You are here

Politikere efterspørger input fra flere borgere

Af Line Rieck
Der er gang i borgerinddragelsen i Roskilde Kommune, der den seneste måned har afholdt budgetborgermøder, hvor borgerne er kommet med input til det kommende budget 2019. Nu satser kommunen på endnu mere inddragelse, og er derfor blevet en del af projektet 'Vores Stemmer'.

Roskilde Kommune har igangsat et arbejde, som skal sikre, at borgerne i fremtiden bliver inddraget endnu mere. Den seneste måned er borgerne blevet taget en tur med i politikernes maskinrum med udgangspunkt i næste års budget, og nu indleder kommunen et samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen.

-       Borgere derude er specialister på deres områder, og med deres input kan vi gøre det endnu bedre. Når vi inddrager borgerne, handler det om at opbygge stærke fællesskaber, som giver mening for borgerne. Det handler om at skabe løsninger sammen med borgerne i stedet for at tænke løsninger for borgerne, det er budgetborgermøderne et godt eksempel på, siger borgmester Joy Mogensen.

Projektet ' Vores stemmer' er endnu en måde at sikre nye input, der kommer fra mennesker uden for rådhusets mure. Formålet med projektet er at forny den demokratiske samtale og selve mødet mellem lokalpolitikere og borgere. Der bliver med andre ord mulighed for at diskutere med naboer og ildsjæle fra lokalsamfundet, hvad der er deres vigtigste værdier og gode ideer - og samtidig giver det politikerne et klart billede af, hvad der optager borgerne mest.  

'Vores stemmer' er et helt nyt koncept i Danmark, og det der driver projektet er en grundlæggende tro på, at alle gerne vil engagere sig og have indflydelse på det samfund, de lever i. Princippet bag rekrutteringen af deltagerne til borgermøderne er, at deltagerne så vidt muligt skal afspejle befolkningen i den kommune, hvor mødet afholdes. Det gøres ved, at et tilfældigt udsnit af befolkningen udvælges til at deltage i mødet. Der vil blive arbejdet målrettet på, at deltagerne så vidt muligt afspejler befolkningen samtidig med, at dem, der er inviteret og ønsker at tilmelde sig, har mulighed for det.

-       Vi skal turde lytte til hvilke værdier, der er vigtigst for borgerne selv og for fællesskabet. Det handler om at mobilisere alle tilgængelige ressourcer og bede om input i form af viden og ideer til at udvikle de bedste løsninger. Det giver os et bedre udgangspunkt, når vi eksempelvis skal prioritere næste års budget, siger borgmester Joy Mogensen.

I Roskilde Kommune er der et ønske om at inddrage borgerne så tidligt som muligt,  så borgernes input kan få reel betydning for indholdet i beslutningerne.

Det forventes, at ' Vores stemmer' afvikles i starten af 2019, men der er allerede den 18. juni, kl. 18.30-21.30 i Jyllingehallerne mulighed for at komme med input og gode ideer samt få et indblik i det politiske maskinrum, når der igen er borgermøde om budget 2019. Det er ligeledes muligt at stille forslag til byrådet via kommunes hjemmeside.

Dato: 13. Juni 2018

Senest opdateret:

13. Juni 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik