World Tour cykelløbspuljen – Roskilde som Startby
Lad os sammen skabe en uforglemmelig oplevelse og grøn folkefest, når Roskilde er startby for World Tour cykelløbet Copenhagen Sprint!
I weekenden den 21. juni og 22. juni 2025 danner Roskilde rammen om starten på Copenhagen Sprint for henholdsvis kvinder og mænd. Cykelløbet er et helt nyt World Tour løb og en del af den internationale cykelkalender. Cykelløbet har start i Roskilde og mål i København.
Puljen er etableret for at skabe stemning, synlighed og fællesskab omkring starten og langs ruten i Roskilde Kommune.
Hvad kan man søge om midler til?
Puljen skal bidrage til at skabe opmærksomhed om Roskilde som startby og være med til at skabe den grønne folkefest, når verdensstjernerne kommer gennem Roskilde.
Puljen kan søges til aktiviteter, der
- Skaber optakt til Copenhagen Sprint i perioden op til cykelløbet
- Skaber stemning og engagement omkring startområdet og langs ruten
- Fremmer cykelglæde og hverdagscyklisme
- Understøtter interne aktiviteter i organisationer, foreninger eller virksomheder, der bidrager til folkefesten omkring cykelløbet
- Aktiviteter, som er med til at promovere Roskilde som cykelby
Puljens rammer
Puljens samlede beløb: 250.000 kr.
Maksimalt ansøgningsbeløb: 25.000 kr. pr. ansøgning
Medfinansiering: Ansøgere skal oplyse, hvad medfinansieringen er i anslået beløb.
Ansøgningsproces og kriterier
Ansøgningsproces
Der er åben for ansøgninger indtil puljen er brugt op.
Din ansøgning skal indeholde en kort beskrivelse af aktiviteten, et budget og en beskrivelse af din medfinansiering. Overvej gerne, hvordan du vil skabe opmærksomhed omkring din aktivitet.
Behandlingstid: ca. 10 arbejdsdage.
Ansøgningskriterier
Aktiviteten skal gennemføres i perioden op til eller under cykelløbet den 21. eller 22. juni 2025. Aktiviteten skal bidrage til synlighed om Roskilde som cykelby, stemning langs ruten samt være med til at skabe en grønne folkefest og synlighed i perioden op til løbet.
Projektet skal være realistisk og kunne gennemføres med den ønskede støtte og medfinansiering.
Vi ser meget gerne, at ansøgninger søges i et samarbejde mellem flere partnere.
Kommunale institutioner kan ikke søge alene og opfordres til samarbejde med eksterne.
Sådan ansøger du
Send din ansøgning via linket.
Ansøgningen skal indeholde:
- Navn og kontaktoplysninger på ansøger
- En kort beskrivelse af projektet og dine samarbejdspartnere
- Beløbet, du søger om samt budget for aktiviteten; herunder din medfinansiering. Brug budgetskabelonen til dette.
- Angivelse af hvornår aktiviteten finder sted.
Hvis I får tilskud til projektet, skal I efterfølgende sende evaluering og regnskab for aktiviteten.
Markedsføring
Følgende hashtags skal anvendes for at gøre aktiviteten synlig på sociale medier.
- #alletidersroskildecykler
- #alletidersworldtour
- #alletidersstartby
Aktiviteten skal derudover oprettes på Roskilde Live og ansøger skal selv sørge for at ansøge gennem Arrangørguiden.