You are here

Ny affaldsordning i 2017 - glæd dig til mere sortering

Fra april 2017 skal dig der bor i Roskilde Syd sortere mere affald. Derfor får du to nye beholdere til affald. Roskilde Nord følger trop i september.

Fra 2017 skal du som borger i Roskilde Kommune sortere i nye affaldstyper, nemlig metal og madaffald. Vi starter i Roskilde Syd. 

Det betyder, at der kommer nye affaldsbeholdere til din husstand eller til din fælles affaldsplads. Den nye affaldsordning vil gøre det lettere for dig, at være miljø- og ressourcebevidst, uanset hvor du bor. Batterierne kan du stadig aflevere som du plejer, enten i batteribokse, eller i en klar plastpose ovenpå låget af din papirbeholder. 

Hvorfor skal du tænke på det nu?

Skal du renovere din indkørsel eller forhave skal du overveje, om der er de nødvendige adgangsforhold. Skal du have nyt køkken, vil du måske gerne indtænke en sorteringsløsning under vasken eller lign.. Læs mere om adgangsforhold i regulativet for husholdningsaffald (Se bilaget til slut).

Ny affaldsordning - hvad betyder det for mig?

  • Hvorfor en ny ordning?

    Roskilde Kommune skal genbruge 50% af vores affald om senest 7 år, og vi vil være førende ressourcecykluskommune. Det er målet i kommunens nye og ambitiøse Affalds- og ressourceplan 2015-2024.

    I de kommende år skal vi ikke længere tænke ”affald”, men i stedet tænke ”ressourcer”, hver gang vi vil smide noget væk. Det gælder emballage af plast og metal, men også tekstiler, indbo og elektronik mv.

    I affalds- og ressourceplanen har vi fokus på både private husstande, erhvervsvirksomheder og kommunale institutioner. Derfor finder du i planen indsatser for alle tre grupper. I øjeblikket tester vi den nye affaldsordning for private husstande. 

    Læs mere om testen af den nye affaldsordning

  • De nye affaldsbeholdere

    Hvad får jeg til mit køkken?

    Du vil modtage en bio-spand og bioposer til at bruge i dit køkken til dit madaffald. Biospanden er 23 sm høj, 25 cm bred, og 23 cm dyb. Den kan rumme 7 L madaffald. 

    Mennesker er forskellige, og ikke 2 køkkener er ens, derfor udleverer vi ikke yderligere køkkenløsninger. Det er vigtigt at en indendørssorteringsløsning passer til lige netop dig og dine behov, da vi alle bruger vores køkken forskelligt - derfor laver vi ikke en standard løsning.

    Hvis du vil have inspiration til sorteringsindretning i hjemmet, kan du læse mere i afsnittet, hvordan skal jeg indrette mit køkken. Nedenfor kan du læse mere om de beholdere du modtager. 

    Bor du i villa/rækkehus og har dine egne beholdere?

    Hvis du bor i villa eller rækkehus og i dag har din egen affaldsbeholder, vil du modtage nye beholdere. De er betalt og ejet af kommunen, men det er som udgangspunkt dit ansvar at renholde dem. Beholderne er designet til, at gøre det let at sortere flere typer affald derhjemme. De har også et dobbelt låg, så du let kan åbne dem, og skraldemanden let kan tømme dem. 

    Hvordan ser de nye affaldsbeholdere til restaffald/madaffald og metal/glas ud?

    Som udgangspunkt bliver der udleveret 2 x 240 liter beholdere til alle som i dag har egen beholder. Beholderen måler 58 cm i bredden, 78 cm i dybden og 108 cm i højden. Hvis din familie har et ekstraordinært behov for en større affaldsbeholder kan du, efter aftale med kommunen fx. få en 370 liter beholder. Den måler 74 cm i bredden, 84 cm i dybden og 110 cm i højden.

    Billede af affaldsbeholdere: Beholderen måler 58 cm i bredden, 78 cm i dybden og 108 cm i højden. Hvis din familie har et ekstraordinært behov for en større affaldsbeholder får du en 370 liter beholder. Den måler 74 cm i bredden, 84 cm i dybden og 110 cm i højden 

    Hvor skal beholderne stå?

    De nye affaldsbeholdere hentes af skraldemanden inde på din grund. Der må maksimalt være 40 meter fra det sted hvor skraldebilen kan holde, til der hvor du placere de nye affaldsbeholdere. Skraldemanden returnerer beholderne efter tømning til samme sted på din grund. Vær opmærksom på, at der er flere krav til adgangsforhold og belægning. Læs mere i regulativet for husholdningsaffald (Se bilag). 

    Hvordan skal beholderne stå?

    Beholderne skal stå med håndtagene og hjulene ud mod skraldemanden, når han kommer og henter dem ved tømning. Derfor er beholderne monteret med et dobbeltlåg, så du nemt kan komme af med affaldet, når de vender den "rigtige" vej for skraldemanden.

    Hvad med det gamle stativ?

    Du ejer selv dit nuværende skraldestativ og/eller beholder, og kan derfor selv bestemme, om du vil bruge det til opsamling af andet affald, som for eksempel haveaffald og aflevere det på genbrugsstationen. Du kan også sælge det på sider som dba.dk eller storskrald.dk.

    Du skal stadig bruge din papirbeholder (Otto), og skal derfor ikke sælge den.

    Bor du i etagebolig og har fælles beholdere?

    I de boligområder der har fælles opsamling af affald, kommer der også fælles sortering af papir, glas, madaffald og metal. Her står beholderne så vidt muligt opstillet samlet, så du kun skal gå et sted hen med det genanvendelige affald. Præcist hvordan de kommer til at stå afhænger af de konkrete forhold, der hvor du bor. Skraldemanden skal sætte beholderen tilbage på samme sted.
    Hvis du er affaldsansvarlig kan du kontakte Affald og Genbrug for en dialog om, hvordan du bedst placerer de nye beholdere.

    Hvis du bor i etageejendom, eller en boligforening med fælles affaldsø, vil I få helt nye affaldsbeholdere. Den rummer 660L og vil have mærker på sig, så det er let at sortere rigtigt.

    Retningslinjer for nedgravede løsninger:

    Boligforeninger har mulighed for, at købe og installere nedgravede affaldscontainere. Kommunen skal godkende disse, derfor er det en god ide, at sætte sig grundigt ind i retningslinerne for nedgravede løsninger. Få mere information ved at skrive til os på: affaldoggenbrug@roskilde.dk

     

  • De nye køkkenspande og poser

    Hvorfor skal jeg bruge specielle poser til madaffald?

    Du skal bruge de specielle poser, fordi madaffaldet skal behandles på et særligt bioanlæg.

    På anlægget bliver madaffaldet forgasset og komposteret. Derved blive der produceret biogas til fx. opvarmning og transport og kompost, der kan komme på landbrugsjord som jordforbedringsmiddel. Derfor er det vigtigt, at poserne kan nedbrydes i anlægget. Det kan almindelige plastposer ikke. 

    Skal jeg selv købe poserne?

    Nej, poser til madaffald bliver leveret af Roskilde Kommune. Hver husstand får udleveret poser ca. hvert ½ år, som forventes at række til 6 måneders forbrug af poser. Husk at lukke bioposerne. For at sikre renhed i beholderen, er det vigtigt at du husker at binde en stram knude på poserne inden du smider dem i biobeholderen. 

  • Hvornår blive affaldet tømt?

    Find oplysninger om, hvornår dit affald bliver hentet

    Du kan også tilmelde dig vores SMS-Service, så du får besked, inden tømning af din beholder. Tilmeld dig SMS-service.

  • Hvad sker der med det affald jeg har sorteret?

    Når dine nye beholdere bliver tømt, sker det i specialdesignede biler med to kamre, svarende til opdelingen af dine nye beholdere. Bilen tømmes efterfølgende ad to omgange.

    Først aflæsses den ene type affald, og derefter den anden type affald.

    På den måde bliver restaffald, madaffald, glas og metal afleveret til særskilt behandling og omdannet til henholdsvis el, varme, biogas, kompost og nye genbrugsmaterialer.

  • Sortering af affaldet – hvad med…..?

    Hvor rent skal affaldet være?

    Metal og glas bliver kørt til et anlæg, hvor der kan være håndsortering. Derfor skal dit affald være nogenlunde rent. Som tommelfingerregel skal du skylle f.eks. dåser med flåede tomater og glas med Nutella – giv gerne emballagerne et hurtigt skyl under den kolde hane for at få det værste snavs væk.

    Skal metal og glas også i poser, inden det afleveres i beholderen?

    Nej, metal og glas skal lægges direkte i beholderen, uden brug af f.eks. plastposer. Det er kun madaffald og restaffald, der skal pakkes ind, inden du lægger det i beholderen.

    Skal jeg komme karton i rummet til papir?

    Ja. Når vi indfører den nye indsamling, skal både papir og karton i samme beholder. Pap skal fortsat afleveres for sig selv, enten via papcontainere, storskraldsordning eller kommunens genbrugspladser. Find kort over offentlige papcontainere og genbrugspladser.

    Må jeg komme mælkekartoner og pizzabakker i beholderen til papir og karton?

    Nej. Mælkekartoner har et tyndt lag plastikfilm på indersiden og kan derfor ikke genbruges. Pizzabakker består af pap – ikke papir. Derudover er den ofte overfladebehandlet, og ‘forurenet’ af fødevarer, og skal derfor til dagrenovation.

    Elpærer, skal de i rummet til glas?

    Nej, elpærer og sparepærer skal ikke til glas. Langt de fleste pærer er sparepærer. Det er vigtigt, at disse håndteres som farligt affald, fordi de indeholder kviksølv. De skal derfor afleveres som farligt affald på fx genbrugspladsen og hos udvalgte farvehandler. Se hvor du kan aflevere dit farlige affald.

    Må jeg komme spraydåser og deodorantspray i rummet til metal?

    Nej. Dåser med indhold under tryk, er farligt affald. De skal afleveres på genbrugspladsen eller enkelte butikker. Læs mere om hvor du kan aflevere spraydåser.

    Hvad med låget på glasemballager?

    Bare lad låget sidde på. Det bliver sorteret fra på behandlingsanlægget. 

    Elektronikaffald, skal det til metal?

    Nej, elektronikaffald er sin egen affaldstype. Du kan aflevere småt elektronik i en 4l klar plastikpose, sammen med batterier, ved at lægge den oven på din papirbeholder. Hvis du deler papirbeholder med andre, skal du aflevere dit småt elektronik på genbrugspladsen eller i de offentligt opstillede batteribeholdere. Husk at sparepærer IKKE er elektronikaffald, men skal til farligt affald. 

    Småt elektronik er fx ødelagte telefoner, el-tandbørster, controllere til spillekonsoller og lign.

    Større elektronik, som en støvsugere eller fjernsyn, skal afleveres som storskrald, eller på genbrugspladsen. Læs mere om vores storskraldsordning.

  • Hvad koster det?

    Beholderne er betalt af kommunen.

    Roskildes Byråd vedtog i 2015, at finansieringen af den nye affaldsordning fra maj 2017 skal ske gennem en gebyrstigning på affaldsgebyret. Læs mere om priser på afhentning af affald.

  • Hvornår bliver det mig?

    For at sikre, at vi alle kommer godt fra start, udruller vi den nye sorteringsordning i 6 forskellige etaper. Vi starter i Roskilde Syd, hvor vi i april 2017 ruller nye beholdere ud, og selve affaldssorteringen starter i maj. Se kortet over Roskilde Syd i højere opløsning.

     Kort over Roskilde Kommune - vi starter i Roskilde Syd

    Næste område der modtager de ny beholder bliver den nordlige del af Roskilde Kommune. Her ruller vi beholdere ud i September 2017.

    Roskilde midt, herunder Roskilde by, vil modtage beholdere i løbet af 2018.
     

  • Hvordan skal jeg indrette mit køkken?

    Det er svært at finde to køkkener der er ens, og med god grund. Et køkken er et personligt sted, hvor der skal være plads til både hverdag og kreativ udfoldelse.

    Det betyder også at der ikke findes en universel måde, at indrette sit køkken til affaldssortering. Du kan så at sige, indrette dig på den måde, der fungere bedst for dig og din familie. Om du er til "IKEA"-løsninger, eller smukke særpræg, er op til dig.

    Hvis du savner inspiration til praktiske og flotte sorteringsløsninger, kan du se hvad andre danskere har gjort på dinsortering.dk eller finde lidt inspiration på pinterest.dk.

    Hvis du prøver dig frem med flytbare beholdere, kan du let justere i størrelsen, så du finder en løsning der passer netop til dig og din familie. 

  • Hvad skal jeg gøre indtil jeg får nye beholdere?

    Vi kan desværre ikke give hele Roskilde Kommune nye beholdere samtidig. Derfor er der nogen der må vente lidt længere på de nye beholder. Men bare rolig, du kan stadig sortere dit affald.


    Glas med pant kan afleveres i butikker, og glas uden pant kan afleveres på genbrugspladsen, eller på særlige områdepladser. Læs mere om pap og glas.

    Metal kan afleveres på genbrugspladsen. Hvis du ikke har lyst til at køre på genbrugspladsen så ofte, kan du eventuelt lave en aftale med dine naboer om, at tage hinandens metal med. Så skal du kun kører halvt så ofte.

    Madaffald kan desværre ikke sorteres fra før du har din nye beholder, så dér må du vente. I mellemtiden kan du måske prøve at se, om du kan gøre noget for at mindske dit madspild. Det er både godt for miljø og for din pengepung. Læs mere om hvad du kan gøre ved madspild.

    Papir Du må faktisk allerede gerne smide karton med i din papirbeholder (Otto). På den måde kan vi allerede nu udnytte ressourcerne i ting som rør fra toiletpapir, tomme æsker fra morgenmad, tandpastapakker og lign..

    Husk at en af de bedste måder at være miljøvenlig på, er ved at lave mindre affald. Der findes mange gode måder at mindske sit affald på, og ofte betyder det at pengepungen vokser. Læs mere om den nationale strategi for affaldsforebyggelse

Kontakt

Affald og Genbrug
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 36 21

Senest opdateret

12.01.2017