You are here

Dronningens sarkofag udsmykkes af Roskilde-virksomhed

Af Sophia Liv Bergmann
  • Peter Jensen

    Fotograf: Peter Jarvad

Ude i Roskildes industrikvarter ligger Broncestøberiet Peter Jensen, og det er ikke et hvilket som helst støberi. Broncestøberiet bygger på mere end 60 års erfaring inden for støbning af skulpturer, og er det største af sin art i Skandinavien.

Mange kendte kunstværker har været igennem fingrene på Peter Jensen. Han er nationalt og internationalt kendt for sin håndværksmæssige kunnen og har bl.a. modtaget Thorvald Bindesbøll Medaljen. Det er derfor ikke uden grund, at han bl.a. bliver betroet at passe på vores nationale klenodier, reparere den lille havfrue og lave afskærmninger til Jellingestenene. Det lå derfor næsten i kortene, at professor og kunstner Bjørn Nørgaard har valgt Peter Jensen til at udføre opgaven med at støbe den omfangsrige udsmykning på toppen af dronningens og prinsgemalens sarkofag.

”Min far grundlagde støberiet, da jeg var 7 år. Da støberiet lå tættere på skolen end mit hjem, var jeg altid på støberiet på vej hjem fra skole” siger Peter Jensen og fortsætter, ”fra jeg var 13 år, arbejdede jeg hos min far, og da jeg var 16, gik jeg i lære som bådebygger. Jeg blev udlært men kom dog aldrig til at arbejde som bådebygger. Jeg fulgte min passion og vendte tilbage til støberiet. Fra 1986, da jeg var 21 år, begyndte jeg også at undervise på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole i Cire-perdue støbning, og der har jeg undervist siden” afslutter Peter Jensen. Cire-perdue betyder ’tabt voks’ og er en støbeteknik, hvor voksen smelter væk og derved skaber figuren.

Støberiet er et familieforetagende, hvor Peter Jensens mor, søster og døtre varetager funktioner på støberiets kontor, og sammen med de øvrige dygtige håndværkere er der i alt 12 personer i virksomheden.

”Vi flyttede til Roskilde sidste år. Bygningen vi lejede, blev ikke passet, og vi betalte en høj husleje for at ligge i et område med dyre kontorkvadratmetre” siger Peter Jensen og fortsætter ”, ”- da jeg så de ledige lokaler på Industrivej her i Roskilde, kontaktede jeg straks Erhvervsafdelingen i Roskilde Kommune”.

Erhvervsafdelingen var meget imødekommende og har hele vejen igennem været en god samarbejdspartner. Jeg har fået rigtig god vejledning og hjælp i forhold til både byggesag og miljøspørgsmål, og hele sagsbehandlingen er kørt helt glat igennem.

”Logistikmæssigt ligger vi super godt - Roskilde ligger centralt på Sjælland og centralt for Jylland, og vi har her kun 300 m til Trekroner Station - det tager faktisk samme tid fra København til Roskilde, som det tager fra København til Bagsværd” siger Peter Jensen og fortsætter ”her har vi også rigtig mange gode håndværkervirksomheder omkring os, og det er en stor fordel i det daglige”.

”Når mine kunder kommer her første gang i stedet for i Bagsværd, kan de godt være skeptiske… hvad er Roskilde for noget?… Det er jo langt væk!” fortæller Peter Jensen. ”Når de så har været her, er de blevet betaget af byen – Roskilde er ’en by for sig’” afslutter Peter Jensen med et smil.

Dato: 18. April 2017

Senest opdateret:

18. April 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik