Hvad er Tidlig forebyggelse?
Tidlig forebyggelse har til formål at opspore begyndende forringet helbredstilstand og nedsat funktionsniveau hos ældre borgere. Dette med henblik på, at der kan sættes tidligt ind med en relevant indsats, som forebygger, at borgernes tilstand forværres med risiko for dårlige leveår og behov for ældrepleje til følge.
Tidlig opsporing af tegn på funktionstab
Tegn på funktionstab opdages i dag ofte af sundhedspersonale, fx hjemmeplejen eller lægen. Men borgere uden kontakt til sundhedsvæsenet får ikke automatisk vurderet deres helbred. Det kan bevirke, at der sættes ind for sent med forebyggelse og øger risikoen for dårlige leveår, og at man får behov for ældrepleje.
I Roskilde Kommune vil vi hjælpe borgere med selv at følge deres helbred og trivsel, så der kan sættes ind med forebyggelse i tide og undgå, at borgernes tilstand forværres.
Nyt værktøj skal sikre tidlig forebyggelse
Vi vil udvikle en App (et digitalt værktøj), hvor borgere selv eller sammen med pårørende eller andre fra deres netværk kan opspore begyndende tegn på funktionstab, så der kan sættes tidligt og forebyggende ind.
Som en del af løsningen skal borgere have let adgang til sundhedsfaglig vejledning og forebyggende indsatser i kommunen såvel som i civilsamfundet.
Målgruppe
Tidlig forebyggelse er for borgere over 65 år i Roskilde Kommune, der i dag ikke modtager hjælp fra kommunen. Løsningen er også henvendt til borgernes pårørende og netværk med henblik på, at de kan understøtte borgernes tidlige forebyggelse.
Roskilde-model for Tidlig Forebyggelse
Roskilde Kommune er i gang med at udvikle Tidlig forebyggelse i samarbejde med borgere, pårørende, medarbejdere, Ældrerådet og civilsamfundet. Tidlig forebyggelse indebærer:
-
Invitation
-
Selvrapporterede opsporing af funktionstab
-
Forebyggende indsatser
1. Invitation
Borgerne inviteres til at anvende en App for Tidlig forebyggelse via samarbejder, kampagner, fysisk eller digital post og via opsøgende indsats fra sundhedsfaglige medarbejdere.
2. Selvrapporterende opsporing af funktionstab
Borgeren tester egen trivsel og funktionsevne ud fra hverdagsobservationer i App’en og henvises til fremskudte sundhedsklinikker ved udfald i funktionsniveau. Sundhedsklinikkerne hjælper borgerne med sundhedsudfordringer og guider borgerne videre til fx træning, et tværfagligt rehabiliteringsforløb, en social indsats (social henvisning) eller fællesskaber (Cirkler), afhængigt af borgernes behov.
3. Forebyggende indsatser
Borgeren deltager i sundheds- eller sociale tilbud og ved behov modtages støtte ved sundhedsfagligt personale eller civilsamfund til opstart og deltagelse.
Hvad er der afsat midler til?
Der er afsat midler til at understøtte:
- Udvikling af en applikation (app) med et digitalt selvscreeningsværktøj
- Drift og vedligehold af den digitale løsning
- Velfærdsteknologi i form af digital, understøttende træningsplatform og support til borgere i anvendelsen af platformen
- Forebyggende og opsøgende medarbejdere
- Øget kapacitet i fremskudte sygeplejeklinikker
- Kompetenceudvikling i den nye organisatoriske model
- Kommunikationsmaterialer målrettet borgere
- Styrkelse af sundheds-, trænings- og rehabiliteringsforløb
Fordele ved Tidlig forebyggelse
- Opdager begyndende tegn på funktionstab så der kan handles i tide.
- Skaber bro til forebyggende og sundhedsfremmende tilbud og aktiviteter.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte:
Specialkonsulent Anne Krasilnikoff
- Telefonnr.: 21 47 70 15
- Mail: annek@roskilde.dk
eller
Chefkonsulent Signe Hermansen
- Telefonnr.: 46 31 52 57
- Mail: signeh@roskilde.dk