You are here

Energi- og miljørigtigt byggeri

Planlægger du et energi-/miljørigtigt byggeriet, kan du her læse om lovkrav og mulighederne for at bygge mere miljø- og energirigtigt.

Når man planlægger et energi-/miljørigtigt byggeri er det vigtigt at overveje nogle ting allerede helt i starten:

  • Placering af bygningen i forhold til sol og vind
  • Brugernes behov, når grunden indrettes
  • Udnyttelse af dagslyset
  • Materialer med lang levetid og nem vedligeholdelse
  • Indvendige materialers indeklimaegenskaber
  • Materialer og installationer med miljø- og energimærker
  • Stil krav til rådgiveren, vær kritisk

Læs mere om

  • Energi

    Du kan få råd og vejledning om energi hos FORS A/S..
     
    Du kan også læse mere om energi på disse hjemmesider:

    Endelig findes der mange private firmaer, som yder energirådgivning.

    Lovkrav

    Nyt hus

    Hvis du bygger et nyt hus fastsætter bygningsreglementets kap. 7, at huset skal udformes og isoleres så energibehovet ikke overstiger energirammen. Energirammen er resultatet af en beregning som omfatter bygningens samlede behov for tilført energi til opvarmning, ventilation, køling, varmt brugsvand og evt. belysning, og som tager hensyn til bl.a. husets klimaskærm, husets placering og orientering. Herudover er der mindstekrav til isolering af de enkelte dele i klimaskærmen. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at hver bygningsdel opfylder mindstekravet, der skal udføres en energirammeberegning.
     
    Energirammen er forskellig alt efter bygningens anvendelse. Alt nybyggeri skal som udgangspunkt overholde gældende bygningsreglementet (BR10, kap.7), som definerer de generelle bestemmelser, lavenergibygninger 2015 og bygningsklasse 2020. Vælger du at bygge et lavenergihus reducerer du din varme- og elregning, og du kan fritages for tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning.
     
    Når du bygger nyt hus skal det kunne bestå en trykprøvning.

    Tilbygning og ændret anvendelse

    Bygger du til eller ændrer anvendelse af en eksisterende bygning, er det ikke nødvendigt at lave en energirammeberegning. Hvis det samlede areal af vinduer og yderdøre mm. højst udgør 22% af det opvarmede etageareal i tilbygningen, er det er tilstrækkeligt at opfylde minimumskravene til isolering for rum der opvarmes til mindst 15ºC af de enkelte bygningsdele, som fastsat i Bygningsreglementets kapitel 7.3.2. Er vinduesarealet større end 22% af det opvarmede etageareal, skal du lave en varmetabsrammeberegning eller energirammeberegning.

    Større ombygning og væsentlig energimæssig forandring

    Foretager du større ombygninger eller andre væsentlige energimæssige forandringer, skal du opfylde samme krav som for ændret anvendelse og tilbygninger, såfremt de enkelte foranstaltninger hver for sig er rentable. Bygningsreglementets kap. 7 fastsætter kriterier for hvornår en ombygning eller energimæssig forandring anses for at være større/væsentlig. En foranstaltning er rentabel, hvis tilbagebetalingstiden er rimelig set i forhold til foranstaltningens levetid.

    El

    El leveres i Roskilde Kommune bl.a. af SEAS-NVE og DONG Energy. På hjemmesiden Energibesparelser kan du læse mere om elforsyning samt gode råd om hvordan du kan nedsætte dit el-forbrug. Du kan evt. også reducere sin elregning ved at installere solceller eller en vindmølle.

    Varme

    En stor del af Roskilde Kommune bliver forsynet med fjernvarme fra FORS A/S. I Svogerslev bliver fjernvarmen leveret af det private selskab Svogerslev Fjernvarmeværk A.m.b.a.
    I nogle områder af Veddelev, Himmelev, Vindinge, Vor Frue, Jyllinge, Gundsømagle, Ågerup, Snoldelev og Viby er der naturgas, leveret af Hovedstadens Naturgasselskab (HNG).

    Ligger huset i et område med kollektiv varmeforsyning kan der være tilslutningspligt. Dvs. du er forpligtet til at tilslutte huset det kollektive net, men ikke forpligtet til at aftage varmen/gassen. Du kan blive fritaget for tilslutningspligt hvis huset er en lavenergibygning klasse 2 eller bedre. Er der tilslutningspligt, vil det være tinglyst på ejendommen eller fremgå af lokalplanen.

    Du kan de fleste steder supplere fjernvarme/naturgas med andre opvarmningsformer (solpaneler, brændeovn mm.), men vær opmærksom på, at der kan være bestemmelser i lokalplan, deklaration eller byplanvedtægt, om placering eller udformning mm.

    Lavenergihus

    Har du en bygning, som klassificeres som lavenergibygning 2015 eller bedre, eller huset ligger i et område i kommunen, hvor der ikke er tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning kan du frit vælge hvordan du vil opvarme dit hus. Du skal søge kommunen om tilladelse til opvarmningssystemet.
     
    Spørgsmål kan rettes til Byggesag.

  • Energimærkning

    Ved opførelse af nye bygninger og ved ombygning af eksisterende bygninger, der er så omfattende, at det kan sidestilles med nybyggeri, skal der udarbejdes energimærkning for bygningen.

    Bestemmelsen er fastsat i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, lov nr. 585 af 21. juni 2005 og bekendtgørelse om energimærkning af bygninger, bek. nr. 228 af 7. april 2008.

    Loven gælder for bygninger på 60 m2 og derover.

    Energimærkningen skal indsendes til kommunen inden ibrugtagning. Det påhviler den bygherre, der opfører byggeriet, at få foretaget denne første energimærkning af ejendommen og stille den til rådighed for de kommende ejere.
     
    Energimærkning udføres af energikonsulenter, der er godkendt af Energistyrelsen.
     
    Der henvises til Energistyrelsens hjemmeside.
     
    Spørgsmål kan rettes til Byggesag.

  • Indeklima

    For at sikre et godt indeklima i boligen er det vigtigt, at bygningen bliver godt ventileret.

    For høj luftfugtighed kan betyde, at vi lettere bliver syge og måske på længere sigt forøger risikoen for at komme til at lide af fx allergi. For huset kan den høje luftfugtighed betyde, at specielt bygningsdele af træ rammes af råd og svamp, og derfor må udskiftes.

    Bygningsreglementets, kap. 6 beskriver reglerne for, hvilke krav der er til udluftning af boligen. Bemærk, der er forskellige regler for boliger i etageejendomme og andre boligtyper.

    Naturlig ventilation

    Indeluft fjernes via aftrækskanaler i køkken, bad og bryggers, og der tilføres udeluft i beboelsesrummene.
    Ud over kravene til ventilation er det altid en god idé at lufte godt ud et par gange om dagen.

    Friskluftventiler

    Friskluftventiler eller udeluftventiler skal tilføre udeluft til boligen. Ventilerne giver husets beboere mulighed for at regulere fordelingen af den tilførte udeluft.
    I princippet bør friskluftventilerne altid være åbne, så du har den naturlige ventilation altid, men er det meget koldt samtidig med kraftig storm, har du muligheden for at lukke dem - bare du så husker at åbne dem igen, når vinden har lagt sig.

    Friskluftventiler fås i flere forskellige udgaver, fx spalteventiler og tallerkenventiler.

    Spalteventiler

    Ventiler i vindueskarm skal altid placeres i den øvre vandrette del af vinduet (over radiator) og være forsynet med en regulerbar prelplade, som bremser luftstrømmen og sørger for en opblanding af friskluft og rumluft uden kuldenedfald.

    Tallerkenventiler

    Murventiler, ofte cylindriske, og med mulighed for at reducere støj udefra. Murventilen i facaden placeres tæt på loft og over radiator. Luftmængden skal kunne opbremses via opluksdelen og eventuelt reguleres ved hjælp af et snoretræk.

    Spørgsmål kan rettes til Byggesag.

  • Grøn Puls - fokus på energirenovering

    Roskilde Kommune, FORS A/S og erhvervsFORUM Roskilde er gået sammen om projekt GRØN PULS, der stiller skarpt på energirenovering og dermed nye job i håndværksvirksomhederne i kommunen.

    Hvis du overvejer at energirenovere din bolig eller virksomhed, kan det være en god idé at rådføre dig med en energivejleder. 

    Klik her for at se et udtræk fra energivejlederen.dk med oplysning om hvad der findes af energivejledere i Roskilde Kommune.

     

  • Tilskud til energirenovering

    Vi har i marts 2015 åbnet for en byfornyelsespulje til fremme af energirenoveringer af ejer- og andelsboliger udenfor fjernvarmeområdet i kommunen. Der gives ved energirenoveringer et tilskudsbeløb på 25 % af udgifterne, dog op til 15.000 kr. Med energirenovering menes der eksempelvis energikonvertering til vedvarende energi og isolering af boligens klimaskærm.

    Hvorfor energirenovere?

    Der er mange gode grunde til at energirenovere sin bolig. Dette kunne eksempelvis være:

    • Du sparer penge på varme- og elregningen
    • En bolig der klassificeres i en fornuftig energiklasse vil være mere attraktiv ved videre salg
    • Et bedre indeklima, hvor det f.eks. ikke trækker fra utætte vinduer og dørpartier
    • En højere energiudnyttelse og bedre isolering af boligen betyder en mindre CO2 udledning til atmosfæren og en større komfort i boligen

    Ud over det ovenstående, kan du ofte ved at tænke energiforbedringer ind i andre renoveringsprojekter i din bolig, over tid, enten delvist eller fuldstændigt finansiere disse projekter. Så står du og skal have bygget nyt køkken eller lign. kan det vise sig at give rigtig god mening at kombinere et sådant projekt med en yderligere energirenovering.

    Hvad skal jeg gøre for at få tilskud?

    Hvis du allerede er i besiddelse af en energimærkerapport over din bolig, som maks. er 1 år gammel, skal du blot (givet at du opfylder de listede krav til tilskud) fremsende denne rapport. Er du ikke i besiddelse af en opdateret energimærkerapport skal du have gennemført en energimærkning, for at få påvist de rentable energirenoveringsløsninger som gør sig gældende i netop din bolig. Viser energimærkerapporten en rentabel investeringsmulighed kan du søge op til det maksimale tilskudsbeløb på 15.000 kr.

    Med en opdateret energimærkerapport kan du søge tilskud på Roskilde.dk/energirenoveringer og navigere i den komplette liste af krav til dig som tilskudsmodtager.

    Er du ikke i besiddelse af en opdateret energimærkerapport kan du på Grøn Puls´ hjemmeside finde links til din lokale energimærkekonsulent.

    Skulle du have nogle spørgsmål angående enten energimærkerapporten eller tilskudsordningen, kan du kontakte Roskilde Kommunes Borgerservice

    Tlf 46 31 30 00, e-mail Borgerservice@roskilde.dk

Byggeloven og bygningsreglementet

Byggeloven er en såkaldt rammelov, hvilket vil sige, at den ikke indeholder specifikke krav og anvisninger. Derimod opstiller bygningsreglementet, med udgangspunkt i byggeloven, de konkrete krav til byggerier. Bygningsreglementet er ikke en lov i sig selv, men den har samme gyldighed, og det er derfor lovpligtigt at overholde de minimumskrav, reglementet udstikker.

Bygningsreglementet angiver såkaldte funktionskrav, men er ikke en arbejdsanvisning på, hvordan byggerier i praksis skal udformes. Her kan man derimod hente hjælp i Statens Byggeforskningsinstitut (SBI)

Andre love og regler

Byggeloven, bygningsreglementet og SBI-anvisningerne er grundlaget for alt byggeri, men også andre love og regler kan have konkret betydning for et byggeri. Det gælder f.eks. visse Danske Standarder og Dansk Ingeniørforenings normer, der har samme gyldighed som SBI’s anvisninger, Stærkstrøms-reglementet, der er grundlag for el-arbejde, og Planloven, efter hvilken landet er opdelt i forskellige zoner.

Alt efter om din bolig ligger i en byzone, landzone eller sommerhusområde kan der være forskellige krav, der skal overholdes med hensyn til afstande og beboelse.

Byggemyndigheder og -tilladelser

I praksis er det den enkelte kommune, der behandler byggesager i kommunen og kommunalbestyrelsen, der udsteder byggetilladelser og eventuelle dispensationer.

Kommunen behandler byggesager i henhold til bygningsreglementet, men på visse områder kan kommunen fastsætte strammere eller anderledes regler end bygningsreglementet foreskriver, og det sker ved, at kommunen vedtager en lokalplan.

Der kan også være begrænsninger for, hvad du må gøre ved dit hus eller grund. Den slags begrænsninger fremgår af tinglyste servitutter, også kaldet deklarationer, som fremgår af en udskrift fra tingbogen.

Ansøgning om byggetilladelse og indsendelse af anmeldelser skal derfor altid ske til din hjemkommune. Har du spørgsmål til din byggesag, er det de relevante medarbejdere i kommunen, du skal henvende dig til.

Du skal indsende din ansøgning om byggetilladelse digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket

Obligatorisk byggeskadeforsikring

I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse, skal der foreligge et tilbud på en byggeskadeforsikring. En byggeskadeforsikring løber i 10 år, er uopsigelig i denne periode og træder i kraft, når byggeriet afleveres til dig som forbruger.

Byggeskadeforsikringen gælder for nybyggeri, der hovedsageligt skal anvendes til helårsbeboelse, og forsikringen skal tegnes af den professionelle bygherre, der opfører nybyggeri med henblik på salg, udlejning m.v.

Der er forsikringspligt i de tilfælde, hvor den professionelle bygherre står for hele byggeprocessen og dermed indgår aftalerne med de entreprenører, der skal opføre din bolig. Der vil således være forsikringspligt i de tilfælde, hvor du som forbruger køber både projekt og grund samtidig og i de tilfælde, hvor du som forbruger har grunden i forvejen.

Det er den professionelle bygherre, som du har indgået aftale med, der skal tegne en byggeskadeforsikring, selvom han betinger sig, at du selv skal indgå aftaler med en eller flere nærmere angivne entreprenører om opførelsen af en del af din bolig.

Hvis du vil opføre et nyt byggeri, skal du søge byggetilladelse digitalt

Kontakt

Byggesag - Bolig
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Miljø og Byggesag
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 41 31 30 00

Senest opdateret

04.05.2017