VM i landevejscykling er en af de største cykelevents i verden. I år foregår VM i schweiziske Zürich og forud for weekendens afsluttende linjeløb har den internationale cykelunion UCI nu offentliggjort, at Danmark officielt er blevet tildelt det prestigefyldte værtskab for mesterskabet i 2029.
Den endelige rute for linjeløbene er ikke lagt fast endnu, men rytterne kan forvente, at deres dueller kommer til at foregå i et både smukt og mælkesyrefremkaldende terræn med en fantastisk start fra Roskilde, når rytterne skal i aktion.
- VM i landevejscykling i Roskilde bliver en enestående og meget publikumsvenlig begivenhed, ligesom da Tour de France var forbi i 2022. Værtskabet vil sætte vores by i centrum hos de mange cykelsportsfans verden over, og samtidig vil der være fantastiske fælles oplevelser for byens borgere og tilrejsende publikummer. Jeg glæder mig til, at Roskilde kan byde verdens bedste cykelryttere, en masse internationale gæster og ikke mindst millioner af tv-seere velkommen i 2029,” siger Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune.
Til VM i 2029 lægger København asfalt til linjeløbene med Roskilde som startby.
Partnerskabskredsen bag VM i landevejscykling 2029 består af Erhvervsministeriet, Kulturministeriet, Sport Event Denmark og København, Roskilde, Helsingør og Aarhus Kommuner i samarbejde med Danmarks Cykle Union. Wonderful Copenhagen bidrog til tiltrækning af eventen.
VM i landevejscykling (UCI Road World Championships) består af en række løb, hvor der inden for hver kategori kåres en verdensmester.
Om VM i landevejscykling
Årlig afvikling
Foregår over otte dage
13 konkurrencer i 2029 med linjeløb (landevejsløb), enkeltstart og mixed team relay
Senest i Danmark i 2011
VM i de kommende år:
2025: Kigali, Rwanda
2026: Montreal, Canada
2027: Haute-Savoie, Frankrig
2028: Abu Dhabi, Forenede Arabiske Emirater
Det bliver en event med omfattende tv-dækning i hele verden, og det forventes, at omkring 1.000 ryttere fra op til 75 forskellige nationer deltager.
Det synlige bevis
Det synlige bevis
Roskildes borgmester, Tomas Breddam, holder her det synlige bevis på, at Roskilde i 2029 skal være værtsby ved VM i landevejscykling.