You are here

Styr på ventelisten til plejeboliger

Af Lise Hammershøj, Social, Job & sundhed
I Roskilde Kommune er der ingen voksende venteliste, og plejeboliggarantien kan overholdes. Og det er ikke spor tilfældigt.

Ind imellem hører man i pressen, hvordan andre kommuner kan melde om lang ventetid på plejeboliger. Det er bl.a. et stort problem i Herning, hvor ventelisten er historisk lang.  I Roskilde Kommune er borgere på venteliste til en plejebolig derimod faldende, ligesom kommunen også lever op til plejeboliggarantien:

- Jeg er bekendt med problemet i andre kommuner, men er glad for at kunne sige, at det ikke er sådan i Roskilde Kommune. Her har vi fået håndteret udfordringen i tide. Vi har ingen voksende venteliste og ingen overskridelser, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget og fortsætter: - Men vi er naturligvis bekendt med, at vi bliver flere ældre, og det forbereder vi os bl.a. på med byggeriet af det nye plejecenter ved Hyrdehøj.

Vi lever længere

De senere år er den forventede levetid steget kraftigt. Ifølge Ældresagen forøges den forventede levealder et helt år, hver gang der er gået fire år. Eftersom vi lever længere, vil andelen af 65+ og især 80+ vokse de kommende år. I 2042 vil 25 pct. af befolkningen ifølge Danmarks Statistik være over 65 år:

- Vi ved, vi bliver flere ældre, og derfor er vi meget optaget af at tænke rehabiliterende. Vi vil væk fra snakken om de skrøbelige ældre. Der er stærke ældre, som i en periode kan være i en skrøbelig situation. Det er en anden måde at se borgeren på, som betyder, at han/hun bliver bedre til at klare mange ting selv i længere tid, forklarer Morten Gjerskov og siger afslutningsvis:

- Det er en investering, som i sidste ende betyder bedre livskvalitet for borgerne, men også mindre behov for pleje.

FAKTA

  • Kapacitet: Roskilde Kommune har på nuværende tidspunkt en samlet kapacitet på 507 permanente plejeboliger samt 57 rehabiliteringspladser. I 2020 er der en forventet kapacitet på 592 permanente plejeboliger pga. byggeriet af plejecenter Hyrdehøj.
  • Plejeboliggaranti: Hvis man søger en bolig på alle kommunens plejecentre, er man garanteret en bolig indenfor to måneder. Hvis man søger bolig på et bestemt plejecenter, kan der gå længere tid.
Dato: 04. Maj 2017

Senest opdateret:

04. Maj 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.