You are here

Kun el-lastbiler til Roskilde Rådhus

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Roskilde Kommune har besluttet at afprøve et nyt koncept til levering af varer og forsendelser til rådhuset. Alle leverancer samles udenfor byen til én samlet daglig levering. Fra opsamlingsstedet leveres varerne til rådhuset med en el-dreven lastbil.

Formålet med løsningen er at reducere antallet af last- og varebiler omkring rådhuset og bymidten til glæde for miljø, trængsel og trafiksikkerhed.

Formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan, ser store perspektiver i ordningen:
”Lige her og nu, har vi valgt som kommune at gå forrest og teste løsningen af. En stikprøve viser, at der over 4 dage blev leveret 45 forsendelser til rådhuset af 9 forskellige transportører, hvoraf samme transportør i flere tilfælde leverede varer flere gange dagligt. De 45 leverancer bliver altså reduceret til 4”, forklarer formanden.

”Når vi har testet løsningen, håber jeg, at mange flere vil være med. Varelevering og pakketransport er et marked i hastigt vækst, og det giver øget trængsel i Roskildes bymidte og en belastning af klimaet. En reduktion i antallet af vare- og pakkeleverancer vil medvirke væsentligt til forbedring af klima og miljø, reduktion af trængsel og forbedring af trafiksikkerheden”, siger Jonas Bejer Paludan.

Fakta
Roskilde Byråd har vedtaget at levering af varer og forsendelser til Roskilde Rådhus fremover skal foregå via logistik- og servicevirksomheden Citylogistik. Det er en étårig aftale hvor alle leverancer og forsendelser samles hos Citylogistiks logistikcenter, hvorfra der dagligt vil afgå én samlet levering til rådhuset.

Citylogistik foretager transport og logistikopgaver i eldrevne last- og varebiler. Citylogistik vil registrere alle forsendelser, så der kan gennemføres en analyse af varestrømmenes omfang og den afledte CO2 besparelse.

Ordningen går i gang efter sommerferien.

Kontaktoplysninger
Formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan
5048 5066, jonasp@roskilde.dk

Jens Toudal, trafikplanlægger
46 31 37 12, jenstj@roskilde.dk

Dato: 18. Juni 2017

Senest opdateret:

18. Juni 2017

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik