Læsning udvider vores horisont, og gør os i stand til at sætte os i andres sted.
Læsning kan både udfordre os og være indgangen til et fællesskab.
Læsning gør os klogere på vores liv og på hinanden, og skærper vores evne til at koncentrere os.
Læsning kan sikre nærvær og fordybelse, og den har en gavnlig virkning på vores mentale sundhed - både som forebyggelse og behandling.
Læsning er også en forudsætning for at kunne tilegnes sig viden, begå sig og bidrage til samfundet som borger.
I Roskilde Kommune er der mange, der læser, men der er også borgergrupper, der læser meget lidt eller slet ikke, og det er især dem, vi gerne vil bygge bro til. Derfor skal der være fokus på, hvad der afholder borgerne fra at læse, og hvordan barrierer kan brydes ned.
Borgerne skal kunne møde læsningen i deres hverdag og i stærke og inkluderende fællesskaber, så læsning kan være indgangen til både kulturoplevelser, sociale fællesskaber og kundskab.