Gulddysse Skov

I skoven mellem Jyllinge og Gundsømagle er der mulighed for at nyde naturen og se en nyplantet skov spire.

Siden det første træ blev plantet i 2001, har Gulddysse Skov vokset sig større og større og indeholder nu både løv- og nåletræer.

I den nye skov mellem Jyllinge og Gundsømagle er der mulighed for at nyde naturen og se en nyplantet skov spire.

Du kan overnatte i shelters eller på en primitiv lejrplads, og lave bål på bålpladserne. For de mere aktive er der anlagt en rute for mountainbikes.

Hunde skal for det meste af tiden holdes i snor, men der er indrettet helt særlige hundefolde, hvor de kan få lov til at løbe frit rundt.

I skoven er det også muligt at ride, men dog ikke på selve grusvejene, da det ødelægger dem. I stedet kan der rides på rabatterne, sletterne og sporene i skovens østlige del af skoven.

Naturstyrelsens side kan du læse mere om vandreture, seværdigheder, dyre- og planteliv, praktisk info som p-pladser og hundeskove. 

Naturoplevelser

Gulddysse Skov er udvalgt til at være én af Roskilde Kommunes 25 naturperler - bl.a. på grund af den nyere skovs rige fugleliv og skovsøer med frøer, tudser og vandsalamandre. Orkideen skov-hullæbe vokser talrigt i skoven, særligt langs skovvejene.

Området beplantes løbende, og er anlagt for at beskytte grundvandet, men også til skovdrift og rekreative formål.

Mod nord ligger den næsten 200 år gamle, restaurerede Gulddysse Kulturgård, hvor der er aktiviteter inden for både natur og kultur. Navnet Gulddysse stammer fra en langdysse i nærheden - her kan man i sensommeren være heldig at se sommerfuglen guldhale. Fra Ørebjerg er der udsigt over Værebro Ådal.

Hvis du er heldig, kan du også støde på et rådyr eller nogle af de mange andre dyr og fugle, der har bosat sig i skoven.

Gulddysse Skov