You are here

Bus 202A kører hurtigere – og får flere passagerer

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
  • 201A-paa-Herregaardsvej

    Herregårdsvej mellem Himmelev og Trekroner er for smal til, at to busser kan passere hinanden. Strækningen bliver gjort bredere i løbet af sommeren 2017.

Rejsetiden på linje 202A er reduceret 10 - 20%, og passagertallet er stigende. Det fremgår af en redegørelse til kommunens Plan- og Teknikudvalg. Nu arbejder kommunen på også at forbedre fremkommeligheden for linje 201A.

En redegørelse til Plan- og Teknikudvalg viser, at kommunens busplan 2012, sammen med den såkaldte ”+Way vision” og midler fra statslige puljer, har sat skub i en række projekter, der øger bussernes fremkommelighed.

Resultatet er, at især A-busnettet har fået kortere rejsetid og bedre overholder køreplanen. Passagererne kommer ikke kun hurtigere frem, det sikrer også en bedre korrespondance til andre bus - og togforbindelser.

De målelige effekter på linje 202A viser, at rejsetiden er reduceret mellem 10 % og 20 %, og passagertallet er stigende. Resultatet er blandt andet opnået ved:

  • Busbane på Køgevej
  • Signalteknik i krydset Køgevej / Søndre Ringvej
  • Bussluse og signalregulering ved Stenkrogen
  • Trafiklys optimeret til busserne 10 steder på 202A’s rute
  • Venstresvingsbane på Søndre Ringvej mod Køgevej

Nu arbejder kommunen også på at forbedre fremkommeligheden på linje 201A. Ud af i alt 15 planlagte projekter er de 9 nu gennemført, og de resterende kommer til i løbet af i år og næste år.

De 9 projekter består af signalteknik, som gør det muligt at kommunikere mellem A-busserne og lyskrydsene. Når bussen er indenfor rækkevidde af lyskrydset, bliver den prioriteret ved at grønttiden bliver forlænget. Det er bl.a. gennemført i krydsene Låddenhøj, Spritkrydset, Jernbanegade og Herregårdsvej.

Næste skridt er at udvide Herregårdsvej, som på nuværende tidspunkt er for smal til, at to busser kan passere hinanden. For at genere færrest muligt passagerer, udføres anlægsarbejdet i løbet af sommeren 2017, hvor der traditionelt er færre passagerer.

”Ser vi på passagertallene, er de to A-linjer de vigtigste i kommunen. Derfor giver det god mening, at få disse linjer så hurtigt og smidigt frem som muligt. Det gør vi både ved at udnytte de teknologiske muligheder i lyskrydsene og ved, at give busserne den plads, de har brug for”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen.

Yderligere oplysninger
Trafikplanlægger Jens Toudal Jessen
4631 3712, jenstj@roskilde.dk

Dato: 15. Februar 2017

Senest opdateret:

15. Februar 2017