You are here

Udvalg følger bus 217

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Bus 217, der kører mellem Jyllinge og Veksø Station, har haft store forsinkelser i efteråret 2017. Lige før jul blev køreplanen justeret, og det har forbedret rettidigheden, men kommunens Klima- og Miljøudvalg vil stadig følge udviklingen tæt.

I august 2017 blev linje 217 lagt sammen med linje 163, der kører i Egedal Kommune.
Den samme bus skifter nu linjenummer på Veksø Station. Det har den fordel, at begge kommuner har kunnet spare driftsudgifter, da man har undgået, at to busser holder stille i mange timer om dagen ved endestationerne.

Problemet er dog, at den oprindelige køreplan ikke var tilpasset trafikken. Det gav store forsinkelser på bus 217. Forsinkelserne var værst i november 2017, og Movia justerede derfor køreplanerne midt i december.

”Vi kan se på tallene, at forsinkelserne er gået meget ned fra november 2017 til februar 2018. Samtidig er passagertallene blevet meget højere – faktisk har de 3 måneder haft flest passagerer sammenlignet med alle andre måneder i 2016 og 2017”, fortæller formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui.

”Men vi er ikke helt trygge i udvalget endnu, da vi stadig får meldinger om forsinkelser i de tidsrum, hvor borgerne er mest afhængige af bussen. Derfor vil vi holde et skarpt øje med pålideligheden og passagerudviklingen fremover. Vi tager også et møde med landsbyrådet og andre interesserede i Gundsømagle for at være sikre på, at linje 217 fungerer som den skal”, siger Karim Friis Arfaoui.

Det er muligt at tilpasse køreplanen for linje 217 yderligere. I det tilfælde anbefaler Movia, at det sker fra august 2018.
Det er bedst, at køreplanændringer sker på samme faste tidspunkter i året, så ændringer på busruter og togafgange i hele landet træder i kraft på samme tid (august og december).

Kontakt

Veje og Grønne områder
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Veje og Grønne områder
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 10. April 2018

Senest opdateret:

10. April 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik