Lene inviterer alle grønne ildsjæle med på plantemarked

Glæden ved at se én haveejers overskud komme andre til gode driver Lene Dedenroth i arbejdet med at arrangere forårets plantemarked ved Vilvorde. Her kan alle grønne ildsjæle stille sig op med en stand og finde spændende frø og planter i de andres boder.

”Ingen er sure; det kan man simpelthen ikke være på et plantemarked.”

Lene Dedenroth bliver høj af at fortælle om, hvad der skaber så god en stemning på Haveselskabets plantemarked ved Vilvorde, Roskilde Tekniske Skole.
Som formand for selskabets Roskilde-Køgeafdeling står hun lørdag den 7. maj her i spidsen for det grønne event.

Kom med planter i potter og plastikposer

På plantemarkedet kan alle kvit og frit stille sig op med en stand. Man bestemmer selv, om man vil sælge sine frø og planter eller forære dem væk.
”Nogle har professionaliseret sig ved at sætte deres planter fint i potter med små skilte på. Andre kommer bare med deres ting i plastikposer. Alle planter er velkomne. Det, der binder os sammen, er interessen for de grønne vækster,” smiler formanden.

Dit overskud - andres glæde

Lene Dedenroth glæder sig til at gå rundt mellem standene og opleve, hvordan de planter, én haveejer har til overs, kommer andre til gode.
”At se folk dele ud af deres overskud og lade det blive andre til gavn er hele humlen i plantemarkedet. Det giver en god følelse indeni at iagttage den proces,” fremhæver Lene Dedenroth.

’Værsgo, de er gratis’

Hun nævner et eksempel fra sidste års plantemarked, hvor en kvinde kom i sin bil med bagagerummet fyldt op med dahliaknolde, som hun havde gravet op hjemme i sin have. ”Hun sagde: ’Værsgo, de er gratis’ – og hver en knold blev afhændet. Kvinden kunne have smidt knoldene ud og undladt at bruge tid på at køre på plantemarked med dem. Men hun stillede op, fordi hun tænkte, at andre kunne bruge blomsterne. Det er lige præcis den win-win-situation, der er så skøn ved at afholde det her marked,” siger Lene Dedenroth.

Om Haveselskabets plantemarked i Roskilde

Haveselskabets Roskilde-Køgeafdeling inviterer lørdag den 7. maj 2022 kl. 11.00 – 13.00 alle interesserede til plantemarked ved Vilvorde – Roskilde Tekniske Skole, Søndermarksvej 1/ Køgevej 131, Roskilde.


Du vælger selv, om du vil sælge eller bortforære dine planter, frø etc. Husk blot, at planterne helst skal være i potter og forsynede med skilte, så alle kan se, hvad du tilbyder.


Stadeholdere kan stille op fra kl. 10.00. Plantemarkedet ringes i gang kl. 11.00 – ingen handel før start.

Besøgende, der ikke har noget at sælge eller bortgive, er velkomne til at se forbi for at købe eller afhente planter eller frø og få en god snak med andre planteinteresserede.

Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op. Markedet afholdes i overensstemmelse med gældende retningslinjer ift. corona etc.
For yderligere info kan man kontakte Lene Dedenroth på mobil 2055 2868.

Se mere på www.haveselskabet.dk hvis du gerne vil vide, hvornår at plantemarkedet bliver afholdt igen. Søg efter "plantemarked Roskilde" og begivenheden for det kommende forår vil komme frem. 

Opdag nye planter

En anden positiv ting ved plantemarkedet er, at man som haveejer her kan få øje på nye planter, man ikke vidste eksisterede.
”Som besøgende kan man møde stadeholdere, der har specielle interesser inden for planter – og et overskud at dele ud af. Man kan være heldig at finde noget, de gængse planteforhandlere ikke har i deres sortiment,” erfarer Lene Dedenroth.

Undgå plantespild 

Faren kan være, at man som haveejer forgriber sig på for mange planter. Her har Lene Dedenroth et råd til de besøgende:

”Vær realistisk omkring dit behov: Hjemtag kun de planter, du reelt har plads til og brug for i din have. Det er ærgerligt, hvis du ikke får sat planterne i jorden, og de i sidste ende går til spilde.”

 - Lene Dedenroth

Snak med andre havefolk

Det sociale aspekt er en positiv sidegevinst på markedet, oplever formanden. For her kan man høste små personlige historier om planterne.

”Beskrivelser som ’den her plante gror flot lige på dén plet i min have – under de her forhold’, kan andre helt sikkert drage nytte af,” siger Lene Dedenroth.
Hun fremhæver det brede segment, plantemarkedet hvert år tiltrækker:
”Jeg har set tre generationer - mor, datter og barnebarn – stille op sammen i en bod og finde en stor fælles glæde i det. Kan man inspirere de yngre generationer til at engagere sig i planter og haveliv, giver man dem en gave, de kan dyrke mange år frem,” opfordrer hun.

Bruger haven som terapi

Ét er sparringen og den sociale interaktion på markedet. Hjemme i sin have nyder Lene Dedenroth at være aktiv på egen hånd.
”At rode i jorden er ren terapi for mig. Jeg tilbringer året rundt rigtig mange timer i min have og elsker det. Indenfor kan jeg gå rundt og være irriteret over et eller andet. Men når jeg kommer ud i haven, slapper jeg af ved at indånde frisk luft, høre fuglene synge og udføre et stykke konkret arbejde, jeg med det samme kan se resultatet af.”

Rammerne er sikre

På plantemarkedet glæder Lene Dedenroth sig over at hilse på mange gengangere hvert år. Tilmed dukker nye plantefreaks altid op.
”Efter corona-nedlukningerne og den isolation, de medførte for mange, er der et udtalt behov blandt havemennesker for at komme ud og mødes fysisk. Selvfølgelig afholder vi plantemarkedet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer,” forsikrer formanden.

Slå et smut forbi

Hun opfordrer alle haveglade mennesker til at smutte forbi plantemarkedet ved Vilvorde.
”Kom med det, du har. Alle frø og planter er velkomne. Eller tag ud og kig, få en hyggelig sludder og mærk stemningen. På Vilvorde kan man gå rundt og se på de bede og haver, som anlægsgartnereleverne har etableret. Det er en oplevelse i sig selv.”

Besøg frøbiblioteket på Ågerup Bibliotek

I vindfanget på Ågerup Bibliotek står et skuffedarium, hvor lokale kan lægge de frø, de har til overs i egen have, og tage frø, andre har doneret.

Velkomne er alle slags spiredygtige frø til blomster, grønsager og krydderurter.

Frøbiblioteket er tilgængeligt i Ågerup Biblioteks åbningstid.

Tjek tiderne på www.roskildebib.dk.

Fire overvejelser om genanvendelse og haver ifølge haveekspert hos Videncentret Bolius, Berit Rørbøl.

1 af 4 steps

Hvorfor er det vigtigt at tænke i bæredygtige baner ifm. materiel til haven?

”Der bruges mange ressourcer på produktion, fragt og vedligeholdelse af bl.a. havemaskiner. Hvis man kan slå sig sammen med andre om at erhverve havemaskiner, f.eks. i en haveforening, sparer man ikke alene penge. Man efterlader også et mindre CO2-aftryk.

Når vi deler, genbruger eller genanvender, skabes der mindre affald, og vi sparer ressourcer til ny produktion.”

De fik glæde af den gratis kompost på den årlige kompostdag hos ARGO

Karsten Lausten og Anna-Birgitte Ingvartsen, Roskilde

Havestatus: Parcelhus-haveejere.

- Hvad er jeres erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Vi havde hørt meget positivt om det fra andre og er selv i år for første gang taget herud for at hente kompost.”

- Hvad skal I bruge komposten til?
”Til at anlægge et græsareal i en type jord, vi har i haven, som i forvejen er ret stenet. En fordel ved den her kompost er netop, at den ikke indeholder sten. Derfor er den ideel til formålet.”

- Hvordan har I det med at få andre borgeres gamle haveaffald hjem i jeres have?
”Det har vi det helt fint med. Vi afleverer selv jævnligt vores haveaffald her hos ARGO, så man kan sige, at vi har bidraget til komposten.”

- Hvordan vurderer I initiativet med gratis kompost?
”Det er et supergodt initiativ – og tilsyneladende en succes, siden kommunen gentager det år efter år. Generelt giver alle tiltag i genbrugets og genanvendelsens ånd god mening for os.”

- Hvordan har I mere overordnet fokus på at genbruge, genanvende og reducere affaldsmængderne i hverdagen?
”Vi er nørder, når det kommer til affaldssortering, genanvendelse og genbrug. Vi glæder os meget over Roskilde Kommunes aktuelle udrulning af affaldsordningen med sorteringen i de 10 fraktioner.”

Christian Rønn Jensen, Roskilde

Havestatus: Stor parcelhus-haveejer.

- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Det er første gang, jeg finder tid og overskud til at tage herud og hente kompost.”

- Hvad skal du bruge komposten til?
”Til havens højbede, hvor vi dyrker grøntsager og andre planter.”

- Hvordan har du det med at få andre borgeres gamle haveaffald hjem i din have?
”Fantastisk. Det er fint, at man kommunalt kører en komposteringsproces i så stor skala - til glæde for mange borgere, der kan anvende komposten hjemme i haverne.”

- Hvordan vurderer du initiativet med gratis kompost?
”Positivt. Det giver rigtig god mening at genbruge ressourcerne på den måde.”

- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge, genanvende og reducere affaldsmængderne i hverdagen?
”Med tre børn i husstanden genbruger vi bl.a. børnetøj og møbler. Vi bruger aktivt byens genbrugsbutikker i den sammenhæng.”

Stine Jørgensen, Roskilde

Havestatus: Villahave-ejer.

- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Den er rigtig god. Min mand og jeg var her også i 2021 for at hente kompost, og det var en rigtig god og næringsrig jord, vi fik med hjem. Den er desuden stenfri, og det er vigtigt.”

- Hvad skal du bruge komposten til?
”Til havens højbede og til vores køkkenhave.”

- Hvordan har du det med at få andre borgeres gamle haveaffald hjem i din have?
”Det har jeg det meget fint med. Det er en god måde at genanvende komposten på i stedet for blot at brænde den af.”

- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge, genanvende og reducere affaldsmængderne i hverdagen?
”Vi kører selv jævnligt vores haveaffald her til ARGO. Derudover sorterer vi i familien vores affald, og ting, vi selv er færdige med at bruge, sender vi videre til genbrug – til glæde for andre.”

Ole Thue Hansen

Havestatus: Parcelhus-have.

- Hvad er din erfaring med at hente kompost hos ARGO?
”Jeg har hentet kompost hos ARGO mange år i træk. Det er hårdt fysisk arbejde selv at skovle komposten op på traileren. Når det er sagt, så er det en god mulighed for folk med have at kunne få kompost af høj kvalitet med hjem.”

- Hvad skal du bruge komposten til?
”Til at forbedre den jord, jeg har i haven. Jeg plejer at sige, at jeg leger med jorden: I min have bruger jeg bl.a. jorden til at skabe højdeforskelle med bakker og dale. Det kan lyde lidt nørdet, men det er sjovt.”

- Hvordan har du det med at få andre borgeres gamle haveaffald hjem i din have?
”Det har jeg det helt fint med. Jeg er tryg og tror på, at jorden er af høj kvalitet.”

- Hvordan har du mere overordnet fokus på at genbruge, genanvende og reducere affaldsmængderne i hverdagen?
”Jeg er ikke en decideret affaldsnørd, men jeg sorterer da mit affald korrekt i overensstemmelse med de kommunale retningslinjer. I Danmark har vi jo den triste EU-rekord, at vi pr. indbygger producerer den største årlige affaldsmængde. Den status forpligter: Så må vi også hver især sortere vores affald, så mest muligt bliver genanvendt.”