Grundlag

Politikudviklingen er et led i kommunens kvalitetsarbejde. Processen for udvikling af den enkelte politik fastlægges i det fagudvalg, som politikområdet hører under. Alle politikker vedtages endeligt i Byrådet.

Byrådet har vedtaget en integrationspolitik der sætter fokus på lige muligheder, ressourcer, medborgerskab og fællesskab.

Integrationspolitikken sætter fokus på værdierne "lige muligheder", "ressourcer", "medborgerskab" og "fællesskab" og danner rammen for de kommende års arbejde med integration i Roskilde Kommune. Integrationspolitikken er udarbejdet med input fra dialogmøde med deltagelse af borgere, frivillige- og sociale foreninger, medlemmer af Integrationsrådet og Beskæftigelses- og Socialudvalget samt indkomne høringssvar.

Alle borgere i Roskilde Kommune skal - uanset etnisk oprindelse - have lige muligheder for at tage en uddannelse eller et job og være aktive medborgere. De fleste mennesker ønsker at klare sig selv, have en tryg hverdag og indgå i sociale fællesskaber. Det øger selvstændigheden og livskvaliteten og giver en fornemmelse af at høre til.

I Roskilde Kommune vil vi skabe rammerne for, at flere borgere med minoritetsbaggrund klarer sig godt i grundskolen og gennemfører en uddannelse. At flere kommer i beskæftigelse, og at graden af selvforsørgelse ikke afhænger af ens etniske baggrund. Vi vil også skabe mulighederne for, at flere deltager i fællesskaber og bidrager aktivt til det lokale samfund. Vi vil fremme medborgerskabet og sikre, at integrationsindsatsen også bygger på kommunens mange frivillige kræfter.

Vellykket integration fordrer åbenhed, imødekommenhed og støtte i lokalsamfund, foreningsliv og på arbejdspladser, så nye borgere med minoritetsbaggrund kan blive en del af fællesskabet. Vi stiller krav til vores lokalsamfund om at rumme forskelligheder og byde borgerne, uanset baggrund og etnicitet, indenfor i fællesskaberne.

Borgerne i Roskilde Kommune har forskellige ressourcer og forudsætninger. Vi vil understøtte, at alle selv tager ansvar for deres eget liv, ligesom vi vil sikre at de, som har allermest brug for det, får den rette støtte og hjælp. Vi skal fortsætte den gode dialog og koordination mellem aktørerne på integrationsområdet for at sikre, at borgerne oplever, at der er sammenhæng i indsatserne, så vi opnår de mål, vi har sat med politikken.

Integrationspolitikken er vedtaget i Byrådet den 29. januar 2020.

Kontakt

Rådhusbuen 3
4000 Roskilde

Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.