Alt for mange unge står udenfor job og uddannelse alt for længe. Vejen fra uddannelseshjælp til uddannelse eller job kan for nogen være kort, mens andre unge med komplekse problematikker oplever overgangen som lang, svær og uoverskuelig at løse alene.
Kommunerne i Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde tror på at større frihed og medbestemmelse vil hjælpe unge på uddannelseshjælp nærmere deres mål. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov.
Målgruppen for de borgerstyrede budgetter er 250 tilfældigt udvalgte unge mellem 18-29 år på tværs af de fire kommuner, som har været uden job og uddannelse i minimum 26 uger. Ved at tage udgangspunkt i de unges egen motivation for forandring vil kommunerne afprøve Ungebudgetter som nyt greb i jobcenterindsatsen — en tilgang der skaber stor begejstring blandt kommunerne:
”Jeg er sikker på, at denne mulighed for selv at kunne handle vil give de unge ny energi og hjælpe dem videre, og jeg er meget spændt på, hvad de unge vælger at bruge pengene til”, siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.
”Vi ser meget frem til at komme i gang med ungebudgetterne. Det er et projekt, hvor de unge på en helt anden måde kommer til at tage ansvar for egen uddannelse og videre vej ud på arbejdsmarkedet. Muligheden for selvbestemmelse er motiverende, og ansvaret er udviklende. Det er en rigtig spændende kombination”, siger Karina Helmer, formand for Udvalget Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune.
”De fleste unge vil allerhelst kunne klare sig selv og komme med i fællesskabet på skolen eller jobbet. Det skal vi hjælpe dem til. Jeg er sikker på, at ansvar og indflydelse for ens egen fremtid er den rigtige vej at gå. Nu har vi en unik mulighed for både afprøve det i praksis og udveksle værdifulde erfaringer med andre kommuner i projektet. Det er virkelig nyskabende at give den enkelte unge en pose penge til at fjerne forhindringer for at komme i uddannelse eller beskæftigelse”, siger Mette Wigand Bode, formand for både Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.
”Jeg håber, at vi kan bringe nogle unge mennesker videre, og at de oplever at få mere selvbestemmelse, føler sig stærkere og kan løse nogle udfordringer selv. Det kan rykke noget i mennesker at få lov til selv at vurdere, hvad der er bedst for en”, siger Merete Dea Larsen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune.
Projektet skal undersøge, hvilke positive forandringer de unge oplever, samt de samfundsøkonomiske effekter, som skabes via tilgangen. Med evalueringen ønsker Lind Foundation at undersøge, hvordan interventionen virker, og hvad effekten er, når initiativet afprøves i større skala.
”Efter gode resultater fra pilotprojektet i Aarhus Kommune udvider vi nu projektet i samarbejde med fire visionære kommuner. Det er et vigtigt strategisk fokus for os at være med til at afprøve nye løsninger på socialområdet og undersøge effekten, så vi kan understøtte offentlig udbredelse af det, der virker. Vi tror på, at varige forandringer opnås gennem medbestemmelse og de unges egen motivation for forandring. Vi ser derfor frem til at undersøge, om Ungebudgetter får flere unge i eller nærmere beskæftigelse eller uddannelse”, udtaler Jens Bruun, CEO i Lind Foundation.
Om Ungebudgetter:
Formålet med Ungebudgetter er at bringe modtagere af uddannelseshjælp i uddannelse og beskæftigelse. Den unge får stillet et borgerbudget på op til DKK 25.000 til rådighed og støttes af en sagsbehandler i at anvende midlerne. Dialogen tager afsæt i den unges ønsker og drømme og borgerbudgettet kan f.eks. benyttes til køb af et kørekort, studiebøger, eller en computer, der kan bruges til studiestart.
På baggrund af erfaringer fra projektet ”Langtidsledige tager teten” blev Ungebudgetter pilottestet i samarbejde med Center for Social Nytænkning og Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune fra 2021 til 2023. Pilottesten viste lovende indikationer på positive forandringer, hvorefter byrådet i Aarhus Kommune besluttede at forankre indsatsen i en fireårig periode.
Om evalueringen:
Ungebudgetter evalueres af Lind Foundation for at skabe bedre viden om, hvordan unge uden job og uddannelse i højere grad kan blive en del af fællesskaber på jobmarkedet og uddannelser. Evalueringen undersøger de unges udbytte af indsatsen gennem interviews, spørgeskemaundersøgelser og registerbaserede analyser og sammenholder denne med udviklingen for unge, der ikke får adgang til et budget. Evalueringen anvender blandt andet metoden Social Return on Investment (SROI). Metoden anvender et bredere perspektiv på værdiskabelsen, idet den kvantificerer og værdisætter både økonomiske og sociale effekter skabt for de unge og samfundet.
Fakta om Ungebudgetter
- Bevilling: DKK 4.375.000
- Kommuner: Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde.
- Antal: 250 uddannelsesparate ledige unge.