You are here

Er der en læge i nærheden?

Af liseh
Problemer med at få en læge opleves især i Jyllinge og Viby. Nu vil kommunen bruge borgernes oplevelser i dialogen med regionen.

Roskilde Kommune er ved at afdække, om mulighederne for at finde en læge i nærheden af sin bopæl er tilstrækkelig over hele kommunen. Derfor vil kommunen meget gerne høre fra dig, hvis du har oplevet problemer med at få en læge eller skifte læge. Skriv og fortæl om din oplevelse til: kommunen@roskilde.dk - Husk at skrive ’Lægedækning’ i emnefeltet:

- I øjeblikket er vi i gang med at undersøge præcist, hvordan lægedækningen ser ud rundt omkring i kommunen. Ifølge mine oplysninger har der den seneste måned været mellem fire og seks lægepraksisser med åben tilgang, men det er klart, at hvis man ikke bor i det område, hvor der er en læge med åben tilgang, så kan det være lidt bøvlet. Fx er der lige nu  kun mulighed for at vælge en læge i nærområdet, hvis du bor i den nordlige og sydlige del af kommunen, forklarer formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Morten Gjerskov, der fortsætter:

- Desuden forventer vi en vis befolkningstilvækst med alt det nye, der bliver bygget, og derfor vil vi i Sundheds- og Omsorgsudvalget gerne i dialog med regionen om lægedækningen. I den forbindelse vil vi gerne høre borgernes oplevelser med at få en læge eller skifte læge.

Det er regionen, der bestemmer, hvor mange praktiserende læger man har i en kommune. Regionen udpeger hvert år de kommuner, som har problemer med lægedækningen. Her har regionen til dato vurderet, at lægekapaciteten i Roskilde Kommune dækker behovet.

Det er aftalt mellem regionen og kommunerne, at der altid skal være to praksisser åbne for tilgang i en kommune, så borgerne har valgmuligheder. Der er på nuværende tidspunkt ingen ubesatte praksisser i kommunen, og det er generelt ikke svært at tiltrække læger til Roskilde Kommune. Når det er sagt, så har alt for mange lægepraksisser lukket for tilgang, og for at være på forkant og undgå situationer, som det er set i andre kommuner, ønsker Sundheds- og Omsorgsudvalget dialogen med Region Sjælland.
 

FAKTA

  • Ifølge overenskomsten for almen praksis kan der være tilmeldt op til 2700 patienter pr. lægekapacitet. Praktiserende læger har dog ret til at bede om at få lukket for tilgang for patienter, når antallet af tilmeldte overstiger 1600 patienter pr. læge. Der åbnes automatisk for tilgang af nye patienter, når antallet af tilmeldte patienter når ned på 1475 patienter.
  • Det er aftalt mellem regionen og de enkelte kommuner, at der altid skal være to praksis åbne for tilgang i den enkelte kommune, så borgerne har valgmuligheder.
Dato: 07. April 2017

Senest opdateret:

18. April 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik