Hove Å - Nedstrøms Hove Mølle

Retaureringsprojekt der genetablerer gunstige bundforhold på en af Hove Å's flotteste strækninger. Projektet skal sikre de fysiske forhold, der skal til for at kunne sikre målopfyldelse i vandområdeplanerne og gøre området egnet til gydning for havørred.

Imellem Østrup og Hove Mølle læber der en strækning af Hove Å på ca. 900 meter, der er relativt ureguleret i sit forløb. Vandløber snor sig efter landskabet og de omkringliggende arealer er græsset natur og højere beplantning. Vandløbet er igennem årene blevet gravet dybere end, hvad der giver afvandingsmæssigt mening og har i samme omgang også påvirket de skjul og gydeområder som har givet plads til insekter og fisk på strækningen.

I restaureringsprojektet er der gravet bløde aflejringer op på hele strækningen og bunden er erstattet med gydegrus (en grusblanding bestående af 85% nøddesten go 15% singels), samt enkeltliggende større skjulesten.

Gydegruset giver en porøs bund, hvor ørredens æg kan ligge beskyttet, med en fast vandstrøm der sikre gode iltforhold omkring ægget. Samtidig giver det gode overflader og skjul og fourageringsmuligheder for en lang række ønskelige insekter. På strækninger med særligt godt fald er der lavet egentlige gydebanker, der kan understøtte mulighederne for ørredernes gydesucces, ved at stuve vandet minimalt og afvikle faldet på en kortere strækning med stærk strøm.

Skjulesten er udlagt på de strækninger hvor fladet er mindre og dybden på vandløbet er større. Det er på disse strækninger at ørredyngel vil opholde sig og vokse sig store nok til at tage turen til Roskilde Fjord, for at kunne færdiggøre deres opvækst til voksne havørred. Både små og store ørred kan være enormt territorielle og derfor er det vigtigt med rigeligt med skjul i et vandløb, for ikke at fiskene skal jage hinanden bort og unødigt stresse hindanden. Samtidig er der flere prædatorer, både over og under vandet, som ørred og andre småfisk skal kunne skjule sig for.

For at mindske den årlige vedligeholdelse der er i vandløbet er der også plantet rødel (træer) på strækningen. Rødel udmærker sig ved at være oversvømmelsestolerante og samtidig have et rodnet der vokser ud i vandløber, hvor de bøde styrker brinkerne og giver et ekstra godt skjul til fisk og insekter.

Endeligt er der anlagt et sandfang i den nedstrøms ende af projektområdet, for at minimere spredning af sedimenter, der er opgravet og udlagt i forbindelse med etableringen, til nedstrøms vandområder.

Samlet set er der:

  • udlagt 290m3 gydegrus
  • udlagt 100 stk. skjulesten af størrelser imellem Ø30-60 cm
  • Plantet 100 træer
  • etableret sandfang

Projektet er finansieret af EU’s Hav- og Fiskerifond, der står for 75% af omkostningerne og den danske stat der står for de resterende 25%. Projektet er tegnet og udført af Roskilde Kommune.