I Roskilde Kommune er der mange foreninger på kultur- og idrætsområdet, hvor borgerne samles om mange forskellige interesser.
Det er vigtigt for kommunen at understøtte de frivillige foreninger og det engagement, der ligger i det frivillige arbejde.
Der er fokus på at understøtte foreningsarbejdet på mange forskellige fronter, såsom faciliteter der er tilpasset de forskellige aktiviteter, og puljer der kan søges til arrangementer, udviklingsprojekter, leder- og trænerudvikling, udvikling af faciliteter osv.
Et andet fokusområde er at gøre det så let som muligt at være forening.
Dette gøres ved hele tiden at optimere på de systemer, hvor foreningerne ansøger om tilskud, udviklingsmidler samt træningstider i de kommunale faciliteter. Dette gøres for at lette det administrative arbejde for foreninger og andre brugere, så de frivillige kan lægge deres fokus på foreningsaktiviteterne.
Vi vil understøtte et mangfoldigt foreningsliv og fejre de frivillige, deres engagement og deres dedikation ved årligt at afholde Frivillig Fredag og hvert andet år at afholde en Fritidsfestival.