Nu har el-cyklisterne også fået ladestationer

Nyhed

20.12.24

Når el-bilen er på langtur, kan den få brug for et skud strøm. Nu kan el-cyklen få det samme 5 steder i Roskilde Kommune.

De 5 nye ladestationer for el-cykler findes ved Fjordglimt i Jyllinge, på Roskilde Havn ved vandrerhjemmet, ved Ragnarock og to steder på Sankt Hans (ved Sct. Hans Have og ved Centralmagasinet).

Tanken er, at cykelturister og andre el-cyklister på tur kan holde en pause og spise frokost eller udforske omgivelserne, mens cyklen får strøm på batteriet, så den kan klare nogle kilometer igen.

Kommunen afprøver forskellige typer af ladestandere de 5 steder, men fælles for dem er, at de er gratis at bruge og, at cyklen kan låses sikkert fast, mens den lader.

I forvejen er det muligt for dem, der pendler til en station, at lade batteriet, mens de er væk. Det er Viby, Trekroner og Roskilde stationer, der har den mulighed.

De 5 nye el-cykelladestandere er betalt af puljepenge fra Vejdirektoratet, som Roskilde Kommune har søgt og fået.