Studerende? Her er byens bedste spots!

Det her "menukort" er til dig, der er under uddannelse i Roskilde - som én ud af hele 25.000. Vi har en dejlig buffet af uddannelser, men vi har også et lækkert dessertkort af oplevelser, du kan mæske dig i, når studiedagen er ovre. Få smagsprøver her!

Musicon

Blandt betonbyggerier, container-boliger og højtragende glasfacader finder du et sprudlende byliv, som både byder på specialøl, secondhand, sublim streetfood, kafferisteri og mikrobageri - og så har vi faktisk kun nævnt hvad der ligger først for. Bevæger du dig rundt om et hjørne eller bag en blok, så åbner der sig nye farverige verdener.

Du vil ikke være den første, der taber sit hjerte til det evigt spirende Musicon - og heller ikke den sidste. Men tag ikke vores ord for det; tag i stedet dine study buddies under armen og se det selv. 

Find vej til dit nye happy place

Fra Roskilde station går bus 202A direkte til Musicon, hvis man ikke er frisk på at gå de 1,5 km. Og hvis dit uddannelsessted ligger på Maglegårdsvej, så handler det bare om at slå et kækt sving ind forbi, når du alligevel er på vej til stationen. 

På Musicon finder du også det ikoniske musik-museum RAGNAROCK, skaterhal, kunstneriske murals og foreninger der kan hjælpe, hvis du dyrker eSport, leder efter et øvelokale til dit band, eller mangler et sted at træne parkour. 

Gratis = Genialt

Når SU'en er sluppet op, og det stadig kun er først på måneden, så kan det godt være, at menuen står på pastaskruer med discount-ketter resten af måneden (we have all been there), men det betyder ikke, at du kun har råd til at sidde derhjemme og slide på dit Netflix-abonnement. Du er nemlig studerende i en by, der hele året rundt kaster gratis koncerter, comedy clubs og foredrag efter dig - det er bare at gribe! 

Hvem, hvad, hvor?

I Byparken afholder Roskilde Kommune og Gimle hver sommer en række gratis koncerter med store navne, hvor man kan sætte sig i græsset med sin medbragte mad og drikkelse og mærke den gode stemning sprede sig i både kroppen og pengepungen. 

Der er også gratis begivenheder på Roskilde Bibliotek, i Byens Hus, på steder som spillestedet Paramount, Surround Festival, Rabalder Festival og Open Mic i Gimle Comedy Club. 

Go' fornøjelse! 

Tip! Søg på roskildelive.dk

Roskilde er et overflødighedshorn af tilbud, det handler bare om, hvad dine præferencer er. Dem kan du filtrere efter på RoskildeLIVE og få en omfattende oversigt over events og oplevelser.

Himmelsøen

Måske kender du Himmelsøen som "det eneste bad jeg fik, den uge jeg var på festival". Det er nemlig den kæmpestore badesø, der ligger meget tæt på Dyrskuepladsen, hvor Roskilde Festival afholdes. 

Om sommeren ligner den gamle grusgrav en nordisk bountystrand, med hvidt sand og klart blåt vand. (... Muligvis lidt mindre klart i ugen efter festivallen). Om vinteren kan du bruge badebroen til et dyp, der får godt gang i blodomløbet.

Andre bud på oaser i Roskilde er Rabalderparken, Folkeparken og Skt. Hans Have.

Lån en cykel - (jep, også gratis)

Hvis du lige vil prøve, om en foldecykel er en smart pendler-investering, om en ladcykel virkelig er så fed, som den ser ud, eller om der er en mountainbiker gemt i dig, så har Roskilde et cykelbibliotek, hvor borgere i kommunen gratis kan låne en specialcykel en uges tid

Du finder cykelbiblioteket på Musicon - som jo alligevel er dit næste yndlingssted. Bus 202A går lige dertil fra stationen, hvis dine ben er modvillige til at gå de 1,5 km. 

Gå en podwalk på Sankt Hans

Tidligere var det naturskønne område med de ikoniske bygninger kun for de "sindssyge". Nu er der bare sindssygt smukt. 

Du kan gå syv små ture i skoven, ved fjorden og rundt om bygningerne - samtidig med at du hører podcast-fortællinger om lige præcis dér, hvor du befinder dig på ruten. Det lyder måske hyggeligt, men husk på, at stedet har en til tider temmelig grum historie fra dengang i begyndelsen af 1800-tallet, da Sct. Hans blev oprettet som sindssygehospital. 

Du kan finde de syv fortællinger her, men også via QR-koder ude på stedet.

Bus 202A og 207 kører fra Roskilde Station, og hvis du trænger til at sidde lidt ned oven på podwalken, så er Sct. Hans Have et rigtig godt bud. Her finder du både gartneri, butik og café. 

Orange Feeling og fristeder

Festivalen, Byens Hus og INSP! er alle steder, du både kan nyde som besøgende - eller bidrage til som frivillig. 

Byens Hus er også (faktisk mest) dit!

Tag din computer og din studiegruppe med og sid i "stuen", deltag i alt fra stille yoga til vilde debatter, book et mødelokale, sæt dit eget arrangement i søen, bliv husvært - eller drøm endnu større og få noget helt nyt til at ske i Byens Hus. Det ligger på Stændertorvet, en god slentreturs længde nedad Roskildes gågade, der stensikkert lokker med studierabatter.

"Er I der Roskildeeee?"

Roskilde Festival kunne ikke være, hvad den er i dag, uden hjælp fra sin army of volunteers. Over 30.000 mennesker tilbyder hvert år deres hjælp med alt fra at guide folk, samle skrald, bygge op før / tage ned efter, lave mad - og meget meget andet. 

Bliv INSP!-ireret

Kulturhuset i Slagteristræde er skabt i fællesskabets ånd. Man bidrager med, hvad man vil, når man kan – og inden for de områder man brænder for. Derfor er stedet en organisme, som hele tiden forandrer sig. Sikkert er det dog, at der hver torsdag bliver lavet retter fra hele verden og inviteret til fællesspisning. Og så har vi hørt, at kaffen er go'. Insp! ligger i et nybygget område kun få skridt fra Roskilde Station. 

Gode gamle Gimle

Roskildes spillested, Gimle, lever også af frivilliges indsats. Hvert år giver fx Surround Festivalen sceneplads til en række unge og lovende bands og solister, hvor koncerterne er gratis. Men du kan også opleve store velkendte navne inden for musik og stand up.

Tip! Find dit fællesskab!

Sidste tip! Bib er mere end bøger!

På Roskilde Bibliotek er der plads til dig, din computer, din studiegruppe og alle dine spørgsmål. Der er en lille café, (hvor de også sælger det fineste budgetvenlige keramik, produceret på en skole for voksne med handicap), og du kan få hjælp til at finde de rigtige bøger til din eksamen.

På bibliotekets hjemmeside er der en fane rettet mod dig, der studerer. Her bliver du guidet til mange af de muligheder, biblioteket tilbyder dig. Du kan for eksempel supplere din opgave med information fra bibliotekets mange digitale tilbud som Infomedia og faktalink.dk