You are here

Vi skal lære 19 nye vejnavne

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Statslige krav kombineret med stor byggeaktivitet betyder, at kommunens Plan- og Teknikudvalg har godkendt navnene på 19 nye veje i kommunen. Nummer 20 kommer snart, men skal lige i en ny høring hos de berørte borgere.

Et landdækkende adresseprojekt betyder, at veje der er delt i to af fx en togbane eller en fast vejspærring - eller på anden måde ikke hænger sammen - ikke kan have samme vejnavn. Baggrunden for projektet er at sikre klare og utvetydige adresser. Ellers har 1-1-2, ambulance, brand og politi svært ved at finde frem og kan blive forsinket.

Det gælder for 9 veje i Roskilde Kommune, hvor den ene del af vejen skal have et eller flere nye navne.

Efter en høring hos ejere og beboere, har Plan- og Teknikudvalget besluttet disse navne:

Jyllinge:

  • den nordlige del af Blommehaverne ændres til Platanhaven
  • den sydlige del af Klinten ændres til Udsigten

Gundsømagle:

  • den nordvestlige del af Holmevænget ændres til Dyssevænget
  • Stougården ændres til henholdsvis Stoustien, Stoustrædet og Stouvænget

Ågerup:

  • den sydlige del af Ågerupvænge ændres til Åbakkevænge

Roskilde:

  • den sydlige del af Store Valbyvej ændres til Himmelev Skovvej
  • den sydlige del af Præstemarksvej ændres til Præstemarksvænge og
  • Hf-Rørmosen ændres til Hf-Rørmosen Vest og Hf-Rørmosen Øst.

For den sydlige del af Blommehaverne var der foreslået navnet Mirabellehaven, men beboerne har andre ønsker, så her skal gennemføres endnu en høring.

Gamle pigenavne i Nordmarken

Ud over de statslige krav har nybyggeri også sat gang i behovet for flere nye vejnavne.
I Jyllinge Nordmark har lokalplanen for boliger ved Bromarken (øst for Osvej) skabt behov for 5 vejnavne til området. De kommer til at hedde Lauravej, Ellenvej, Dagmarvej, Pernillevej og Johannevej.
I første omgang blev der overvejet navne, der alle startede med Bro…, men de ville blive for enslydende.  Vejnavne, som ligger op ad ”Møllekærgård”, blev også foreslået, men det var svært at finde nok navne med dette. I stedet blev det navne med gamle pigenavne, da der i forvejen er andre veje med både pige- og drengenavne i Jyllinge Nordmark.

Også ved halområdet i Jyllinge er der brug for to nye vejnavne. Det skyldes en ny lokalplan for boliger ved Lindbjergvej. Her bliver de nye navne Linderækkerne og Lindehusene, som passer fint til områdets eksisterende vejnavne.

Endnu en ”holme” til Gundsømagle

Endelig har lokalplanen for boliger på Holmehøjs etape 3 i Gundsømagle krævet, at der skal en ny vej til. Her har politikerne godkendt vejnavnet Holmeengen, som passer fint til de andre vejnavne i området, som alle indeholder ordet ”holme” – og som ligger lige syd for Holmevej.

Yderligere oplysninger

Udviklingsmedarbejder Lisbeth Ellegaard Bruhn
46 31 35 06 (kl. 9-13)

Dato: 08. December 2017

Senest opdateret:

08. December 2017

Kommentarer

Himmelev Skovvej, hvornår træder det i kraft?

Hej Roskilde Kommune
Kan I oplyse hvornår det nye vejnavn bliver ændret?

Hej Lasse

De nye vejnavne bliver indberettet i de forskellige systemer nu, og der kommer vejskilte op i januar måned.
Hvornår det slår igennem i de forskellige kortløsninger, så GPS mv. også bliver korrekt, er vi ikke herre over.
Mvh Lars Elmsted

Nye Husnumre?

Hej Roskilde kommune
Den nordvestlige del af Holmevænget får nyt navn, men hvad sker der så med husnumrene på den tilbageværende del af Holmevænget, denne del har nemlig de høje numre, og det giver i min verden ikke bedre mening hvis en vej starter med husnumre fra nr. 14. Det kan i hvert fald give OCD ramte personer grå hår :-)
Jeg bor selv på Holmevænget 24 og vil ligeledes stærkt opfordre til at hvis husnumrene ændres, at der samtidig tages et kig på rækkefølgen. Der er ingen der kan finde rundt i det, fordi de ikke ligger i kronologisk rækkefølge i forhold til stierne der går fra parkeringspladsen. bedre skiltning ville også hjælpe hvis det er noget i står for :-)
Mvh. Stine

Svar: Nye husnumre

Til Stine
Husnumrene vil ikke blive ændret hverken for den del, der beholder vejnavnet, eller for den del, der får nyt vejnavn. Det har vi besluttet ud fra, at færrest mulige skulle ændre adresse. Det kan give en del bøvl for dem, som skal ændre adresse, om det så bare er husnummeret. Husnumrene er fortløbende, og på nuværende tidspunkt er det heller ikke nemt at finde 1-13, hvis man er ved nr. 14.
Med hensyn til henvisningsskilte vil dette ikke længere være nødvendigt, da det kun er jeres vej, som hedder Holmevænget.
Hvis husnummereringen giver problemer, så er I velkomne til at skrive til kommunen, og vi vil se nærmere på det. Der skal helst være opbakning til ændring af husnumre fra hele andelsboligforeningen og andre ejere.
Mvh Lisbeth

Husnummre

Hej Roskilde Kommune.
Som det er nu har vi bogstav bag ved husnummeret det er 27 på Store Valbyvej.
Får vi også bogstav bag det nye nummer?

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik