Om whistleblowerordningen
Whistleblowerordningen er vedtaget af Roskilde Byråd og varetages af en whistleblowerenhed, der på nuværende tidspunkt består af Borgerrådgiveren i Roskilde Kommune, der er uafhængig af kommunens forvaltning.
Formålet med ordningen er at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder, at beskytte ansatte som indgiver oplysninger og at sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder.
Ordningen skal ses som et supplement til den interne dialog og åbenhed. De almindelige muligheder er bl.a. at gå til egen leder, tillidsrepræsentanten eller den ansattes fagforbund.
Whistleblowerordningen er et alternativ, hvis den ansatte ikke føler sig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller den ansatte har henvendt sig til ledelsen, uden at der er blevet taget hånd om forholdet.
Hvis det i fremtiden måtte vise sig nødvendigt at udvide whistleblowerenheden med en eller flere personer, for eksempelvis at kunne undersøge en eller flere indkomne sager tilstrækkeligt, kan dette besluttes af Roskilde Kommunes direktion - efter indstilling fra borgerrådgiveren.