Frit valg af madordning
Fra den 1. februar 2024 kan alle borgere, som er visiteret til madordning i eget hjem vælge mellem mad fra Det Danske Madhus eller Sæsonens. Det kan man gøre på vores side om valg af leverandør.
Borgere, som er visiteret i ordningen kan også benytte et fritvalgsbevis og selv finde en leverandør af mad, som kan producere og levere maden.
Læs mere her på siden om ordningen. Du kan også kontakte Myndighedsservice for mere viden. Se deres kontaktinfo nederst på siden.
Mere information om fritvalgsbevis
Med et fritvalgsbevis vælger du selv en leverandør af mad, som kan bringe din mad hjem til dig. Du skal selv træffe aftale med fx en slagter, kro eller anden madleverandør om køb af et hovedmåltid.
Er du bevilget madordningen, og ønsker at benytte dig af et fritvalgsbevis, skal du udfylde fritvalgsbeviset med egne oplysninger samt oplysninger på den leverandør, som ønskes benyttet. Det er først, når oplysningerne er udfyldt og returneret til Roskilde Kommune, at ordningen træder i kraft.
Ønsker du at benytte fritvalgsbeviset, er du eller dine pårørende ansvarlig for følgende:
- Du eller din pårørende skal selv lave en aftale med en CVR-registeret madleverandør som for eksempel en kro, restaurant eller en anden madleverandør, som ønsker at producere og levere mad til dig, og som er indforstået med Roskilde Kommunes krav til madordningen.
- Du eller din pårørende skal selv administrere din madordning, heriblandt bestilling og afbestilling til leverandøren, eksempelvis ved indlæggelse, og betaling af regninger for evt. merpris.
- Selv kunne bestille en sund og nærende kost.
- Kunne tage imod maden, når leverandøren ankommer.
- Kunne finde, læse og forstå leverandørens smileyordning for at være sikker på, at madleverandøren har en ordentlig kvalitet og hygiejne i sit køkken.
Roskilde Kommune kan i særlige tilfælde fratage modtageren retten til et fritvalgsbevis. Det kan blandt andet ske, hvis modtageren ikke kan administrere ordningen, heriblandt at bestille og afbestille måltider.
Værdien af fritvalgsbeviset bestemmes af en gennemsnitsberegning af prisen på madservice med udbringning og uden udbringning hos den private leverandør, som Roskilde Kommune har kontrakt med.
Fritvalgsbevisets værdi til hovedmåltid udgør derfor inkl. moms 76,25 kr. til mad med udbringning og 63,75 kr. uden udbringning. Hvis du vælger et tilbud, som er dyrere end det tilskud, Roskilde Kommune giver, skal du selv betale differencen, dog ikke med det samme. Den madleverandør, du har valgt, sender en gang om måneden den samlede regning for måltider til Roskilde Kommune, som herefter betaler madleverandøren samt opkræver egenbetalingen hos dig.
Her følger en række eksempler på brug af fritvalgsbeviset.
Eksempel 1: En borger vælger et måltid til samlet 200 kr. (inkl. udbringning). Fritvalgsbevisets værdi udgør 76,25 kr. Efter brug af fritvalgsbevis betaler borger i alt 123,75 kr. Derudover skal borgeren betale 59 kr., som alle visiterede borgere betaler i Roskilde Kommune pr. måltid. Den samlede egenbetaling bliver derfor 182,75 kr.
Eksempel 2: En borger vælger et måltid til samlet 150 kr. (inkl. udbringning). Fritvalgsbevisets værdi udgør 76,25 kr. Efter brug af fritvalgsbevis betaler borger i alt 73,75 kr. Derudover skal borgeren betale 59 kr., som alle visiterede borgere betaler i Roskilde Kommune pr. måltid. Den samlede egenbetaling bliver derfor 132,75 kr.
Eksempel 3: Det er også muligt at forestille sig et eksempel med et beløb for mad med udbringning under fritvalgsbevisets værdi. En borger vælger fx et måltid til samlet 50 kr. (inkl. udbringning). Fritvalgsbevisets værdi udgør 76,25 kr. Beløbet er negativt efter brug af fritvalgsbevis på i alt minus 26,25 kr. Herefter skal borgeren betale de 59 kr. som alle visiterede borgere betaler i Roskilde Kommune pr. måltid Den samlede egenbetaling bliver derfor 32,75 kr.
Som madproducerende leverandør har du mulighed for at blive leverandør af madservice efter ordningen om fritvalgsbeviser. Ordningen omfatter borgere, der bor i eget hjem, og som af Roskilde Kommune er bevilget hjælp til at modtage madservice.
Leverandører efter ordningen om fritvalgsbeviser skal ikke godkendes på forhånd, men Roskilde Kommune vil løbende føre kontrol med madens ernæringsmæssige kvalitet.
Som minimum skal du som leverandør:
- Være momsregistreret
- Være i stand til at sende faktura til Roskilde Kommune. Faktura sendes elektronisk månedsvis bagud og skal indeholde oplysninger om, 1) hvilke borgere den enkelte faktura vedrører, 2) hvor mange hovedretter borgeren har modtaget, 3) Opdeling på den enkelte faktura i henholdsvis: a) Den samlede pris pr. måltid og udbringning pr. borger, b) borgerens egenbetaling, c) fritvalgsbevisets værdi.
- Have meddelelsespligt, hvilket betyder, at leverandøren har pligt til at meddele Roskilde Kommune om ændringer i borgerens behov for hjælp.
Derudover skal den tilbudte hovedret leve op til Roskilde Kommunes kvalitetsstandard for Madservice, heriblandt standarderne beskrevet i ”Anbefalinger for den danske institutionskost” på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Roskilde Kommune betaler kun for én hovedret pr. dag. Fritvalgsbeviset er først gyldigt, når du som leverandør har udfyldt det, og det er returneret til Roskilde Kommune.
Hvis du ønsker at søge om et fritvalgsbevis, skal du kontakte Myndighedsservice i Roskilde Kommune på tlf. 46 31 30 00. Når du ansøger om fritvalgsbeviset, vil en visitator i Myndighedsservice drøfte din situation med dig for at sikre, at du er i stand til at administrere ordningen eller har andre, der kan administrere ordningen for dig. Vurderes det, at det ikke er tilfældet, kan din ansøgning blive afvist. Du kan også få frataget fritvalgsbeviset, hvis det viser sig, at du ikke kan administrere ordningen.
Får du bevilget fritvalgsbevis, får du tilsendt fritvalgsbeviset, som du skal have din madleverandør til at udfylde. Du skal også aftale en dato for opstart af madordningen med din leverandør. Når fritvalgsbeviset er udfyldt, skal enten din leverandør eller dig returnere det til Roskilde Kommune, Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde, att. Myndighedsservice. Du vil herefter modtage en kopi af fritvalgsbeviset. Fritvalgsbeviset er ikke gyldigt, før det er returneret til Roskilde Kommune.
Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du altid kontakte Myndighedsservice forinden, så du kan få udstedt et nyt fritvalgsbevis.
Du kan henvise den kro, restaurant eller lignende, du ønsker som leverandør, til denne side, hvor de kan finde informationsmateriale til madleverandører.
Kontakt Myndighedsservice
4000 Roskilde
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage. |