Luk poserne og let skraldemanden

Grillaske og partikler fra støvsugerposer rammer renovationsmedarbejder Rasmus Hallundbæk, når han tømmer restaffaldsbeholdere. Nu har han en bøn til borgerne.

Støv, aske og savsmuld hvirvler op fra restaffaldsbeholderne og ind i hans øjne og svælg. Han står i partikelskyerne hver dag, og det er ubehageligt.

Renovationsmedarbejder og arbejdsmiljørepræsentant hos virksomheden Verdis, Rasmus Hallundbæk, vil have borgerne til at håndtere deres restaffald bedre:
”Pak det ordentligt ind, før I smider det i beholderen. Det er ikke sjovt for mig og mine kolleger at få støvet i hovedet. I værste fald skader det vores helbred.”

Pak støvsugerposer og byggeaffald ind
Fyldte støvsugerposer skal i en lukket plastikpose, før de ryger i restaffaldsspanden. Savsmuld og andet støvende byggemateriel, du sorterer som restaffald, skal også i en tætsluttende plastikpose, siger Rasmus Hallundbæk



Afkøl grillasken
Aske fra griller eller askebægre skal borgerne håndtere med særlig omhu.
”Asken skal i tætsluttende poser, før den ryger i restaffaldet. Vent, til du er sikker på, at den er kølet helt af. Jeg har set flammer skyde op af restaffaldsbeholdere, når jeg tømte dem. Borgere havde simpelthen fyldt glødende aske i beholderen. Det var ikke sjovt.”

App guider dig til god sortering
Generelt ser Rasmus Hallundbæk gerne, at roskildenserne bliver bedre til at sortere deres restaffald.
”Folk smider for mange ting i den beholder – måske orker de bare ikke at sortere det,” siger han og slår et slag for den gratis affalds-app, ’Perfect Waste’:
Har affaldsgenstanden en stregkode, kan man scanne den. Lynhurtigt giver appen svar på, hvilken fraktion tingen skal sorteres i. Har tingen ingen stregkode, kan man indtaste dens navn, f.eks. ’gummistøvle’. Et skriftligt svar popper i appen op på, hvilken fraktion tingen skal sorteres i. Det PVC-holdige plastik i en defekt gummistøvle gør, at den skal i deponiaffald på genbrugsstationen.


Pizzabakkerne snyder

Et affaldsobjekt, som Rasmus Hallundbæk ser en del borgere fejlsortere, er pizzabakken. Mange smider den i pap- og papircontaineren. Men pappet er plettet med olie, krummer og toppingrester fra pizzaen. Det forurener alt det rene pap og papir og kan ødelægge hele genanvendelsesprocessen. Pizzabakken skal sorteres som restaffald, guider renovationsmedarbejderen.


Fejlsortering giver en seddel

Sorterer man sit affald forkert, risikerer man en indberetning: En seddel, som renovationsmedarbejderen sætter på affaldsspanden med en besked til borgeren om den konkrete sorteringsfejl. Spanden bliver ikke tømt den dag. Man kan betale sig fra en ekstratømning. Alternativt må man vente med at få tømt affaldsspanden til næste gang, skraldebilen kører i ens område.
”Mange borgere bliver sure over at få en indberetning. Men den er ment positivt – som et incitament til at sortere affaldet rigtigt,” siger Rasmus Hallundbæk.


Gasflasker ødelægger lastbilerne

Hver dag ser renovationsmedarbejderen grelle eksempler på fejlsorteret restaffald:

”Her i grillsæsonen er gasflasker et problem. De skal ikke i restaffaldet, men retur til forhandleren eller på genbrugsstationen.”
Batterier og elektronik ser Rasmus Hallundbæk også i restaffaldsbeholderne.
”Det er uheldigt, fordi de ting kan skade vores lastbiler og øvrige materiel.”

 

Gør dig umage med sorteringen
Bag borgernes fejlsorteringer ligger tit en trang til at få affaldet væk i en fart.  
”Folk laver sommeroprydning i skuret. Eller de hiver lige et læs affald ud af bilens bagagerum. Det hele ryger i restbeholderen. I bund og grund er nogle borgere måske lidt ligeglade, men det duer ikke,” siger Rasmus Hallundbæk.
”For miljøets og klimaets skyld skal vi gøre os umage med at sortere, så mest muligt af vores affald kan blive genbrugt og genanvendt, og skadelige ting bliver håndteret korrekt.”

Håndtér dit restaffald rigtigt – fem råd fra renovationsmedarbejderen

  • Put støvsugerposen i en lukket plastikpose, før du smider den til restaffald. Herved sikrer du, at støvsugerposens indhold forbliver emballeret, når skraldemanden tømmer din restaffaldsbeholder. 

  • Aske fra f.eks. en grill skal køle helt af, før du smider det i restaffaldsbeholderen. Ellers risikerer du, at beholderen bryder i brand. Put det i en tætlukket pose, så det ikke støver på renovationsmedarbejderen, når han tømmer din beholder.
  • Brug appen ’Perfect Waste’ til at finde svar på, hvilken fraktion et stykke affald skal sorteres i.

  • Gode affaldsting, som andre kan få glæde af, f.eks. tøj eller sko, kan du med fordel aflevere i en genbrugsbutik eller på genbrugspladsen til direkte genbrug.

  • Pak generelt altid dit restaffald i poser, så stykker af skrald ikke flyver ud og forurener området, når din beholder bliver tømt.