Partnerskabet bag Risø Gateway - DTU, Roskilde Kommune og Andel – indgår samarbejde med den tidligere Senior Vice President i Cowi, Helle Vang Andersen. Som konsulent i den næste fase af Risø Gateway skal hun lede udviklingen af rammerne og organisationen omkring erhvervsparken.
- Det glæder mig utrolig meget, at der nu kommer stærke og erfarne kræfter, der kan løfte vores vision om, at Risø-området bliver et internationalt hotspot inden for klima og bæredygtig energi, hvor førende forskere, studerende og virksomheder med ambitioner om at omsætte viden til løsninger kan mødes om at udvikle fremtidens grønne løsninger, siger borgmester Tomas Breddam, Roskilde Kommune.
Helle Vang Andersen har solide kompetencer inden for strategi, implementering, organisationsledelse og forretningsudvikling. Desuden har hun en betydelig erfaring inden for industri, forsyning, offentlige bygherreorganisationer samt myndigheder og finansieringsinstitutioner.
- Jeg synes, det er utroligt spændende at skabe en dynamisk forbindelse mellem DTU og erhvervslivet, hvor idéer og innovation kan flyde begge veje – fra forskning til virksomheder og fra praksis til forskning. Det kan vi på Risø Gateway. Udviklingen af de synergier, Risø Gateway skaber, vil være til gavn for både det danske og internationale samfund", siger Helle Vang Andersen.
Risø Gateway er et samarbejde mellem universitet, kommune og energiselskab, der med hver deres samfundsrolle, erfaring og kompetencer vil udvikle erhvervsparken til et globalt, dynamisk hotspot for bæredygtige energiteknologier, energisystemer og biosolutions.