You are here

Hvem skal vinde Den Socialøkonomiske Pris 2017?

Af Lise Hammershøj, Social, Job & Sundhed
  • Applemoster

    Applemoster med Stine Brynskov i spidsen vandt prisen sidste år. Virksomheden er et rullende mosteri, som forvandle æbler, der ellers går til spilde på græsplænerne til frisk æblemost.

Kender du en person eller socialøkonomisk virksomhed, der gør en særlig forskel for fx lokalsamfundet, udsatte borgere eller måske miljøet, så er det nu, du skal indstille din kandidat.

Roskilde Kommune vil gerne understøtte social innovation og udviklingen af socialøkonomiske virksomheder i kommunen. For at anerkende de mange personer, organisationer og socialøkonomiske virksomheder, der hver dag gør en særlig forskel for fx miljøet, lokalsamfundet eller udsatte borgere uddeler kommunen i samarbejde med Advisory Board for Socialøkonomi hvert år Den Socialøkonomiske Pris:

- Håbet er, at Den Socialøkonomiske Pris kan være med til at understøtte den bevægelse, vi oplever blandt lokale virksomheder, hvor flere og flere ønsker at være med til at løse de fælles udfordringer, vi som samfund står overfor, siger Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og socialudvalget i Roskilde Kommune.

Løbende fokus på socialøkonomi
I år overrækkes prisen den 6. december i Byens Hus. Prisoverrækkelsen følger op på bl.a. Co-lab ROSKILDEs konference om social innovation, der med stor succes blev afviklet over flere dage i september og oktober.

Formanden for Advisory Board for Socialøkonomi, professor Linda Lundgaard Andersen, glæder sig til at se hvilke virksomheder og initiativer, der bliver indstillet til Den Socialøkonomiske Pris:

- Jeg er overbevist om, at der vil være store forretningsmæssige perspektiver for de virksomheder og organisationer, der kan udvikle produkter og services, der løser konkrete udfordringer, og derfor på en og samme tid kan betale sig både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Her har Roskilde med tilstedeværelsen af både innovative virksomheder, universitet, en underskov af stærke netværk og en ambitiøs kommune gode kort på hånden.

Hvem og hvad kan nomineres?
Både enkeltpersoner, foreninger, organisationer og virksomheder kan nomineres. Alle kan nominere, og man kan også nominere sig selv. Og hvad kan så nomineres? Alt lige fra et enkeltstående arrangement eller initiativ, til den daglige indsats i en velkonsolideret socialøkonomisk virksomhed, eller alt lige fra en urealiseret genial idé til en gennemarbejdet forretningsplan for det nye produkt i en socialøkonomisk virksomhed.

Indstil din kandidat på www.roskilde.dk/socialøk senest 16. november 2017. Prisen overrækkes den 6. december i Byens Hus. Vinderen modtager 15.000 i kontant præmie samt et skræddersyet udviklingsforløb til en værdi af 20.000 kr. i konsulentydelser, juridisk bistand mv.

Hvem udpeger vinderen?
Vinderen udpeges af en bedømmelseskomite nedsat af Advisory Board for Socialøkonomi. Komiteen består af:

  • Hanne Danielsen, Grennesminde
  • Susanne Lysholm Jensen, byrådet
  • Francisco Ortega, Boligselskabet Sjælland
  • Marie-Louise Munter, Roskilde ErhvervsFORUM
  • Peter Sandberg, business angel

Frem mod prisuddelingen bliver der yderligere fokus på prisuddelingen med gå-hjem-møde den 30. oktober og et morgenmøde i anledning af International Social Enterprise Day, 16. november. Således samarbejder bl.a. Kooperationen og INSP! om løbende at holde fokus på socialøkonomi.

FAKTA

  • Social innovation handler om at skabe nye måder at løse sociale-, samfunds- og miljømæssige udfordringer på. En socialøkonomisk virksomhed er en privat virksomhed - der på almindelige markedsvilkår - gennem sit virke fremmer særlige sociale og samfundsgavnlige formål.

 

Dato: 30. Oktober 2017

Senest opdateret:

30. Oktober 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik