserveret til undersøgelser. Derfor er der normalt kun kort ventetid på undersøgelsen.

Skal din grund oprenses?

Hvis en grund skal oprenses, skal grundejeren betale en del af beløbet selv. Denne egenbetaling skal finde sted, når der er afsat midler til oprensning.

Når en oprensning er afsluttet, indsender regionen regnskab til Udbetaling Danmark. Samtidig meddeler regionen om grunden er afmeldt som forurenet. Er der stadig en rest af forurening, kan grunden ikke afmeldes. I så fald får grundejeren sin egenbetaling tilbage med renter.

Hvis du vil klage

Du kan kun klage over en afgørelse om jordforurening, hvis du får et påbud efter jordforureningsloven. Du kan altså ikke klage over afgørelser om kortlægning af forurenede grunde. Du kan klage indtil fire uger efter, påbuddet er meddelt eller offentliggjort.

Du skal indsende en skriftlig klage til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden sender klagen videre til Natur- og Miljøklagenævnet, der træffer afgørelse i sagen.

Lovgivning

Du kan se de gældende love og regler om miljøbeskyttelse i 'Miljøbeskyttelsesloven' på Retsinformations hjemmeside.

Du kan se de gældende regler om forurenet jord i 'Jordforureningsloven' på Retsinformations hjemmeside.

Du kan se de præcise definitioner af lettere forurenet jord på Retsinformations hjemmeside.

Du kan se gældende regler om flytning af forurenet jord i 'Bekendtgørelse om flytning af forurenet jord' på Retsinformations hjemmeside.

Reglerne for Natur- og Miljøklagenævnet er beskrevet i bekendtgørelsen.

Senest opdateret

02.10.2017