You are here

Udvalgsformand arbejder for hurtig løsning i Gundsømagle

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Krydset mellem Gundsømagle Parkvej, Sognevej og Hejnstrupvej kan klart forbedres. Formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam, har efter en invitation fra borgere i Gundsømagle kigget på forholdene.

”Jeg blev inviteret ud til Gundsømagle for at se krydset i ”myldretiden” og det er klart for mig, at det er et kompliceret sted at manøvrere i trafikken, fordi en dobbeltrettet cykelsti møder biler i et kryds. Vi har i kommunen nu arbejdet nogle måneder med en løsning, som vi vil vende med skolebestyrelsen og lokalrådet”, fortæller Tomas Breddam.

Løsningen består grundlæggende af to dele:

  • Krydset bliver en hævet flade, og den hævede flade trækkes ca. ti meter op ad Gundsømagle Parkvej så hastigheden og opmærksomheden for bilister dæmpes før man skal krydse det blå cykelfelt.
  • Samtidig trækkes det blå cykelfelt med dobbeltrettet cykelsti ca. 5 meter tilbage fra krydset. Det giver den fordel, at man som bilist fra Gundsømagle Parkvej først skal orientere sig efter cyklister og derefter kan køre frem og holde mellem det blå cykelfelt og hajtænderne på Sognevej. Her vil man have bedre oversigtsforhold til venstre ind mod byen end i dag, og man skal kun koncentrere sig om at holde øje med biltrafikken på Sognevej.

”Fordelen med sådan en løsning er, at den kan være færdig i efteråret. Og jeg tror også, at den helt klart vil formindske risikoen for, at der sker lignende uheld som det, der skete for et par uger siden. Samtidig vil det ikke blokere for, at vi på længere sigt arbejder med nogle af de forslag, der er kommet om, at få cyklerne ledt en hel anden vej. Men det er større projekter, der tager længere tid.”

”Jeg håber vi kan få en konstruktiv – og hurtig – dialog mellem borgerne i Gundsømagle, som har lokalkendskabet, og vores trafikplanlæggere, som har den faglige ekspertise”, siger formanden.

Kontakt

Veje og Grønne områder
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling Veje og Grønne områder
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 25. Maj 2018

Senest opdateret:

25. Maj 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik