Af Jan Mitchell
Hun føler, hun har en hverdag med mening, og hvad det betyder, fortæller Carina her.
-For mig er det, at jeg kommer et sted, hvor jeg føler mig velkommen og bliver accepteret som den, jeg er. Med det, jeg nu har med som person. Også i forhold til de faglige kvalifikationer. Og fordi det er en skole, kan man også være lidt quirky og anderledes og stadig passe ind. Det gør, at en hverdag får mening for mig, indleder hun.
Børnene skal have plads
-Jeg vil meget gerne have, at børnene oplever det på samme måde. Jeg giver plads til dem. Så de føler, der er trivsel. Først og fremmest. Jeg synes, det er fantastisk at komme ind i et klasselokale og se, at børnene kan lide hinanden. Og de kan lide at være her. Jeg læste en overskrift i fagbladet ”Folkeskolen” for et stykke tid siden, hvor der stod om en ny folkeskolelærer, at ”Det er mit job - ikke min identitet”. Jeg blev lidt fortørnet. Jeg kan godt se, at det, hun mener, er, at hun ikke KUN er folkeskolelærer. Men det er en del af ens identitet. Jeg tror det er et fag, som er en del af den du er. Du kan ikke lægge det fra dig, siger Carina.
Hun prøver at forestille sig, at man som lærer bare kom og leverede en vare. Kom og holdt foredrag. Eller satte nogen i gang. Men var ret ligeglad med, hvordan dem i den anden ende egentlig havde det.
- Det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at give dem lige så meget, som jeg selv vil have. Og jo mere jeg giver dem, jo mere får jeg faktisk også tilbage. Man kommer nærmest lidt i symbiose med sin klasse, hvis det fungerer godt.
- Eleverne skal have det godt. De skal trives med alt, hvad de har i bagagen. Og det er altså ikke småting, hvad børn har med i bagagen. Alle mulige ting. På hjemmefronten og også personligt. Jeg har jo med teenagere at gøre. Jeg har 8. og 9. klasser, og dér er der jo også det hormonelle aspekt i det. De går igennem en overgang. Det er en tid, hvor det hele kører. Og dér tror jeg, det er vigtigt, at man giver nogle rammer, hvor de kan blomstre indenfor. Jeg tror ikke på, at man bare skal sige, at alt er okay. Det er vigtigt, at fællesskabet har nogle rammer. Men der er plads til individuelle behov inden for det fællesskab.
Afviger gerne fra planen
Carina fortæller, at hun holder meget af sin hverdag på skolen. Og af den uforudsigelighed, der følger med.
- Jeg kan jo godt have planlagt noget, men så kan jeg måske mærke på børnene, at de hænger sgu lidt nu. Eller de har brug for noget helt andet. Så behøver jeg jo ikke at være en krakiler og sige, at vi skal følge planen. Så kan jeg godt trække den her time ud, og så kan vi lave noget alternativt. Noget, hvor vi også lærer noget. Men hvor det måske lige pepper det hele lidt op. Så de ikke sidder og hænger.
Uforudsigeligheden var også med, da Carina kom med i et udviklingsprojekt i Roskilde Kommune, der blev til det, der kendes som Linealen. Det er et onlineværktøj for pædagoger, lærere og andre, der arbejder med børn og unge, der hjælper med at bestemme bekymringsgraden for et barn eller ung i begyndende mistrivsel.
- Det var faktisk meget spændende. Det varede to og et halvt år. Så dér fik jeg noget udvikling og var med til at gøre noget for nogen. Jeg tror, der er rigtig mange kommuner, der bruger det. Det er et ret smart redskab til at klassificere, hvor bekymret skal jeg være? Er det bare mig, der ser spøgelser, eller …?
Der er styr på det
Hun har i det hele taget et positivt forhold til sin overordnede arbejdsplads, som er Roskilde Kommune.
- Det er meget få dårlige ting, du hører om Roskilde Kommune. Andre kommuner bliver tit nævnt i den forbindelse. Men Frederiksberg og Roskilde Kommuner er nogle af dem, hvor du næsten ikke hører noget dårligt. Du hører ikke borgerne brokke sig så meget. Altså, man kan altid finde nogen, der er lidt utilfreds med det ene eller det andet. Men som helhed tror jeg faktisk, borgerne i Roskilde er rimeligt tilfredse med deres by. Og med deres kommune.
- Det virker også, som om der er styr på det. Hvis der er en udsat, prøver man faktisk at lave nogle tiltag eller involvere nogle mennesker. Det virker, som om man virkelig prøver, lyder det fra læreren.
Der i øvrigt må erkende, at hun slet ikke drømte om at blive lærer fra begyndelsen.
Trak stikket på prestige-uddannelse
- Jeg ville være læge. Faktisk ville jeg være psykiater. Jeg kom også ind på lægestudiet, og jeg tog, hvad der svarer til en bachelor i medicin, fortæller hun.
Carina studerede, mens hun havde to små børn, og hun boede ude på landet vest for Roskilde, så der var lang vej til studiet i København. Og hun havde blandt andet derfor overvejelser om, hvorvidt det var det hele værd. For hun ville gerne være der for sine børn.
- Jeg var på en hjerteafdeling, og jeg husker, at alle de gamle læger, der havde været der i mange år, spurgte mig. Hvorfor vil du være læge? Og det skræmte mig. De virkede, som om de selv hvilede meget godt i det og havde godt styr på tingene. Men jeg ved godt, hvad de hentydede til. De levede jo faget. De var der altid. I tre hold. Og over halvdelen af dem var skilt. Der var jo ikke ret mange, der var sammen med den, de faktisk havde mødt og fået børn med. Dér tænkte jeg, at måske skulle jeg være hjemme hos mine børn. Finde på noget andet at være.
Hun tog beslutningen og trak stikket på sit drømmejob. Carina husker, at hun i begyndelsen følte sig som en kæmpe fiasko. For alle havde haft de her forventninger til, at nu skulle hun blive læge. Og hvad skulle hun i øvrigt lave nu?
Fik mod på mere
- Jeg kunne ikke bare gå derhjemme. Men så blev jeg vikar på Såby Skole. I tysk. Jeg kunne ikke tale så meget tysk, men jeg kunne reglerne i tysk grammatik. Og jeg kunne lære fra mig. Og det gav mig mod på mere, at jeg kunne mærke, at det her var jeg da meget god til.
Carina fik flere og flere vikartimer og blev også klasselærer på Hvalsø Skole, hvor hun bor.
- Og så blev jeg ansat. Lidt mærkeligt, når jeg tænker tilbage. For jeg var jo ufaglært. Men jeg blev forelsket i lærerfaget. Fordi jeg mødte nogle børn, der havde det stramt. Rigtigt svært. Det var i tre måneder indtil sommerferien. Men jeg tænkte, at hvis jeg kan det her uden baggrund, så kunne det være, at jeg skulle overveje at læse til det. Så det gjorde jeg.