You are here

Ny ejendomsbeskatning betyder tjek af alle ejendomme

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
  • Kongebakken

    Kommunerne i Danmark er i gang med at gennemgå alle grunde systematisk ud fra luftfotos for at få opdateret oplysningerne i BBR.

SKAT har i forbindelse med det nye vurderingssystem for ejendomsbeskatning taget luftfotos af hele landet. Det sker for at finde afvigelser mellem bygninger på luftfotos og bygninger, som de er registreret i BBR-registret. Det er kommunerne, der nu skal i gang med at tjekke ejendommene.

"I Roskilde Kommune har vi gennemført en foranalyse på ca. 9 % af materialet fra SKAT. Det viser, at næsten alle vil have rettelser til deres BBR. Der vil være småbygninger, der ikke er registreret, og boligarealer, der ikke er korrekte.
I kølvandet på rettelserne i BBR, kan vi forvente ca. 6.000 sager i Roskilde Kommune, hvor byggeri skal gøres lovligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at noget skal ændres fysisk, men det skal registres korrekt både i BBR-systemet - af hensyn til bl.a. ejendomsbeskatningen - og byggeri, der kræver en byggetilladelse, skal også være korrekt i vores byggesagsarkiv", fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam.

BBR står for Bygnings- og Boligregistret. Det er et register, der indeholder oplysninger om alle bygninger i Danmark, som fx boligareal og opførelsesår.

"Vi er blevet pålagt en kæmpe opgave fra SKAT uden der følger ressourcer med. Vi skal gennemgå ca. 20.000 ejendomme og regner med at skulle bruge 4 år og må samtidig ansætte 4 byggesagsbehandlere ekstra", siger Tomas Breddam.

Lige nu er kommunen ved at forberede det store arbejde. Inden for få dage får alle ejere et brev, der fortæller hvordan man kan kontrollere sine BBR-oplysninger og hvordan, man kan indsende rettelser.

Byrådet har besluttet, at alle får "frit lejde" resten af 2018, så man kan indberette det, man har glemt.
Fra 1. januar 2019 vil der være en BBR-bøde, som kan være op til 5.000 kr.

Fakta

SKAT skal bruge BBR-oplysningerne til den nye ejendomsvurdering.

Kommunerne i Danmark er i den forbindelse i gang med at gennemgå alle grunde systematisk ud fra luftfotos for at få opdateret oplysningerne i BBR.

I Roskilde Kommune starter gennemgangen nu.

Du er som ejer forpligtet til at give kommunen besked, hver gang du foretager ændringer på din bolig. Det kan fx være:

  • Hvis du ændrer på beboelsesarealet.
  • Hvis du opfører en udestue.
  • Hvis du fjerner eller tilføjer andre bygninger på grunden, fx en garage eller et skur.
  • Hvis du ændrer brugen af en bygning, fx fra garage til beboelse

Nogle af de ovennævnte forhold kræver, at du også søger byggetilladelse

Kontakt

Byggesag - Bolig
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Miljø og Byggesag
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 20. Juni 2018

Senest opdateret:

20. Juni 2018

Kommentarer

Fejl info

Dette har intet med ejendomsskat at gøre, kun det nye vurderingssystem, som bl.a. er grundlag for ejendomsskat. Bygninger har, for de fleste ejendomme, ingen indflydelse på ejendomsskatten, grundskylden, som betales af grundens værdi, uanset om der er bygninger på eller ej. Kun erhvervsejendomme, der betaler dækningsafgift, kan blive påvirket.

Fejl info

Hej John
Du har helt ret - vi kunne godt have været lidt mere præcise. SKAT beder kommunerne om at tjekke BBR i relation til det nye vurderingssystem, som bl.a. er grundlag for ejendomsskat.
Mvh Lars Elmsted

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.