Vandretur Ringsted til Roskilde
Helt væk fra hverdagen og alligevel så tæt på! Ruten går på markveje, stier og mindre biveje. Kun et kort stykke ved Særløse går ruten langs landevejen, hvor der passeres under to motorveje. Ellers opleves ruten som meget langt væk fra det moderne samfund.
Du kan tage toget til Ringsted og gå hele ruten – det kan gøres på to-tre dage. Du kan selvfølgelig også nøjes med at gå et stykke af vejen – og så tage bus eller tog hjem, fra fx Jystrup, Særløse, Lejre eller Svogerslev.
På turen passeres blandt andet Torpet Mose, Haraldsted Sø og Bidstrup Skovene.
Ruten er ikke skiltet hele vejen. Især stykket igennem den sydlige del af Bidstrup Skovene ved Skjoldenæsholm Gods kræver omhyggelighed med kort eller GPS.