Det er størrelsen på dit dyrehold, der har betydning for, hvilke regler du er omfattet af. I nedenstående afsnit kan du læse mere om, hvilke regler dit dyrehold skal overholde både for erhvervsmæssigt landbrug og hobbybrug.
Anmeld ændring eller etablering af dyrehold
Udfyld skemaet og send det til landbrug@roskilde.dk.
Hvad gælder for dyrehold
Hobbydyrehold
Et hobbydyrehold kan maksimalt omfatte 30 høns og 4 hunde med hvalpe under 18 uger og desuden enten:
- 2 malkekøer eller ammekøer med tilhørende kalve (op til 6 måneder)
- 4 stykker kvæg, der ikke er omfattet af punkt 1,
- 4 heste med tilhørende føl (op til 12 måneder)
- 2 søer med tilhørende smågrise (op til 40 kg)
- 15 producerede slagtesvin
- 10 moderfår med lam (op til 12 måneder)
- 10 modergeder med kid (op til 12 måneder)
- andre dyretyper end nævnt i ovenstående punkter, hvis det samlede produktionsareal* på ejendommen til disse dyretyper ikke overstiger 25 m², eller
- forskellige dyretyper sammensat efter ovenstående punkter, hvis den forholdsmæssige andel af hver dyretype ikke tilsammen overstiger 100 procent
*Se en fuld beskrivelse af et "produktionsareal" i afsnittet "Hvad er et produktionsareal?"
Størrelsen af dyreholdet
Det er udelukkende størrelsen af dyreholdet, der afgør, om dyreholdet anses for at være et hobbydyrehold eller et erhvervsmæssigt dyrehold. Det har ikke betydning, om dyreholdet udnyttes erhvervsmæssigt.
Hold af ovenstående dyretyper er ikke tilladt i byzone og øvrige boligområder. Her må du dog holde op til 30 høns og 4 hunde med hvalpe under 18 uger, med mindre der for dit boligområde er fastsat mere restriktive regler. Roskilde Kommune har ved Forskrift for hønsehold i Roskilde Kommune fastsat bestemmelse om, at hønsehold i byzone og sommerhusområder maksimalt må bestå af 8 høns og eventuelt 1 hane. Vi kan dog i særlige tilfælde give dispensation til at holde dyr af ovenstående dyretype(r), f.eks. ved ejendomme med eksisterende stalde.
Hobbydyrehold skal som udgangspunkt ikke leve op til bestemte miljøregler. Du skal dog sikre, at dyreholdet ikke forurener eller generer dine naboer. Det kan derfor være en god idé at skele til miljøreglerne for erhvervsmæssigt dyrehold.
Hvis du har et dyrehold, som er større end grænsen for et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold (se afsnittet "Hvad gælder for et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold") betragtes det som et erhvervsmæssigt dyrehold. Det betyder, at du skal overholde reglerne om fx. staldindretning, opbevaring af gødning osv., der er beskrevet i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Anmeldepligt
Så længe dit erhvervsmæssige dyrehold opholder sig på et produktionsareal, som ikke overstiger 100m², skal etablering og ændringer blot anmeldes til kommunen (se link til skema - Anmeld ændring eller etablering af mindre dyrehold).
Dog må produktionsarealet godt være større for følgende dyrehold før det udløser krav om tilladelse eller godkendelse:
- Besætninger af heste / ammekvæg / geder / får på dybstrøelse, hvor produktionsarealet er mindre end 175 m² (300 m² ved vinteropstaldning).
- Besætninger med heste, hvor produktionsarealet er mindre end 200 m².
Hvis dit produktionsareal overstiger en af ovenstående arealgrænser, skal dit dyrehold have enten en tilladelse eller godkendelse fra kommunen - se nærmere under afsnittet "Hvad gælder for et større erhvervsmæssigt dyrehold?".
*Se en fuld beskrivelse af et "produktionsareal" i afsnittet "Hvad er et produktionsareal?"
Kommunen skal minimum hvert 6. år føre et tilsyn med gødningsopbevaringen på erhvervsmæssige dyrehold. Tilsynet udføres enten som et uvarslet eller varslet tilsyn, og tilsynet er omfattet af krav om brugerbetaling.
Hvis du har et dyrehold med et produktionsareal, der er større end grænserne nævnt i afsnittet "Hvad gælder for et mindre erhvervsmæssigt dyrehold", betyder det, at dit dyrehold skal have enten en tilladelse eller en godkendelse efter husdyrbrugloven. Kontakt kommunen for at aftale nærmere omkring ansøgningen.
Kommunen skal føre et tilsyn med erhvervsmæssige dyrehold. Tilsynet udføres enten som et uvarslet eller varslet tilsyn, og tilsynet er omfattet af krav om brugerbetaling. Antallet af besøg afhænger bl.a. af størrelsen på dyreholdet, samt risikoen for at husdyrbruget giver anledning til påvirkning af miljøet.
Produktionsarealet omfatter det areal i et fast placerede husdyranlæg, hvor dyrene opholder sig og har mulighed for at afsætte gødning, og hvor dyrene ikke kun har kortvarig ophold.