Bofællesskaber

Roskilde Kommune er hjem for mange unikke og velfungerende bofællesskaber – store som små, nye som gamle – alle med hver deres særkende. Vi drømmer om stadig flere bofællesskaber, og vi har pladsen.

Flere og flere går med lysten til at dele sin hverdag med andre, hjælpes ad med dagligdagens gøremål og have naboer, der er mere end nogle på den anden side af hækken.

Vi oplever i Roskilde Kommune en interesse fra borgere om at flytte i og etablere bofællesskaber. Det er en interesse som vi gerne vil understøtte og hjælpe til at gøre virkelig. På denne side kan du få inspiration og også indblik i aktuelle projekter på Sankt Hans og Musicon. 

Nye muligheder for selvbyg og bofællesskab

I 2023 har Roskilde Kommune opstartet to projekter på hhv. Musicon og Sankt Hans, der på forskellig vis giver mulighed for bofællesskaber og det vi kalder for selvbyg. 

I Hal 12-kvarteret på Musicon udbydes der i vinteren 2023 14 grunde til selvbyg og fællesbyg. Her har alle, der går med en spirende selvbyggerdrøm i maven, mulighed for at købe en grund og opføre sit eget rækkehus. At være selvbygger betyder, at du får indflydelse på din egen bolig fra tidlig skitse til færdigopført resultat.

I bygningerne Slottet på Sankt Hans er udpeget som velegnede til bofællesskab, og Roskilde Kommune ønsker at sælge ejendommen til en interesseret og kompetent gruppe af ildsjæle, der har lyst til at sætte sig for bordenden og føre drømmen om et bofællesskab i historiske rammer ud i livet. Ejendommen sælges til fast markedspris til en andelsboligforening, der kan opføre ustøttede private andelsboliger.

Opførelse af nyt bofællesskab

Til jer, der drømmer om at etablere jeres eget bofællesskab, finder I her på siden et overblik over, hvilke faser og aktiviteter I i hovedtræk skal igennem. Det er ment som en vejledning og hjælpende hånd, der forhåbentligt kan hjælpe jer på vejen fra idé til indflytningsklart bofællesskab. En vej som ofte kan være lang og svær at overskue. 

Processen er delt op i fem faser,hver med en gennemgang af, hvilke opgaver de enkelte faser indebærer, hvem der med fordel kan inddrages for at løse fasens udfordringer og hvor der kan hentes inspiration. Under hver fase fremgår det også, hvornår og hvordan Roskilde Kommune kan hjælpe.

Få et overblik over processen ved at klikke jer igennem de fem faser i rullemenuen nedenfor. 

Hent vejledning

I vejledningen får I en detaljeret og uddybende beskrivelse af hver fase. Vejledningen kan I printe og tage med jer i det videre arbejde. 
Roskilde Kommune vejledning til selvgroede bofaellesskaber 1. Udgave 140219

Værd at vide om de fem faser

Eksisterende bofællesskaber

Der er ikke én definition på et bofællesskab og i Roskilde Kommune er der også mange forskellige eksempler på, hvordan man kan bo sammen med andre. Som inspiration til jer, som drømmer om at flytte ind i et bofællesskab, der allerede er etableret, findes der nedenfor en oversigt over nuværende bofællesskaber i Roskilde Kommune sammen med en henvisning til deres hjemmesider og kontaktoplysninger.

Bofællesskaber i Roskilde Kommune

Bofællesskaberne er markeret som grå parceller på kortet. Klik på en parcel for at få mere information.

Kontakt Plan og Udvikling

Rådhusbuen 1
4000 Roskilde

Mandag - fredag 

9.00 - 14.00

Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.