Lucia gør biblioteket til en grøn markedsplads

Lucia Carriere står i spidsen for byttemarkeder med både planter og loppefund, når Roskilde Bibliotek ultimo april inviterer alle borgere til Grøn Lørdag

Giv en plante eller et loppefund, og tag af de ting, andre har doneret. Det er agendaen, når Roskilde Bibliotek den 29. april 2023 slår dørene op til Grøn Lørdag.

Pas på planeten

I spidsen for både et plante- og frøbyttemarked og et byttemarked med ting som bøger, tøj, sko, legetøj og køkkensager står Lucia Carriere. Til daglig er hun formand for Grøn Hverdag i Roskilde og Omegn – og opsat på at fremme genbrugs- og genanvendelseskulturen blandt roskildenserne. Som hun siger:
”På vores del af kloden har vi for stort fokus på forbrug. Vi bør passe på planeten og på de ting, vi har, frem for hele tiden at producere og anskaffe nyt."

Dit overskud – andres glæde

At lade borgerne bytte frø, planter og loppefund er en win-win-situation, oplever Lucia Carriere.
”Mange har jo de her ting til overs og ville typisk smide dem ud. På Grøn Lørdag kommer der helt sikkert nogle besøgende, som bliver glade for effekterne,” forudser hun.

Udveksler anekdoter og gode råd

En positiv sidegevinst ved byttemarkederne er det sociale aspekt:
”Det er fantastisk at opleve, hvordan folk på de her typer markeder falder i snak hen over byttebordene. Den haveejer, der har doneret en særegen plante, kan give modtageren et par gode dyrkningsråd med på vejen. På byttemarkedet udveksler folk anekdoter om tingenes oprindelse og historie,” erfarer Lucia Carriere.

Marked giver mening

Hun nyder at se den glæde, der opstår i folk, når de på byttemarkederne finder en genstand, der falder i netop deres smag.
”Det er skønt at høre mennesker sige: ’Åh, dén her ting stod jeg og manglede. Jeg har ledt og ledt, men har ikke kunnet opdrive den andre steder.’ Lige dér giver det så god mening at lave de her byttetiltag.”

Fra ramponeret spil til smuk kollage

På forhånd er det svært at sige, hvilke klenodier der bliver størst rift om på byttemarkedet. Det afhænger af, hvem der kommer, oplever Lucia Carriere.
”En kreativ sjæl kan måske omskabe et gammelt spil, der mangler nogle brikker, til en flot kollage. Blyanterne, der for én er overflødige, er en gave for en anden. Du ved aldrig, hvad der hitter blandt de besøgende den pågældende dag.”

Kom til byttemarked på biblioteket – tre grønne guidelines fra Lucia Carriere

  1. Tag det med, du har. Overskudsplanter eller –ting, som ikke længere skaber værdi hos dig, kan blive en gave for andre af markedets besøgende.
  2. Det vigtigste er, at du dukker op. Selv om du ikke medbringer egne objekter, er du stadig meget velkommen til at møde op og tage de fremsatte genstande, du kan bruge.
  3. De ting, du donerer til byttemarkedet, f.eks. tøj, sko, legetøj eller køkkenting, overdrager du til en gruppe af frivillige, der stiller effekterne pænt op på bordene i bibliotekssalen. Efterfølgende kan du gå på opdagelse og tage, hvad du har lyst til og brug for. Evt. overskydende ting doneres til beboerne på Dansk Røde Kors Center Avnstrup eller til de ukrainske flygtninge, der er indlogeret på Sankt Hans.

”Man må stå fast”

At stille sig i spidsen for byttemarkeder af den kaliber som på Grøn Lørdag kræver tid og overskud, erkender Lucia Carriere, der på dagen arbejder frivilligt.
”Det er tiende år, jeg i Grøn Hverdag i Roskilde og Omegn-regi er med til at afvikle et lokalt plantebyttemarked. Det tog flere år at løbe tiltaget i gang. Når man først har startet det og fået folk til at komme, må man holde fast,” smiler hun.

Grøn Lørdag for alle

På Roskilde Bibliotek glæder bibliotekar Jan Michael Johansen sig til at byde borgerne indenfor til en alsidig begivenhed i genbrugets og bæredygtighedens ånd.
”Vi har på biblioteket været meget bevidste om at gøre Grøn Lørdag til en oplevelse, man kan være fælles om i familien og på tværs af aldersgrupper. Her er events for alle,” understreger han.

Giv og tag

Jan Michael Johansen opfordrer borgerne til at gå på jagt hjemme i huset eller haven efter loppefund, planter eller frø, de kan donere til markederne. Genstande, andre kan få glæde af.
”Har du de ting i overskud, er det oplagt at donere dem, så de kan få et godt liv andetsteds. Måske finder du selv på et af markederne en flot loppegenstand eller en ny plante, du kan tage med hjem og nyde.”

Kom til Grøn Lørdag på Roskilde Bibliotek

Grøn Lørdag finder sted lørdag den 29. april 2023 kl. 11.00 – 14.00 på Roskilde Bibliotek, Dronning Margrethes Vej 14. Begivenheden sker som led i Verdensmålsugen (17), hvor der landet over er fokus på, hvordan vi som nation opfylder FN’s Verdensmål.

Roskilde Bibliotek deltager sammen med cirka halvdelen af landets folkebiblioteker. Overordnet afspejler den landsdækkende indsats: folkelig forankring, borgerinddragelse, oplysning og bæredygtig udvikling. Alle de begreber taler ind i Roskilde Biblioteks værdisæt om livslang læring, dannelse, sundhed, demokratisk deltagelse og dialog. 
På Grøn Lørdag kan du i bibliotekshaven deltage i et plante- og frøbyttemarked. I bibliotekets sal er der et byttemarked med bl.a. bøger, sko, tøj, legetøj og køkkenting. Du kan også opleve en grøn brætspilscafé. På børnebiblioteket er der en workshop med billedkunstner Cecilia Westerberg. Her kan de yngste og deres voksne undersøge farver fra planter, blomster og bær og male fantasilandskaber. 
Bibliotekets scene bliver omdannet til et syværksted, hvor du kan sy en bæredygtig genbrugspose til at fragte dine lån hjem i. Biblioteket stiller her både stof, skabeloner, sakse og symaskiner til rådighed.


Læs mere om Grøn Lørdag og næste års arrangement på www.roskildebib.dk under ’Det sker’ eller på appen ’Biblioteket’ under punktet ’Arrangementer’.