Helle Ernst har et særligt formål med den næringsrige jord, som hun denne vindblæste lørdag primo april er kørt til ARGO for at hente.
”Jeg skal bruge den hjemme i min køkkenhave, som jeg er ved at anlægge,” fortæller hun.
Vi er til ARGOs årlige kompostdag. På genbrugspladsen myldrer glade havefolk til for at fylde deres trailere, spande og plastiksække med jord fra det meterhøje kompostbjerg.
Kompost er populært
Det er femte år, Helle Ernst er til kompostdagen. Hendes erfaringer med jorden fra ARGO er meget positive.
”Det er kompost af høj kvalitet,” roser hun.
De positive tilbagemeldinger fra lokale havemennesker glæder ARGOs genbrugschef, Finn Kjær.
”Hvert år ser vi mange borgere valfarte hertil for at hente kompost. Tiltaget har vi kørt gennem mange år, og jeg tænker, vi vil fortsætte med det – netop fordi det er så populært,” siger han.
Fra gamle blade til næringsrig jord
Forud for kompostdagen går en lang proces: Det havemateriale, som lokale borgere afleverer på ARGO, kører genbrugspladsens vognmænd til SOLUMs anlæg i Roskilde. Selve komposteringsprocessen står SOLUM nemlig for.
”De grene og blade fra folks haver, som vi laver komposten af, ligger et års tid i en såkaldt kompostmile. For at fjerne eventuelle ukrudtsfrø og plantesygdomme varmer vi komposten,” beskriver Simon Halvarsson, der er markedschef hos SOLUM.
Det cirkulære er håndgribeligt
Her er tale om et meget konkret kredsløb inden for genanvendelse, betoner Simon Halvarsson.
”Cirkulær økonomi er jo noget, mange taler om og gerne vil realisere. I den her proces bliver det cirkulære meget håndgribeligt ved, at den ene borger afhænder sine haveressourcer. De bliver til kompost, som den anden borger får gavn af hjemme i sin have,” fremhæver Simon Halvarsson.
Hent kompost hos ARGO
Lørdag den 1. april 2023 inviterede ARGO til den årlige kompostdag, hvor lokale havemennesker gratis kunne hente et læs næringsholdig jord med hjem. Så længe der fortsat er kompost, kan interesserede borgere hente en portion af den næringsholdige jord på ARGO - inden for genbrugspladsens normale åbningstid.
Sådan bruger du komposten
Komposten fra ARGO er lavet af have- og parkaffald, som lokale borgere året forinden har afleveret på genbrugspladsen. Vær opmærksom på, at komposten er meget koncentreret. Derfor skal du huske at fortynde den med almindelig jord før brug.
Læs mere i ARGOs vejledning om kompost på: Vejledning om kompost.
Analyserer jorden
Det færdige kompostprodukt er en mørk, næringsrig jord, der kan gøde og gavne væksterne ude i de lokale borgeres haver.
”Før folk henter komposten på ARGO, analyserer vi den for at sikre, at jorden indeholder den rette næring og mikrobiologi og er fri for miljøfremmede stoffer,” siger Simon Halvarsson.
Kompost med fin konsistens
Kompostens ensartethed gør den særlig.
”En så fin konsistens kan være svær at opnå for den enkelte haveejer, der komposterer sine smågrene og blade hjemme på matriklen, selv om det helt sikkert også er en rigtig god ting at gøre,” opfordrer Simon Halvarsson.
Bland komposten
Han minder om, at fordi komposten er så koncentreret, skal man huske at spæde den op, før man hælder den ud i sin have.
”Bland den med almindelig jord hjemme i bedene – ellers dør dine planter,” pointerer Simon Halvarsson.
Sætter liv i urtehaven
I den bidende blæst har Helle Ernst fået røde kinder – og sin trailer fyldt med kompost.
Hun er opsat på at få den næringsholdige jord ud at virke i havens urtebed.
”Jeg skal hjem og læse ARGOs jordanalyse og de retningslinjer, der er omkring komposten. Og så glæder jeg mig til, at insekter og andre organismer får sat liv i komposten i min køkkenhave,” smiler hun.
Voxpop: De hentede gratis kompost hos ARGO
Mange roskildensere mødte op med trailere og skovle for at få et læs næringsrig jord med hjem på ARGOs årlige kompostdag primo april.
Navn: Ulla Høyen, Roskilde.
Havestatus: Parcelhus-haveejer.
- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Jeg har været her flere gange før og har supergode erfaringer med komposten fra ARGO. Det er et fint initiativ – og en god jord.”
- Hvad skal du bruge komposten til?
”Til at gøde min have med – og så tager jeg også et læs kompost med til min veninde.”
- Hvordan har du det med at få ressourcer, andre haveejere har skilt sig af med, hjem på din matrikel?
”Det har jeg det meget fint med. Jeg afleverer jævnligt f.eks. meget store afskårne grene fra min have her hos ARGO. Så jeg har selv bidraget til komposten.”
- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge og genanvende i din hverdag?
”I min have komposterer jeg selv de mindre ting som blade og smågrene. Det føles godt at kunne lade det organiske materiale indgå i et naturligt kredsløb. Jeg har en vild have – delvist med vilje – med plads til, at de mindre plantedele kan ligge og formulde.”
Navn: Oktay Ekmen, Roskilde.
Havestatus: Parcelhus-haveejer.
- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Det er første gang, jeg prøver det.”
- Hvad skal du bruge komposten til?
”Dels til pære- og æbletræerne i min have, som jeg gerne vil gøde med kompost frem for kemiske produkter. Herudover har jeg lovet at tage et læs kompost med til en kollega.”
- Hvordan har du det med at få haveressourcer, andre borgere har skilt sig af med, hjem på din matrikel?
”Det har jeg det rigtig fint med. Det giver god mening, at materialerne på den måde indgår i en cirkulær proces.”
- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge og genanvende i din hverdag?
”Jeg er meget naturminded og sorterer mit affald i de 10 fraktioner efter Roskilde Kommunes retningslinjer. Herudover er jeg meget omhyggelig med ikke at smide affald i naturen. Jeg sørger for at tage mit skrald med mig og putte det i en affaldsspand. Det gør mig trist at se, hvordan især frakørslerne på motorvejene omkring Roskilde flyder med skrald, som var her tale om lossepladser. Mange bilister dumper deres skrald under kørslen; det kunne jeg aldrig finde på.”
Navn: Klaus Hansen, Roskilde.
Havestatus: Ejer af en almindelig parcelhushave.
- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Det er første gang.”
- Hvad skal du bruge komposten til?
”Til at gøde min køkkenhave med.”
- Hvordan har du det med at få haveressourcer, andre borgere har skilt sig af med, hjem på din matrikel?
”Det har jeg det fint med. Min kone var lidt skeptisk over for, om komposten nu også er renset for eventuelle kemikalier, som andre haveejere kan have tilsat, men jeg har fuld tillid til, at den er ren.”
- Overordnet – hvordan vurderer du da ARGOs initiativ med gratis kompost til borgerne?
”Det er et fantastisk tiltag, fordi det er noget, mange helt konkret har brug for og får glæde af. Hvor skulle man ellers tage hen og finde kompost til haven af så høj kvalitet som det her? ”
- Hvordan har du i din hverdag i øvrigt fokus på at genbruge og genanvende?
”Jeg sorterer mit husholdningsaffald i overensstemmelse med de kommunale retningslinjer.”
Navn: Anton Veldt
Havestatus: Parcelhus-haveejer.
- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Det er første gang, jeg er her.”
- Hvad skal du bruge komposten til?
”Som gødning til mine grøntsagsbede.”
- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge og genanvende i din hverdag?
”Jeg arbejder som pedel på Roskilde Friskole i Boserup, hvor jeg bl.a. hjælper eleverne med at dyrke skolehaver. Vi laver også vores egen kompost til haverne. På den måde tager jeg et medansvar i forhold til at vise næste generation, hvordan de kan dyrke haver på bæredygtige måder.”