Nævnet behandler sager om privat udlejningsbyggeri i både Roskilde Kommune og Lejre Kommune. Sager om almennyttigt boligbyggeri afgøres i beboerklagenævnet.
Huslejenævnet kan afgøre tvister mellem lejer og udlejer om bl.a. følgende:
- Lejeforhøjelser
- Lejens størrelse
- Fraflytning, depositum
- Pligt til vedligeholdelse
- Afregning af forbrug
- Udlejers iværksættelse af forbedringer
- Husordenssager indbragt af udlejer
- Forhåndsgodkendelse af lejens størrelse
Nævnet kan alene behandle sager inden for sit kompetenceområde. Det ligger uden for nævnets kompetence at træffe afgørelser om erstatning og om opsigelse eller ophævelse af lejemål.
Nævnet kan heller ikke træffe afgørelse ved uenighed om lejemålets overdragelse til andre, f.eks. ved bytte eller fremleje. I stedet er det boligretten, der afgør disse spørgsmål.
Medlemmer
Huslejenævnet har 3 medlemmer og suppleanter til disse. Medlemmerne er:
- Sofie Svarre Müller, formand
- Poul-Erik Skou Larsen, der repræsenterer udlejerforeningerne
- Jens Juul, der repræsenterer lejerforeningerne
Nævnet har en juridisk sekretær, der forbereder sagerne til møderne, som afholdes 10-11 gange om året. Sagsbehandlingstiden afhænger af sagernes karakter. Hvis det er nødvendigt, besigtiger nævnet lejemål.