You are here

Bedre bredbåndsdækning

Oplever du langsomt internet? Så er der muligvis hjælp at hente.

En langsom og ustabil bredbåndsforbindelse kan gøre det svært at drive virksomhed, begrænse muligheden for at arbejde hjemmefra og udfordre moderne familier, hvor flere familiemedlemmer gerne vil streame film og serier samtidigt

Vær opmærksom på, at bredbånd kan leveres af forskellige teknologier, for eksempel:

  • Kobber (telefonstikket)
  • Kabel-tv (antennekabel)
  • Fast-trådløst (via en modtager på huset)
  • Mobilt bredbånd (via en mobil router inde i huset)
  • Fiber (nedgravet fibernet)

3 trin til at få en bedre bredbåndsforbindelse

  • 1. Undersøg dine muligheder for at få en bedre bredbåndsforbindelse

    www.tjekditnet.dk kan du se hvilke selskaber, der udbyder bredbånd på din adresse, og hvor hurtig en forbindelse du kan få. Du kan ligeledes se hvilke teknologier, der er mulighed for at få på din adresse. 

  • 2. Gå i dialog med udbyderne på din adresse

    Gå i dialog med udbyderne på din adresse, hvis der er flere og få et tilbud på en løsning

    Du kan evt. på forhånd spørge ind til dine naboers erfaringer med bredbåndsforbindelser i jeres lokalområde. Måske er der nogle, der har en løsning, de kan anbefale. 
     

  • 3. Findes der ikke andre udbydere, så tal med dine naboer

    Findes der ikke andre udbydere på din adresse, så spørg gerne dine naboer, om de har samme problem og se om der er interesse for at I i fællesskab arbejder for at få bredbånd til jeres lokalområde.

    Jo flere i lokalområdet, der ønsker en løsning, des større er sandsynligheden for, at et selskab vil udbygge deres net i jeres område.

    Kontakt også Roskilde Kommunes mobil- og bredbåndskoordinator, som arbejder for at forbedre bredbåndsdækningen i hele kommunen. Vi er i løbende kontakt med bredbåndsudbyderne og øvrige borgere i Roskilde Kommune, som oplever samme problemer som jer.

    Skriv til mobilogbredbaand@roskilde.dk

Statens bredbåndspulje

Hvis du har dårlig bredbåndsdækning, kan du og dine naboer søge støtte til lokale bredbåndsprojekter fra bredbåndspuljen.

I 2018 gav bredbåndspuljen mulighed for tilskud til bredbåndsprojekter i sammenhængende områder af boliger, virksomheder og sommerhuse placeret i landzone. De enkelte adresser måtte max have adgang til hastigheder på 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload, og der måtte ikke være planer om aktuelle forbedring af områdets dækning.

Kriterierne for puljen i 2019 er endnu ikke kendte. Vi forventer at kunne oplyse mere i foråret 2019.

Læs mere hos Energistyrelsen

Kontakt

Anna Højeng
Afdeling IT-service
Administration Kommunaldirektøren
Tlf 30 84 10 23

Senest opdateret

13.11.2018