Grøn strøm svarende til alle kommunens husstande kommer et skridt nærmere

Nyhed

04.12.24

Et landbrugsareal nord for Gadstrup kan ende med i stedet at blive solcellepark og naturarealer. Solcellerne vil kunne producere strøm til 39.000 husstande om året. I hele Roskilde Kommune er der ca. 37.000 boliger.

Det er kommunens Plan- og Teknikudvalg, der nu har besluttet, at der skal laves en lokalplan, som gør projektet muligt.

Lokalplanområdet omfatter et landbrugsareal på ca. 210 ha. Området ligger vest for Roskilde Lufthavn, nord for Gadstrup Erhvervsområde og afgrænses af Køgevej mod øst og jernbanen mod vest.

Lokalplanens formål er både at gøre det muligt, at solcellerne kan sættes op og, at der kommer stier, nye naturarealer og 15 meter brede plantebælter rundt om solcelleparken.

På området skal der også være et areal, som Roskilde Lufthavn kan benyttet som redningsareal i forbindelse med skoleflyvning.

Der er tale om et privat projekt, og projektejeren har allerede afholdt et dialogmøde i maj 2023, før forslaget blev sendt til Roskilde Kommune. Her deltog ca. 100 lokale borgere.

Der kommer endnu et indledende borgermøde på Gadstrup Skole den 14. januar, før forslaget til lokalplan bliver udarbejdet.

Lokalplanen forventes 1. behandlet af politikerne i september 2025 og endeligt vedtaget i starten af 2026. I forbindelse med det, vil der også være et borgermøde i offentlighedsperioden.

Det er tidligere besluttet politisk, at ved alle store energiprojekter skal der være fokus på lokal opbakning, respektafstand, afskærmende beplantning og projektets bidrag til natur og biodiversitet.