Hastighedsdæmpning på vejen
Roskilde Kommune modtager mange henvendelser fra borgere med ønsker om etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger. Disse bliver alle vurderet individuelt, dog er det ikke alle der kan imødekommes blandt andet pga. begrænset økonomi.
Privat fællesvej eller offentlig vej
Det er væsentligt om ønsket omhandler en privat fællesvej eller en offentlig vej, idet vejmyndighedens opgave kan være forskellig.
Du kan se om din vej er en offentlig vej eller en privat fællesvej, på kommunens kort med trafikinformationer.
Gå til siden med kommunekort - Trafikinformation og tællinger.
Oversigt over hvem, der er myndighed i forhold til hastighedsforanstaltninger er:
- Kommuneveje i by: Roskilde Kommune
- Kommuneveje på land: Roskilde Kommune
- Private fællesveje i by: Roskilde Kommune
- Private fællesveje på land: Midt- og Vestsjællands Politi
- Interne veje på privat område (f.eks. i boligforeninger): Midt- og Vestsjællands politi
- Statsveje i by og på land: Vejdirektoratet
Politiet skal altid endeligt godkende skiltning vedrørende hastighed.
Fartdæmpning på offentlige veje
Etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger på de offentlige veje prioriteres ifølge kommunens trafiksikkerhedsplan, der er baseret på trafiktællinger, uheldsstatistikker og registrering af utrygge steder.
Mulighed for borgerfinansierede trafikforanstaltninger
Nogle borgere/grundejerforeninger tilbyder selv at finansiere trafikforanstaltninger.
Som følge heraf vedtog Teknik- og Miljøudvalget den 8. september 2011 derfor en vejledning for, efter hvilke retningslinjer forvaltningen kan træffe afgørelser i de sager, hvor borgere ønsker at finansiere trafikforanstaltninger på offentlige veje:
Roskilde Kommune ønsker at samarbejde med borgere om etablering af trafikale foranstaltninger, hvor det bidrager til at fremme trafikpolitikken. Der er dog en række forudsætninger, der skal være opfyldt:
1. Projektet må ikke stride mod gældende planlægning, herunder kommuneplan, lokalplan, busplan, cyklistplan med videre.
2. Der skal ligge statistiske data til grund for rimeligheden i projektet, herunder uheldsdata, målte trafikmængder, hastigheder og lignende.
3. Projektet skal kunne godkendes af politiet.
4. Projektet må ikke forøge de kommunale driftsomkostninger i væsentligt omfang. For eksempel må projektet ikke medføre behov for at anvende andet fejnings- eller snerydningsmateriel, end der i forvejen anvendes på stedet eller nye, ikke-kendte vedligeholdelsesmetoder.
Hvis projektet opfylder ovenstående forudsætninger, ligner ansøgningsproceduren den, der gælder for hastighedsdæmpning på private fællesveje.
Se under " Hvordan søger jeg om hastighedsdæmpning på en privat fællesvej"
Hastighedsdæmpning på private fællesveje i byzone
Dette er en introduktion og hjælp til selvfinansieret etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger på private fællesveje i byzone. Ansøgninger vedrørende private fællesveje i landzone sendes direkte til Midt- og Vestsjællands politi.
Kommunen er vejmyndighed på private fællesveje. Derfor skal alle ændringer på vejareal godkendes af kommunen, som vurderer de færdselsmæssige og vejtekniske konsekvenser. Politiet skal også godkende alle projekter.
Ændringer på vejareal har betydning for vejens funktion, vedlige- og renholdelse, og for dem der ejer og bruger den. Derfor skal placering og udformning af hastighedsdæmpende foranstaltninger planlægges grundigt. Det er vigtigt at inddrage alle berørte interessenter i et vejprojekt.
Hvem kan søge - det er godt med enighed
Der er ikke krav om en at en grundejerforening eller en gruppe af personer skal stå bag en ansøgning for at den kan behandles af kommunen. Trafikdæmpere kan dog medføre øget støj og røg ved opbremsning og acceleration, samt mulighed for rystelser ved passage af for eksempel vejbump. Og der er også behov for en aftale om de økonomiske forhold blandt de berørte beboere. Derfor anbefaler kommunen, at der er bred tilslutning. Underskrifter fra de berørte beboere sendes sammen med forslag til vejprojektet til kommunen (gerne email). Underskrifter kan erstattes af en godkendelse på en generalforsamling i en grundejerforening (med medlemspligt), en andelsforening eller en ejerboligforening. Er der ingen beboerorganisation, anbefaler vi, at der nedsættes et vejlaug.
Kontakt kommunen - forslag til vejprojekt
Det er ofte en god ide, at forelægge en skitse med et forslag til vejprojektet for kommunen, inden der fremstilles mere detaljerede tegninger og planer for skiltning med mere. På det grundlag kan kommunen vurdere sagen, og evt. få en foreløbig godkendelse fra politiet. Skitsen kan vise type og placering af foranstaltninger, og oplyse om mål for hastighedsreduktion. Oplys også om, hvem der står bag ansøgningen.
En forhåndsgodkendelse er ikke en endelig godkendelse.
Tunge faste genstande på vejareal, betonrør, plantekummer, og lignende kan medføre en øget sikkerhedsrisiko for trafikanter, og derfor anbefales de ikke.
Kommunen sørger for kontakten til Politiet.
Kontakt kommunen på veje@roskilde.dk.
Plan for projektet
Herefter skal vejprojektet beskrives. Denne opgave rummer en række fagtekniske udfordringer, som i nogle tilfælde vil kræve rådgivning. Roskilde Kommune anbefaler at søge bistand til udformning af et vejprojekt, der indeholder:
- Beskrivelse af valg af foranstaltninger - herunder bumptype, indsnævring, tavler m.m., samt om der ønskes etableret hastighedszone og til hvilken hastighed.
- Målfast kort visende foranstaltningernes placering.
- Målfast afmærknings- og skilteplan.
- Redegørelse for løsning af ændrede afvandingsforhold.
- Redegørelse for sikkerhedsforhold ved passage af foranstaltninger for alle trafikarter (tunge køretøjer, biler, motorcykler, cyklister, gående og evt. busser).
- Redegørelse for evt. belysning af foranstaltningen.
Roskilde Kommune yder ikke projektrådgivning.
Endelig tilslutning fra berørte parter vedlægges.
Godkendelse af vejprojektet
Kommunen vurderer vejprojektet og indhenter politiets godkendelse.
Ved vejlukninger skal redning, renovation m.fl. høres.
Udførelse
Grundejerne er ansvarlige for projektets udførelse. Roskilde Kommune anbefaler at lade et entreprenørfirma stå for arbejdets udførelse inden for gældende vejregler.
Hvis anlægsfasen skaber behov for omlægning af trafikken, skal kommunen orienteres i god tid.
Kontrol af vejprojekter
Det nye anlæg skal godkendes af Roskilde Kommune. Grundejere meddeler, når projektet er klar til kommunalt gennemsyn.
Drift og vedligeholdelse
Grundejerne skal vedligeholde vejen, og de nye foranstaltninger med eventuel beplantning. En gartneraftale kan være en fordel.
Links til regler
Bor du på en offentlig eller en privat fællesvej
Du kan se om det er en offentlig eller en privat fællesvej, på kommunens kort med trafikinformationer. Find kortet her.
Opsætning af skilte
Det er muligt for dig at opsætte skiltet "Legende Børn" på din private fællesvej. Skiltet er egenbetalt for eksempel af en grundejerforening. Kommunen skal give tilladelse til opsætning og placering af skiltet.
Skiltet må ikke sættes på offentligt vejareal, da det er uautoriseret færdselsafmærkning. Derfor kan politiet heller ikke håndhæve "overtrædelser" af skiltets budskaber.
Send din ansøgning til veje@roskilde.dk
Der kan søges om opsætning af nabohjælpskilte på:
- Private fællesveje: Byzone og sommerhusområder
- Offentlige veje: Mindre boligveje
Der gives ikke tilladelse på andre offentlige veje af hensyn til, at skiltet ikke skal tage fokus fra den færdselsregulerende skiltning.
Skiltet på ikke placeres i samme stander som et færdselstavler som for eksempel et "blind vej"-skilt.
Skiltet er egenbetalt.
Send din ansøgning til veje@roskilde.dk
Kommunen har en række kampagneskilte liggende, som vi gerne stiller til rådighed.
Skriv hvor og hvorfor du ønsker at gøre brug af kampagneskilte, og vi vil vurdere om det kan lade sig gøre.
Send din ansøgning til veje@roskilde.dk
Trafikspejle
Trafikspejle kan være nødvendige ved særligt skarpe sving, hjørner eller ind-/udkørsler. Dog er vi forsigtige med at sætte dem op, fordi:
- Trafikspejle er gode til at se om der kommer en modkørende, men det er svært at vurdere den modkørendes hastighed via et spejl.
- Trafikspejlet har risiko for at blive det primære fokus for bilisten, som dermed nemmere glemmer at orientere sig i andre retninger.
- Trafikspejle er utydelige i sne/slud/regn og tåge, og der vil derfor alligevel være behov for at orientere sig på andre måder i disse tilfælde, end via spejlet.
- Trafikspejle er ofte udsat for hærværk.
Punkterne ovenfor tilføjer nye trafiksikkerhedsmæssige udfordringer, som kommunen tager højde for, når opsætning af trafikspejle vurderes. Ansøgninger om trafikspejle vurderes altid individuelt, og det kan trods ovenstående forbehold vurderes nødvendigt at opsætte et trafikspejl.
Kontakt Veje og Grønne områder
4000 Roskilde
Mandag - fredag | 9.00 - 14.00 |
Du kan forvente svar inden for 10 hverdage. |