Da Nanna Høegh Wenzell i en lokal Facebook-gruppe så, at en haveejer i nærområdet havde sat nogle store sten til fri afhentning, slog hun til.
”Jeg hentede stenene og brugte dem til en trædesti i græsplænen, et stenområde til vores udendørs skildpadder og til at omkranse dammen i vores have. Stenene gør nu stor gavn her, og haveejeren var glad for at slippe for at køre dem på genbrugspladsen. Det var en win-win-situation,” beskriver hun.
Finder genbrugsting lokalt
I sin have går Nanna Høegh Wenzell meget op i at anvende genbrugsmaterialer.
”I Gadstrup, hvor jeg bor, fungerer den lokale Facebook-gruppe, ’Postnummer 4621 Gadstrup’, supergodt: Jævnligt kan man her finde funktionelle ting, som folk gerne vil hurtigt af med. Jeg har hørt mange andre haveejere fortælle lignende historier om gode genbrugsmaterialer, de fik fra den slags lokale grupper online,” siger hun.
Prioriterer det nære
Det nære aspekt er vigtigt for Nanna Høegh Wenzell.
”Det skal være nemt at afhente tingene. Jeg kører ikke til den anden ende af landet efter fund, da det ville kræve uforholdsmæssigt mange energiressourcer,” siger hun.
Oplev Roskildes naturperler med den opdaterede guide
Danmarks Naturfredningsforening Roskilde og Roskilde Kommune har sammen udvalgt 25 lokale naturområder, hvor børn og voksne kan få spændende oplevelser. En oversigt over oplevelserne finder du i folderen ’Naturperler i Roskilde Kommune’, som netop er udkommet i en ny, opdateret udgave.
Find folderen på kommunens biblioteker.
Se mere om naturperlerne på: www.roskilde.dn.dk/naturperler
Lader stauderne stå
I haven udnytter hun de ressourcer, der er.
”I stedet for at køre f.eks. afskårne grene og afklippede stauder på genbrugspladsen har jeg anlagt nogle kvashegn til gavn for insekter, pindsvin og mange andre dyr, der her kan gemme sig eller finde føde deri. Visne stauder, jeg klipper i mindre stykker, er gode som gødning, og de visne frøstande på stauderne lader jeg stå som mad til fuglene,” beskriver hun.
Samler regnvand i udtjent papircontainer
Den grønne papircontainer, som Roskilde Kommune i foråret udfasede, har Nanna Høegh Wenzell også planer om at udnytte effektivt i haven.
”Jeg vil bruge den til at opsamle regnvand i til at vande vores krukkeplanter med. Allerede nu leder vi en del regnvand fra vores tag ned i vores havedam. Den slags tiltag vil jeg gerne lave flere af, så vi på matriklen udnytter regnvandet endnu bedre,” siger hun.
Tog død mus med i skole
Hun nyder at se sin have- og naturglæde smitte af på sine to børn.
”Forleden gik min datter, der går i 2. klasse, ud og plukkede den ene tomat, der var på vores plante den her sommer. Hun fik den med i madpakken; det var hyggeligt for hende. I vores nærområde er hun meget optaget af at iagttage naturen,” siger Nanna Høegh Wenzell og nævner et eksempel:
”Vores kat kom en dag hjem med en død mus. Vi så på den, og så ville jeg smide den ud, men min datter ville gerne have musen med i skole for at vise den til sine klassekammerater. Det fik hun.”
Børnene blev grebet
I klassen nærstuderede børnene musen og fik meget ud af det. Læreren skrev begejstret om oplevelsen i skole-hjem-nyhedsbrevet.
”Jeg blev glad over, at underviseren greb indslaget og ikke følte, det var væmmeligt, at en elev dukkede op med en død mus i tasken,” smiler Nanna Høegh Wenzell.
Haver til Maver
’Haver til Maver’ er et projekt støttet af Liljeborgfonden, hvor en gruppe børn i 4. og 5. klasse fra Roskilde Kommune dyrker skolehaver i Veddelev.
Sammen med Haver til Mavers gartnere, kokke og landmænd oplever børnene skolen på en ny måde med højt til loftet og større fortrolighed med madens vej fra jord til bord til jord.
På sigt er målet at udbrede tiltaget til endnu flere af kommunens børn.
Se mere på www.liljeborgfonden.dk
Fra have til mave
Hendes søn, der går i 5. klasse, har haft stor fornøjelse af Roskilde Kommunes initiativ med skolehaver i Veddelev: Fra foråret og her ind i efteråret har han deltaget i forløbet ’Haver til Maver’.
”Det har været utrolig godt og lærerigt for børnene at gøre jorden klar, så frø og passe haverne frem til nu, hvor de skal til at høste afgrøderne,” roser Nanna Høegh Wenzell.
Søn dyrker urter i skolehaven
Undervejs har sønnens klasse kokkereret med råvarerne, de selv har dyrket.
”Stolt kom han hjem og fortalte at han havde lavet dip fra urter, de havde fundet, og han er blevet vild med hjemmelavet pesto. Den udendørs undervisning er en supergod måde at inspirere og engagere børnene på, lære dem om selvforsyning og om, hvor fødevarerne kommer fra,” fremhæver hun.
Stresser af udenfor
Hjemme i haven mærker Nanna Wenzel Høegh en afstressende effekt på sig selv og børnene i det udendørs rum.
”Her er højt til loftet; det giver en god ro. Ved at iagttage insektlivet i haven og den nære natur lærer børnene at bruge deres sanser og stille undrende spørgsmål som: ’hvad er dét for en larve?’ og ’hvor er den mon på vej hen?’ Både for børn og os voksne er det berigende at komme ud og observere alt det liv, der er.”
Vi skal lære vores børn at passe på naturen
Naturens Uge byder på masser af udendørs aktiviteter. Målet er at inspirere flere til at komme ud - hele året. Folk, der færdes i naturen, passer nemlig bedre på den; det er der brug for i en tid, hvor naturen er under pres, påpeger en chefrådgiver fra Danmarks Naturfredningsforening.
Den 5.-11. september 2022 arrangerer Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet Naturens Uge med svampeture, vandringer, lege og mange andre udendørs aktiviteter i grønne områder over hele landet. Ugen har et særligt formål, fremhæver miljøpolitisk chefrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Mette Ranfelt:
”Folk, der færdes jævnligt i naturen, får et tættere forhold til den. Og typisk også en større ansvarsfølelse i forhold til at passe på naturen og dens ressourcer.”
Åbn børns sanser for naturen
Fordi naturen er under pres, er det vigtigt at fange børn allerede i institutions- og skolealderen og åbne deres sanser for naturen og måden, den fungerer på.
”De skal på det tidligst mulige stadie lære at kere sig om vores grønne områder og de værdier, de rummer,” opfordrer Mette Ranfelt.
Genbrug og genanvend
Skal naturen overleve, skal vi som befolkning ændre adfærd, uddyber hun.
”Vores samfund er bygget op omkring en brug og smid væk-kultur, som vi skal tage et opgør med. I dag udvinder vi alt for store ressourcemængder fra naturen til vores enorme forbrug. Det er i sagens natur ikke bæredygtigt. I stedet skal vi producere langtidsholdbare ting og ændre ’brug og smid væk’ til ’genbrug og reparer’,” siger hun.
Undgå engangsemballage
Mette Ranfelt oplister et par områder, hvor den enkelte forbruger umiddelbart kan gøre en forskel:
”Generelt er det jo en god tommelfingerregel at købe brugt frem for nyt. Køb ting, der holder længe, og få dem repareret, hvis de går i stykker, i stedet for blot at smide dem ud. Det gælder bl.a. for tøj, møbler og elektronik. Men der er også små adfærdsændringer, som du kan gøre i hverdagen, f.eks. at medbringe din egen kop, når du skal have kaffe på farten, fremfor at tage imod al den engangsemballage, som også ofte ender med at flyde i naturen.”
Politikere sidder på hænderne
På politisk plan har vi brug for hurtig handling, understreger chefrådgiveren:
”Danmark har den kedelige rekord i EU's statistikker, at vi er det mest affaldsproducerende land, og vores affaldskurve stiger fortsat. Her er lande som Sverige og Holland anderledes på forkant med affaldsreducerende målsætninger og tiltag. Det kræver strukturelle ændringer. Desværre er politikerne alt for passive på det her felt og har berøringsangst, når det handler om forbrugsreduktion. Klimaforandringerne og biodiversitetskrisen er i bund og grund et symptom på vores enorme overforbrug af klodens ressourcer. Derfor er vi nødt til at tage fat ved nældens rod og tale om, hvordan vi kan forbruge mindre og mere cirkulært.”
Oplev Naturens Uge
Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer den 5.-11. september 2022 (uge 36) Naturens Uge med masser af aktiviteter i det fri. Formålet er at give børn og deres familier inspiration til at komme mere ud hele året – og resten af livet. I år er temaet ’Naturen tæt på dig’.
Find arrangementerne nær dig på: www.naturensuge.dk