You are here

Fortæl for Livet

Fortæl for Livet er et gruppeforløb for ældre mennesker, som tager udgangspunkt i fortællinger om deres livshistorier.

Du vil gennem en møderække inviteres og guides i en Fortæl for Livet-gruppe.

Det handler om at erindre, fortælle og lytte til betydningsfulde historier fra hinandens liv, for herigennem at komme til at kende hinanden på en måde, der rækker ud over et overfladisk bekendtskab.

Du har måske oplevet at miste de mennesker, som har fulgt dig gennem livet, og som kender din historie. Det at dele sin livsfortælling og betydningsfulde øjeblikke med andre kan skabe nye livsvidner, som kan udvikle sig til nære, varige relationer. 

I er 4-6 deltagere, som mødes én gang om ugen, hvor livsfortællingerne er centrum for samtalen. 

Fortæl for Livet

  • Hvem kan komme med i en Fortæl for Livet-gruppe?

    Fortæl for Livet er for dig, som ønsker at dele historier fra dit eget og andres liv.

    Fortæl for Livet er for alle ældre. Der er ingen aldersgrænse for at blive en del af gruppen.  

  • Hvor og hvornår afholdes det?

    Forløbet varer som regel 10 uger med et ugentligt møde. 

    Fortæl for Livet afholdes i Roskilde Kommunes tre Sundheds- og Omsorgscentre og i Byens Hus. Du kommer i en gruppe, som er tættest på din bopæl.

    Gruppen starter, når I er 4-6 personer, som ønsker at være med.

    En gruppeleder vil guide samtalen om livsfortællingerne og sørge for, at alle bliver hørt og spørger ind til fortællingerne, så de bliver vedkommende for hele gruppen.  

     

  • Er der tavshedspligt?

    Det skal være trygt at komme i en Fortæl for Livet-gruppe. Derfor er der tavshedspligt.

    Det betyder, at du ikke må tale med andre om det, I diskuterer i gruppen, på en måde så gruppens medlemmer kan genkendes.

  • Hvordan kommer du med?

    At komme med i en Fortæl for Livet gruppe kræver blot en henvendelse til Sundhedscentret i Roskilde Kommune.

    Du er mere end velkommen til at ringe og høre nærmere, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en Fortæl for Livet-gruppe er noget for dig.

    Kontakt Sundhedscentret på telefon 46 31 77 02 eller på mail sundhedforalle@roskilde.dk., husk at oplyse et telefonnummer.

    Hvis du vil sende personlige, fortrolige eller følsomme oplysninger, anbefaler vi, at du sender en sikker e-mail til Sundhedscentret.

  • Hvordan bliver jeg frivillig gruppeleder i Fortæl for Livet?

    Hvis du er interesseret i livsfortællinger og deres betydning, kan du blive frivillig gruppeleder for en lille gruppe ældre mennesker. Dertil er det vigtigt, at du har erfaringer med at arbejde med mennesker. 

    Hvis du gerne vil være frivillig gruppeleder, sørger vi for, at du bliver klædt på til opgaven gennem et todages kursus og efterfølgende supervision. Vi sørger for at finde deltagerne til gruppen. 

    Kurset er gratis, og du forpligter dig til at stå for en Fortæl for Livet-gruppe i et 8-10 ugers forløb. 

    Er det noget for dig?

    Er du interesseret, så send et par linjer om dig selv til sundhedskonsulent Anne Sophie Gjeraae Bendixen på annesgb@roskilde.dk

    Næste kursus finder sted i uge 5 2019 kl. 9-15 i Roskilde. Herefter starter gruppeforløbene. 

    Du får svar i begyndelsen af januar, hvis du er blevet valgt til gruppeleder-kurset. 

Senest opdateret

22.11.2018