You are here

Mød en Olympianer

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Den 22.-23. juni er Roskilde værtsby for tidligere olympiske deltagere fra hele Norden. De vil stå i spidsen for en række sportsbegivenheder, som alle kan prøve kræfter med som led i de Olympiske dage.

Bag arrangementet står 240 medlemmer af Olympisk Klub, som alle har repræsenteret Danmark ved de Olympiske Lege, og kommunens Kultur- og Idrætsudvalg, som støtter begivenheden med 100.000 kr.

”De Olympiske dage bliver en helt speciel oplevelse for alle, der er interesseret i OL og i eliteidræt. Både vores 6. klasser og vores elitetalenter kommer i nærkontakt med de tidligere OL-deltagere. Og dagen efter - om lørdagen - får vi alle en mulighed for at dyste med sportsfolkene på Roskilde Havn. Så da vi i Kultur- og Idrætsudvalget så det program, var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville støtte, at de Olympiske dage kommer til Roskilde”, siger udvalgsformand Claus Larsen.

De Olympiske dage starter fredag den 22. juni med, at elever fra udvalgte folkeskolers 6. klasser inviteres i Roskilde Kongrescenter, hvor de kan prøve kræfter med 4 olympiske/paralympiske idrætsaktiviteter: roning, bordtennis, håndbold og kørestolsbasket. Eleverne får mulighed for at møde nogle af nordens topatleter gennem de seneste årtier, høre om deres oplevelser og gøre et forsøg på at slå dem i kamp på halgulvet.

Senere er der Masterclass på rådhuset for elitetalenter i Roskilde Kommune med oplægsholdere og gæster fra de nordiske lande.

Lørdag den 23. juni omdannes Roskilde Havn til ”Olympic Village”. Her vil det være muligt for borgere i Roskilde at komme ned og prøve kræfter med 5 olympiske/paralympiske idrætsaktiviteter: roning, bordtennis, håndbold, kørestolsbasket og laserskydning. Man kan også møde tidligere olympiske deltagere og se dem konkurrere mod hinanden i forskellige idrætsgrene.

Lørdag aften bliver der fakkelløb til sankthansbålet i Byparken, hvor ungdomsrepræsentanter fra Roskildes idrætsklubber løber med i et 3,7 km langt fakkelløb rundt i Roskilde. Løbet slutter ved Piper’s Hus i Byparken, hvor faklen gives til to lokale sportskoryfæer, der slår fælles trop med spejderne og tænder sankthansbålet.

Fakta

Olympisk Dag blev introduceret i 1948, hvor olympiske komiteer i 9 lande fejrede dagen. Sidenhen blev det bredt ud og fejres nu verden over. I Danmark indledte man i 2016 en tradition for at fejre Olympiske dage i forbindelse med den internationale olympiske dag. Disse dage har til formål at introducere unge for det at være olympisk atlet og vise, at Olympiaden ikke er en uopnåelig drøm. Traditionen startede i Vejle i 2016, og nu er turen kommet til Roskilde. Det er tanken, at Olympiske dage fremover skal afholdes hvert år i nye byer.

Formålet med OL-klubben er at støtte den olympiske bevægelse i Danmark og at medvirke til, at olympiske deltagere mødes. I første omgang omfattede klubben OL-medaljetagere, men i 1991 blev den udvidet til at omfatte alle aktive deltagere, som har repræsenteret Danmark ved de Olympiske Lege. Der er for tiden ca. 240 medlemmer af klubben.

Olympisk Klub Danmark er medlem af den internationale organisation af OL-klubber: World Olympians Association (WOA). Olympisk Klub Danmark støttes økonomisk bl.a. af Danmarks Idræts Forbund og Team Danmark.

Kontakt

Kultur og Idræt
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Kultur og Idræt
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 14. Maj 2018

Senest opdateret:

14. Maj 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik