You are here

BC Catering vinder CSR-prisen 2017

Af Søren Schaadt Larsen, Social, job og sundhed
  • Borgmester Joy Mogensen overrækker CSR-prisen til BC Caterings logistikchef, Jesper Kvolbæk

    Fotograf: Søren Schaadt Larsen

Mange personer uden job har fået en chance for at prøve sig selv af hos BC Catering i Trekroner, og virksomhedens store engagement i kommunens jobindsats og samarbejde med kommunen bliver nu belønnet.

BC Catering i Roskilde er et godt eksempel på en virksomhed, der tager socialt ansvar. Virksomheden har de seneste år været med til at arbejde for, at flere ledige, der har det lidt svært med arbejdsmarkedet, har fået mulighed for at komme i fast arbejde. Virksomheden har haft 13 virksomhedspraktikanter, og ansat to personer i ordinært job, to i løntilskud og tre i fleksjob. Derfor bliver de tildelt Roskilde Kommunes CSR-pris 2017. Det skete under en ceremoni i forbindelse med nytårskuren for erhvervslivet i Roskilde Kommune, hvor borgmester Joy Mogensen overrakte virksomheden prisen.

  • BC Catering fortjener virkelig at vinde prisen. De tager ansvar for vores samfund ved at ansætte personer, som har det lidt svært med arbejdsmarkedet. I Roskilde hylder og anerkender vi virksomheder, der går foran og viser, at forretning og socialansvarlighed kan gå hånd i hånd. Prisen er kun en symbolsk anerkendelse i forhold til den store og flotte indsats, som BC Catering og de øvrige nominerede virksomheder yder. Men I får et klap på skulderen og en stor tak, sagde Joy Mogensen.

Logistikchef, Jesper Kvolbæk, fra BC Catering modtog prisen, samt et tilskud til en firmaudflugt for medarbejderne på Roskilde Fjord. Og det var med stolthed i stemmen, at han kunne fortælle om den indsats, som virksomheden yder overfor de ledige.

  • Vi er mega stolte over at vinde CSR-prisen. Det er stort. Vi har en vis størrelse, og vi vil gerne være med til at tage ansvar for det samfund, vi arbejder i. Derfor samarbejder vi med jobcenteret om at tage nogle ledige, som vi så forsøger at få over i ordinære jobs. Blandt andet har vi to flygtninge, som vi fik ind i praktik. Dem har vi nu har fastansat, og de gør det knaldgodt, siger Jesper Kvolbæk.

BC Catering er en af en række virksomheder, som har vist et stort engagement i forhold til at gøre arbejdsmarkedet rummeligt. 11 virksomheder blev indstillet og fem blev nomineret til prisen, og på hver sin måde, har de gjort en stor indsats på jobområdet.

Udover gavekortet fik vinderen også en buket blomster og et diplom. Det er anden gang, CSR-prisen bliver uddelt - første gang gik den til Dankbar, som arbejder med sårbare og psykisk syge børn og unge, samt netværket omkring dem.

Kriterier

For at blive nomineret til CSR Prisen er det vigtigt, at virksomheden er en privat, kommerciel virksomhed, beliggende i Roskilde Kommune. Dernæst skal virksomheden opfylder én eller flere af nedenstående kriterier:

  • Virksomheden forebygger, at medarbejdere ender i langvarig ledighed, fx på grund af sygefravær.
  • Virksomheden fastholder medarbejdere, som har svært ved at klare et arbejde på ordinære vilkår.
  • Virksomheden rekrutterer medarbejdere, som behøver støtte i større eller mindre grad.
  • Virksomheden er en rollemodel for andre virksomheder mht. CSR og det rummelige arbejdsmarked.
Dato: 15. Januar 2018

Senest opdateret:

08. November 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.