I Roskilde Kommune lykkes vi generelt med at skabe stærke rammer for foreningslivet. Dette betyder blandt andet, at endnu flere borgere bliver foreningsaktive i håndboldklubben, spejderhytten, kulturhuset, kunstværkstedet, teaterforeningen, aftenskolen eller andre steder.
Men det har også den konsekvens, at vi i vores nuværende areaner og rum ikke har plads til de mange borgere, der gerne vil dyrke det aktive liv.
Derfor må vi udvikle på dem, vi har, for at sikre at de bliver udnyttet optimalt, og kommer så mange som muligt til gode.
Rammerne skal formes, så de samlet kan rumme et rigt foreningsliv og have fokus på et bredt udbud af aktiviteter for alle.
For at sikre dette skal der udvikles åbne, tilgængelige og inviterende arenaer i form af områder, lokaler og bygninger i hele kommunen, der drives professionelt og med fokus på bæredygtighed. Både den sociale, den klimamæssige og den miljømæssige bæredygtighed er i fokus, og det er vigtigt, at brugerne af faciliteterne bliver inddraget i arbejdet.
De indendørs sale, haller, mødelokaler og klubhuse skal ligesom de udendørs faciliteter være velfungerende og prioriteres, så der både er plads til et bredt udbud af forskellige aktiviteter, og så der er plads til så mange brugere som muligt.
Adgangen til kultur, fritids- og idrætsfaciliteter skal samtidig prioriteres for alle borgere, særligt med henblik på dem der ikke selv kan transportere sig rundt i kommunen.
I by- og naturrum skal der ligeledes skabes bedre mulighed for på egen hånd eller i fællesskab med andre trygt at dyrke forskellige fritidsaktiviteter.