You are here

Nye terrorsikrings-løsninger udvikles og testes i Roskilde

Af Kristian Karstoft
  • CoRo

    Billede udlånt af CORO, Co-lab Roskilde

CORO, Co-lab Roskilde er i fuld gang med at designe en række nye terrorsikringsløsninger baseret på ROCKWOOLs produkter. Løsningerne skal udover at afværge potentielle terrorangreb kunne tilføre byrum og events merværdi fx i form af by-forskønnelse.

"Tiltaget med nye terrorsikringsløsninger er et godt eksempel på, hvordan man i samarbejde på tværs af sektorer bliver i stand til at skabe gode løsninger på problemer, som opleves af mange forskellige interessenter. Ved at forbinde aktører fra erhvervsliv, videninstitutioner, kommune og civilsamfund får vi alle perspektiver i spil, hvilket øger sandsynligheden for nye idéer. Samtidig har vi i fællesskab ressourcerne til at omsætte idéerne til konkrete produkter, som både kunder og brugere finder attraktive”, forklarer Martin Thuesen, Senior Projektleder i CORO. 

Innovationsprojektet har kørt siden nytår, hvor ROCKWOOL fik idéen om at anvende en særlig type stenuld til et nyt formål i form af terrorsikring. CORO har dels faciliteret samarbejde mellem ROCKWOOL, Roskilde Festival og Roskilde Kommune samt studerende fra Roskilde Universitet og DTU, dels involveret eksperter og interessenter fra bl.a. politiet, beredskabet og sikkerhedsfirmaer i processen med udformning af nogle prototyper.

Den første prototype blev afprøvet på Stændertorvet i forbindelse med Roskilde Unplugged, hvor en gruppe fra RUC indsamlede viden om borgernes oplevelser af løsningen. Flere andre prototyper vil blive vist frem på årets Roskilde Festival, der sammen med Roskilde Kommune fungerer som testplatform, hvor det er muligt at få feedback fra brugerne i den relevante kontekst. Udvalgte løsninger vil desuden blive demonstreret till Rabalderfestival på Musicon i slutningen af august. I det videre forløb vil CORO også involvere designere, arkitekter og leverandører af byrumsinventar samt legepladser og finde ud af, hvordan de færdige og gennemtestede løsninger eventuelt skal markedsføres.

Læs mere om projektet her:

http://corolab.dk/projekter/terrorsikring/ 

http://corolab.dk/nyheder/test-af-terrorsikringsprototype/

Dato: 07. Juni 2018

Senest opdateret:

12. Juni 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.
Når du udfylder denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik