You are here

Byggeri - Erhverv og etagebyggeri

Her kan du få informationer om byggeri, byggearkiv og byggetilladelser til erhvervs- og etagebyggeri.

Ansøgninger

Erhvervsafdelingen behandler ansøgninger om erhvervs- og etagebyggeri. Hvis du skal opføre et nyt byggeri, i gang med en ombygning eller andre væsentlige forandringer, skal du søge byggetilladelse digitalt gennem Byg & Miljø.

Når du søger gennem Byg & Miljø skal du vedhæfte tegninger og anden relevant dokumentation (eksempelvis beregninger, osv.) i pdf- eller tiff-format.

Forhåndsdialog og principvurdering af projekt

Hvis du har planer om nyt erhvervs- eller etagebyggeri  – så er du meget velkommen til at  kontakte Erhvervsafdelingen for at aftale et forhåndsmøde.

Erhvervsafdelingen udfører også gerne forhåndsvurdering af dit skitseprojekt, hvis du har byggeplaner.

Du er derfor meget velkommen til at sende en mail til erhverv@roskilde.dk - hvis du ønsker et forhåndsmøde, en forhåndsvurdering  eller en principiel tilladelse til dit projekt.

En forhånds- /principvurdering kan medvirke til at sikre, at de principielle forhold er afklaret - inden du anvender ressourcer på udarbejdelse af den teknisk dokumentation ( beregninger m.m.).

Byggeloven og bygningsreglementet

Byggeloven er en såkaldt rammelov, hvilket vil sige, at den ikke indeholder specifikke krav og anvisninger. Derimod opstiller bygningsreglementet, med udgangspunkt i byggeloven, de konkrete krav til byggerier. Bygningsreglementet er ikke en lov i sig selv, men den har samme gyldighed, og det er derfor lovpligtigt at overholde de minimumskrav, reglementet udstikker.

Bygningsreglementet angiver såkaldte funktionskrav, men er ikke en arbejdsanvisning på, hvordan byggerier i praksis skal udformes. Her kan man derimod hente hjælp i Statens Byggeforskningsinstitut (SBI)

Andre love og regler

Byggeloven, bygningsreglementet og SBI-anvisningerne er grundlaget for alt byggeri, men også andre love og regler kan have konkret betydning for et byggeri. Det gælder f.eks. visse Danske Standarder og Dansk Ingeniørforenings normer, der har samme gyldighed som SBI’s anvisninger, Stærkstrøms-reglementet, der er grundlag for el-arbejde, og Planloven, efter hvilken landet er opdelt i forskellige zoner.

Alt efter om din bolig ligger i en byzone, landzone eller sommerhusområde kan der være forskellige krav, der skal overholdes med hensyn til afstande og beboelse.

Byggemyndigheder og -tilladelser

I praksis er det den enkelte kommune, der behandler byggesager i kommunen og kommunalbestyrelsen, der udsteder byggetilladelser og eventuelle dispensationer.

Kommunen behandler byggesager i henhold til bygningsreglementet, men på visse områder kan kommunen fastsætte strammere eller anderledes regler end bygningsreglementet foreskriver, og det sker ved, at kommunen vedtager en lokalplan.

Der kan også være begrænsninger for, hvad du må gøre ved dit hus eller grund. Den slags begrænsninger fremgår af tinglyste servitutter, også kaldet deklarationer, som fremgår af en udskrift fra tingbogen.

Ansøgning om byggetilladelse og indsendelse af anmeldelser skal derfor altid ske til din hjemkommune. Har du spørgsmål til din byggesag, er det de relevante medarbejdere i kommunen, du skal henvende dig til.

Du skal indsende din ansøgning om byggetilladelse digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket

Obligatorisk byggeskadeforsikring

I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse, skal der foreligge et tilbud på en byggeskadeforsikring. En byggeskadeforsikring løber i 10 år, er uopsigelig i denne periode og træder i kraft, når byggeriet afleveres til dig som forbruger.

Byggeskadeforsikringen gælder for nybyggeri, der hovedsageligt skal anvendes til helårsbeboelse, og forsikringen skal tegnes af den professionelle bygherre, der opfører nybyggeri med henblik på salg, udlejning m.v.

Der er forsikringspligt i de tilfælde, hvor den professionelle bygherre står for hele byggeprocessen og dermed indgår aftalerne med de entreprenører, der skal opføre din bolig. Der vil således være forsikringspligt i de tilfælde, hvor du som forbruger køber både projekt og grund samtidig og i de tilfælde, hvor du som forbruger har grunden i forvejen.

Det er den professionelle bygherre, som du har indgået aftale med, der skal tegne en byggeskadeforsikring, selvom han betinger sig, at du selv skal indgå aftaler med en eller flere nærmere angivne entreprenører om opførelsen af en del af din bolig.

Hvis du vil opføre et nyt byggeri, skal du søge byggetilladelse digitalt

Kontakt

Erhvervsafdelingen
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Administration Kommunaldirektøren
Tlf 46 31 35 35

Senest opdateret

29.07.2016