Samskabt tilsyn

Roskilde Kommune har nytænkt det kommunale tilsyn med ældreplejen, så der er et styrket fokus på det, der giver kvalitet, værdi og mening for den enkelte borger.

Kommunale tilsyn – Samskabt Tilsyn

Hvert år bliver der ført tilsyn med de kommunale opgaver og tilbud på plejecentrene og i hjemmeplejen. Tilsynet skal blandt andet sikre, at der er den rigtige kvalitet i tilbuddene, og at ældreplejen er i overensstemmelse med lovgivningen på ældreområdet og de politisk vedtagne kvalitetsstandarder.

Dette tilsyn har Roskilde Kommune udviklet og afprøvet en ny model for sammen med borgere, pårørende, fagprofessionelle, Ældrerådet og aktører fra civilsamfundet. Modellen har samskabt styring som omdrejningspunkt og kaldes Samskabt Tilsyn.

Samskabt Tilsyn støtter op om samarbejdet i ældreplejen om det gode ældreliv og har et styrket fokus på det, der giver kvalitet, værdi og mening for borgerne.

Samskabt Tilsyn er udviklet og afprøvet i Roskilde Kommune i en samskabende proces med alle relevante aktører på ældreområdet i 2022-2023.

Om Samskabt Tilsyn

Lokale kvalitetsråd

Det nye ved ‘Samskabt Tilsyn’ er, at der etableres lokale kvalitetsråd på plejecentrene og i hjemmeplejen, som er med til at udpege, hvad tilsynet skal indeholde, og hvordan der skal arbejdes videre med læringen fra tilsynet til gavn for borgere og fagprofessionelle.

De lokale kvalitetsråd består af borgere, pårørende, ældrerådet, civilsamfund og medarbejdere og ledere, som samarbejder om tilsyn og kvalitetsarbejdet. Rådene mødes min. 4 gange årligt.

Tillid, dialog og læring

Samarbejdet er baseret på tillid, dialog og læring med fokus på at skabe et bredt ejerskab til kvaliteten, motivation til at arbejde med forbedringer samt tillid i styringsrelationen. Samarbejdet er på den måde med til at sikre, at der lokalt er fokus på det, der giver kvalitet, værdi og mening for borgerne.

Kvalitetskompas

Rammen for, hvad der er god kvalitet i ældreplejen i Roskilde Kommune, er defineret helhedsorienteret ved Kvalitetskompasset, som borgerne, de pårørende, ældreråd, civilsamfundet og ledere og medarbejdere selv har udarbejdet i 2022, da Samskabt Tilsyn blev udviklet. Kvalitetskompasset er vejledende og består af fire temaer; Værdighed, Livskvalitet, Omsorg og Styring med forskellige markører for kvalitet.

Uanmeldte tilsynsbesøg

Roskilde Kommune er som myndighed ansvarlig for, at der udføres mindst ét uanmeldt tilsynsbesøg årligt på plejecentrene, i hjemmeplejen og hos den private leverandør, der udfører personlig pleje og praktisk hjælp hos hjemmeboende borgere.

De uanmeldte tilsynsbesøg gennemføres af Roskilde Kommune i samarbejde med det lokale kvalitetsråd, som er med til at udpege, hvad de ønsker, der skal fokuseres på og undersøges nærmere ved tilsynet. Der er uanmeldt tilsynsbesøg mindst én gang om året i forbindelse med enten en dagvagt, aftenvagt eller nattevagt.

Under tilsynsbesøget er der fokus på, at der er tillid, dialog og læring. De tilsynsførende observerer borgernes hverdag og følger medarbejderne på arbejde for at få indblik i hverdagsrutiner og håndtering af de komplekse situationer. Den borgeroplevede, den faglige og den organisatoriske kvalitet undersøges ud fra kvalitetskompassets fire temaer, som blev udviklet ifm. udviklingen af ’Samskabt Tilsyn’.

Efter tilsynsbesøget gennemgår det lokale kvalitetsråd de fund, som tilsynet er kommet frem til og drøfter, hvor der er behov for at arbejde med forbedringer af kvaliteten, og hvordan dette kan foregå.

Det lokale kvalitetsråds bemærkninger og udpegede indsatsområder indarbejdes i en tilsynsrapport, og der arbejdes med udvikling af kvaliteten med udgangspunkt heri i det kommende år lokalt på enheden. Rapporten sendes i høring i det lokale kvalitetsråd og offentliggøres efterfølgende på roskilde.dk.

En gang om året udarbejdes en redegørelse for tilsynene, som drøftes i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Tilsynsrapporterne bliver sendt i høring i de lokale bruger- og pårørenderåd og i Ældrerådet.

Se de kommunale tilsynsrapporter

Se tilsynsrapporter for de sidste tre år