Et puslespil med Frost-figurerne Elsa og Anna. En T-shirt med Superman. En Lyngby-vase i original æske: På solrige efterårsdage sætter Josefine Tauber og hendes søn, 10-årige Lukas, deres brugte ting til salg uden for huset.
Varerne arrangerer de pænt på sække på en græsplæne tæt på Trekroner Skole. "Flowet af børn og voksne, der passerer forbi hver dag, gør, at vi får solgt mange ting," siger Josefine Tauber.
Holder orden på standen
Hun har flere bud på, hvad der får forbipasserende til at standse og shoppe de brugte sager.
”Jeg skaber orden og gør tingene lette at tilgå. Samtidig minimerer jeg mængden af varer. Hellere nogle få, men gode genstande end en overfyldt og rodet stand,” siger Josefine Tauber.
Josefine og sønnen Lukas
Lukas tager teten
Det var Lukas, der sidste sommer startede med at sætte sit brugte legetøj til salg. Josefine Tauber hjælper ham med at sortere og prissætte tingene. Af og til bemander Lukas boden.
”Det synes både han og børnene, der kommer forbi, er sjovt,” siger hans mor.
Søn ser værdien i genbrug
Fra starten var Josefine Taubers mål at lære Lukas at slippe de ting, han ikke længere leger med, og lade dem gøre andre børn lykkelige. Hun roser ham for at møde sine kunder dér, hvor de er: Er der rift om en genstand, går han gerne ind og gennemsøger sit værelse for at se, om han har flere af lige præcis den slags ting.
”Han er en sød sælger, der siger: ’Du kan få den her for 10 kr.’, hvis det er dét beløb, et barn kommer med i hånden. I processen ser han, at man sagtens kan finde værdi i genbrugsvarer.”
Donerer Nintendo til trængt familie
For sin indsats får Lukas pengene for sit brugte legetøj. Sidste sommer indbragte salget ham omkring 1.000 kr.
”En del af pengene brugte han på at opgradere sin Nintendo til en nyere model,” fortæller Josefine Tauber.
Sin brugte Nintendo gav Lukas til en trængt familie.
”Det lettede dem for en økonomisk byrde og skabte glæde hos dem og Lukas. Det var win-win,” siger Josefine Tauber.
Fik stjålet kjole og sko fra boden
På græsplænen kører boden som et trust sale. Josefine Tauber sætter sin lid til, at kunderne via MobilePay betaler for tingene, de tager.
”Jeg har ikke tid at stå og holde øje. Tilmed er det rart for folk, at de kan kigge, mærke på og måske prøve varerne uden at blive overvågede,” siger hun.
Én gang har ubudne gæster stjålet ting fra boden.
”Det var tydeligt, at de håndplukkede en kjole og et par sko, jeg havde til salg. Det var ærgerligt, men hvad kunne vi gøre,” funderer Josefine Tauber.
Giver god service
Løbende sms’er kunder til Josefine Tauber med spørgsmål om priser og handelsprocedure.
”Én bad om mængderabat på mine brugte Barbier, hvilket jeg hjertens gerne gav. En anden bad mig sætte et par spisestuestole til side til afhentning samme aften. Det gjorde jeg, og kunden blev glad,” siger Josefine Tauber.
Finder brugte superhelte
Selv shopper Josefine Tauber tit genbrug. Hun blev mor til Lukas, mens hun studerede, så hendes økonomi tvang hende til at shoppe brugt babyudstyr.
"Jeg beviste, at det ikke behøver at være så dyrt at købe børneting, som mange går rundt og siger," smiler hun.
Da Lukas begyndte at interessere sig for legetøj, blev superhelte hans ét og alt. Også her gik hans mor genbrugsvejen.
”Som nye er de figurer meget dyre. Derfor er det fedt, at folk videresælger dem brugte. Mange gange har jeg været heldig at finde netop den superhelt, Lukas ønskede sig, via genbrug. Det føles genialt, at jeg kan opfylde min søns ønsker uden at ruinere mig selv.”
Sådan gør I genbrugssalg til en hyggelig familieaktivitet – syv råd fra Josefine Tauber
- En fysisk loppestand er en oplagt metode til at få skilt sig af med overskydende ting. Vil du lave den sammen med dine børn, så prøv at engagere dem i processen. Lad dem f.eks. udpege det legetøj, de ikke længere er optagede af. Hjælp dem med at sortere og prissætte tingene, og lad dem være med til at arrangere dem pænt på standen.
- Tøj med print kan du folde og lægge, så motiverne er synlige. Lav gerne kurve med f.eks. T-shirts til én stykpris. Giv rabat på køb af flere ting fra kurven.
- Læg et realistisk prisniveau. På apps som ReShopper kan I se, hvad andre tager for identiske ting. Sæt evt. priserne lidt lavere – det øger sandsynligheden for salg.
- Lad folk røre, prøve og flytte rundt på varerne. Nogle kunder har bare brug for at mærke tingene fysisk for at kunne beslutte sig. Smut forbi boden, og ryd op ind imellem, så den udstråler orden. Lad evt. dine børn bemande den af og til, hvis de vil. Det sender et livligt signal.
- Vær parat til at sænke prisen, hvis kunden f.eks. ved køb af flere ting anmoder om en mængderabat. Afviser du dette, risikerer du at miste salget.
- Optræd servicemindet over for købere, der f.eks. beder om at få sat en vare til side til afhentning senere. Din venlige gestus kan være det, der får kunden til at købe.
- Vær kritisk med varerne, du sælger. De bør være rene, fuldt funktionelle og af en vis kvalitet. Lav testen: Kan jeg se mig selv i det, jeg sælger? Ville jeg købe de her ting?