You are here

Tryk og slip rundt om festivalen

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
  • Milen_kloakering_og_drikkevand

    Det er ikke træk og slip men tryk og slip, der sker på de nye toiletter, der skyller ud med vand og fører spildevandet over i en stor tank, der virker som forsinkelsesbassin.

  • Milen_kloakering_og_drikkevand

    Bestyrelsesformand Asger Kej, Fors A/S, borgmester Joy Mogensen og Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival, klipper i fællesskab snoren.

  • Milen_kloakering_og_drikkevand

    Mellemlageret er en lukket betontank på ca. 4.500 m3, med en diameter på ca. 35 meter

  • Milen_kloakering_og_drikkevand

    Ved de 26 nye forsyningsøer er det muligt at tilslutte toiletter med rindende vand og benytte vandforsyningen til fx håndvaske og badefaciliteter.

Komfort og hygiejne får nu et ordentligt løft, da toiletter uden afløb bliver erstattet af rigtige toiletter med "tryk og slip" og med tilhørende kloakledninger på "Milen" rundt om Dyrskuepladsen. Festivalgæsterne bliver de første, der får glæde af de moderne bekvemmeligheder.

Hele foråret har "Milen" - området rundt om Dyrskuepladsen - været gravet op på kryds og tværs, så 24 km. spildevandsledninger og 6,5 km. vandforsyningsledninger kunne komme i jorden.

Den 18. juni oprandt den store dag, hvor borgmester Joy Mogensen, bestyrelsesformand Asger Kej, Fors A/S, og Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival kunne indvie det store, nye anlæg.

De mange kilometer rør til spildevand går fra de 26 forsyningsøer til Sjællands største opsamlingstank på ca. 4.500 m3. Tanken fungerer som et stort forsinkelsesbassin, så spildevandet kan tilbageholdes, og Bjergmarkens rensningsanlæg kan følge med i forhold til den belastning, som Roskilde Festival og andre store arrangementer på pladsen giver.

Ved de 26 nye forsyningsøer er det muligt at tilslutte toiletter med rindende vand og benytte vandforsyningen til fx håndvaske og badefaciliteter.

Mellemlageret er en lukket betontank på ca. 4.500 m3, med en diameter på ca. 35 meter og med en totalhøjde på ca. 6 meter, hvoraf hhv. 3 meter er nedgravet og 2 meter af tanken skjult af jord fra udgravningen til lageret, så kun ca. 1 meter af tanken er synlig over jorden.

Den store tank vil også fungere som forsinkelsesbassin ved ekstreme regnskyl fra et større område omkring Vor Frue og Vindinge.

Det er Roskilde Kommune, Fors A/S og Roskilde Festival, der i samarbejde står bag projektet.

Fordelingen af udgifterne til anlægget sker efter et princip om, at ”den, der forurener betaler”.

Roskilde Kommune investerer 2,8 mio. kr. i, at Milen videreudvikles til et udendørs eventsted på nationalt niveau tæt på København.

Investeringen tilbagebetales, når kommunen fremover kan tage en lidt højere leje for at bruge området.

Fors A/S, som har de største anlægsudgifter på ca. 31 mio. kr., får de kommende år pengene hjem via tilslutningsbidrag, særbidrag og øget spildevandsafgift som følge af stigende vandforbrug.

Brugerne af området, hvor Roskilde Festival er den største, kommer til at betale mere til kommunen og Fors A/S, men det opvejes delvis af, at andre udgifter falder bort. Der skal fx ikke længere trækkes helt så mange slanger med drikkevand rundt i området hvert år, og udgiften til de mange slamsugere, der ellers har tømt toiletterne, forsvinder også.

Der skal dog mere arbejdskraft til at renholde de nye toiletter.

Kontakt

Miljø
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Miljø og Byggesag
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 19. Juni 2018

Senest opdateret:

19. Juni 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik